Efter hvad jeg forstår, har instruktørerne Doro og Capece selv spillet de to roller som den sorte ulv og den hvide ged i den italienske 'original'-udgave – 'Il Lupo e la Capra' – som man har kunnet se både her og der på internationale festivaler.
Om Teater Nordkraft så spiller en tro kopi af italienernes udgave er mig knitrende ligegyldigt. Hvad det handler om, er, om Nordkrafts spillere er i stand til at give den spøjse historie liv og energi og humor, og – ja, om der er kommet godt teater ud af det?
Og det er der! Kristine Nørgaard Sørensen og Sune Geertsen giver deres to figurer en charme og underfundighed og et uanstrengt drive, der præcist matcher den stramme regi. De har simpelthen magtet at gøre forestillingen helt til deres egen.
Dobbelthed
En rød sofa med let japansk-inspirerede puder står midt på scenen. Ind fra højre kommer Hun – geden – i hvidt, men med en sort taske. Der er jo dobbelte bunde i os alle, så ind fra venstre kommer Han – ulven – i sort og med smokingstriber i bukserne, men med hvid skjorte. Til akkompagnement af Kurt Weill-inspireret musik indtager de scenen med en sikkerhed, der smitter – vi er i trygge hænder hos disse to.
Rollerne er klare som nypudset glas fra første øjeblik. Hun er fuldt på det rene med sin ynde og lækkerhed, men er også nervøs, for der kan være ulve i farvandet og de er ikke til at stole på. Derfor speed-snakker hun om idylliske søndag-morgen-udflugter med familien, hvor man spiser dejligt græs og ikke må komme bort fra flokken. 'En geds liv er et vanskeligt liv'.
Ved siden af hende i sofaen afbryder han med stærk røst og forklarer, hvordan en ulv nødvendigvis ser det: 'Hvis du ser en ged helt alene'…'geder er hvide, så du kan se dem'. Indimellem griber han grådigt ud i luften efter imaginære små gedekid, men det er også klart, at 'en ulvs liv er et vanskeligt liv'.
Jæger og bytte, bøddel og offer, charmør og charmeret. Direkte tale kontra udenomssnak, alle kneb gælder, og skælmske trusler pareres med undvigelsens smil og nedslagne øjne.
Men der er en dobbelthed i spillet. De leger en slags tagfat med hinanden, men de leger også med publikum. Hun sidder pænt med samlede knæ og er lige så koket – og bevidst om sit koketteri – i forhold til os i salen, som hun er i forhold til ulven. Og Han slentrer rovdyragtigt afslappet langs med tilskuerrækkerne og sender sultne blikke og tvetydige smil til børnene på første række – han er én, de lumske kan stole på!
I løbet af forestillingen så jeg mere end ét barn søge mors trygge arme i skrækblandet fryd.
Vi er både i eventyrets verden med Rødhætte og hendes kurv i den farefulde skov, og i natklubbens jungle med søgende øjekast og lumre signaler over et glas hvidvin ved baren.
'Det var en mørk og stormfuld nat'
Så bliver det uvejr og natten falder på, – en rigtig, rigtig begsort nat, – med regn og blæst. De to finder, på hver sin måde, frem til den samme ensomme hytte. Den giver tag over hovedet og et sted at bekende sin angst for naturens voldsomme luner. De søger trøst og selskab hos hinanden, for ulven tror det er en ulv han taler med, og geden er sikker på at det er en ged hun holder i hånden.
Stormen går over, men inden de kan nå at se hinanden, skilles de to. Begge overbeviste om at de har fundet en ven for livet – og de bliver enige om at mødes i dagslys og fortsætte venskabet.
Mere skal ikke røbes, men som der står i forestillingens pressemateriale: 'Hvordan skal det gå? Bliver det gedens endeligt, eller bliver ulven vegetar?'
Fortælling på flere niveauer
Som man vil forstå af denne anmelders kommentarer, er dette en forestilling med bunker af spændende eventyrstof for børn i mange aldre. Ligesom det er en forestilling, der også vil give ungdom og voksne noget at genkende og more sig over. Forståelse og oplevelse, med andre ord, på flere planer.
Nørgaard Sørensen og Geertsen holder forestillingen stramt hele vejen i gennem, ligesom regi og scenografi er professionelt komponeret, og musikvalget – fra tjekkiske folkeviser til italienske arier – er sammensat med smag og lune.
For at bruge et ord, jeg sjælden bruger i børneteatersammenhæng: Det er simpelthen en ganske elegant forestilling, som jeg gerne anbefaler.
