Drengen Janus er 12-13 år, og katastrofen har ramt ham:. Han har for nyligt mistet sin mor, og hendes død er ufattelig og ikke til at leve med. Hans fortravlede far med den evigt kimende håndfri mobiltelefon er ved gud ikke til nogen hjælp, så Janus har ingen at tale med. Fortvivlelsen, sorgen, frustrationen og raseriet har ingen steder at tage hen. Men Janus (Christian Hetland Jepsen) opfinder sin egen virkelighed: Mor er egentlig bare taget til Afrika for at passe vilde dyr! Ikke et hvilket som helst Langtvækistan, altså, men et spændende og farligt sted. Og så stærkt lever hun stadig væk i hans bevidsthed, at han kan føre samtaler med hende og se hende i selskab med løverne på fjernsynsskærmen. Men selvfølgelig, – denne virkelighed er jo heller ikke til at leve med. Janus bliver en umulig unge, fræk, tyvagtig, fuldstændigt ufokuseret og en dårlig kammerat til Anton (Bo Carlsson).
En hjælpende fugl?
Så dersom Janus skal komme af med sine indestængte følelser og sætte ord på det der er sket, må han få nogen at tale med. Til det formål opfinder forfatteren ’Fuglen fra Afrika’. Og midt i Antons og Janus’ drengeleg, til akkompagnement af røg og regn og torden, ankommer Pips (Sarah Gottlieb) på mystisk vis fra køleskabet iført fantastiske gevandter og høj paryk. Spændende og farligt!
Skønt fugl? Det går først langsomt op for os, at det er en fugl, der er kommet: Her gøres ingen anstrengelser for at ligne, end sige minde om, en fugl. Det er jo for så vidt heller ikke det vigtigste. Men hvad skal den her? Hvad er dens mission? Den påstår, at den kommer fra Afrika – noget der selvfølgelig får Janus til at spærre øjnene op – men denne pointe lader forfatteren desværre dø i samme nu.
Længe går forestillingen hen og bliver et stykke formålsløst lege-teater, med en voldsomt udagerende fugl som centrum for de to drenge. Den er i det hele taget ikke særlig sympatisk, og Janus’ forståelige og ængstelige aggression mødes af fuglens ligeså aggressive råberi. Hitchcock, eat your heart out! På vej mod det, der er forestillingens ærinde, skal vi gennem flere svinkeærinder, tordendans, gymnastiske øvelser og ud på havet i sørøverskib. Hvad er det i øvrigt med det sørøveri? Hvor kommer det fra, andet end som påstand?
I det hele taget vimser både fugl og forestilling fra hist til her med mange ubegribelige overgange, og Janus har sit hyr med at følge fuglens geskæftige kommanderen og flygtige temperament. Det tager halvtreds år og en halv eftermiddag at komme frem til forestillingens velmente sidste ti minutter med (omsider) lavmælt samtale og accept af, at mor er død og at livet alligevel går videre. Fuglen forsvinder og far lægger mobiltelefonen i køleskabet, og der bliver rum for et lille øjeblik af poesi og ro inden lyset slukkes.
Hvilken læsemåde?
Forestillingen, programmet og det skolemateriale, der er udarbejdet, har udmærkede ambitioner. Og ideen med at bringe en livlig og eksotisk fugl ind for at hjælpe Janus, i stedet for blot en hvilken som helst flink voksen, er i og for sig god nok. Hele stykkets grundtanke hviler på Janus’ udvikling og hans vej fra en reservevirkelighed til at acceptere tilværelsen og sorgen, som den er. Det forudsætter, at man læser stykket som en historie om Janus’ kamp med og mod frustrationer og blind fægtning frem imod en afklaring. Det er den, vi skal følge – det er den, der er interessant. Den skal lede hen til, at Janus ikke længere har brug for fuglen og kan sende den tilbage, hvor den kom fra.
Men både forfatter og instruktør fortaber sig i historien om fuglen, som om den var hovedpersonen, og dermed taber de den egentlige historie på gulvet. Når drengene går i skole og på butiksrapseri, bliver fuglen alene og pynter drengeværelset om til et undulatbur, og den har også en scene alene med Janus’ far. Ingen af disse scener ser jeg pointen ved. Med lidt god vilje ser jeg en slags tråd i, at Janus lokkes ombord i en sørøverskude og føres til Afrika, oplever den farlige torden og fuglens (forstilte) død. Men undervejs er der meget, der bliver væk i ligegyldige replikker, og sammenhængen mellem mor og fugl er svær at få øje på.
Gode drenge
Solbjørg Højfeldt har skabt en masse liv og bevægelse i scenebilledet – og desværre også støj. Mulighederne for magi og poesi er knapt nok taget i brug, til trods for at de burde ligge lige for, og der burde nok have været ryddet op og ud i uklare overgange. Samt hjælp til forfatteren til at fokusere på sit egentlige ærinde.
Til gengæld har hun med de to knægte, Janus og Anton, formået at skabe to troværdige karakterer, som lever i situationerne, samt en stresset Far, som Bo Carlsson også gir et indre liv.
Og afslutningen viser, hvilke poetiske kvaliteter Christian Hetland Jepsen besidder. Men jeg ville ønske, at forestillingen ikke var sovset ind i alskens musik, fra pompøse symfoni-passager til opjagede fløjtetoner.
