National Geographic og deres dyreprogrammer har sandelig ikke levet forgæves. Vi bliver både underhold og klogere, når vi i nærbilleder ser løvens jagt på savannen, frøernes parring, myrernes habitater og trækfuglenes rejseplaner.
Og denne særlige tv-genre fik igen luft under vingerne, da DR i 2020 udsendte serien ’Vilde vidunderlige Danmark’, hvor de eksotiske sider af vores egen natur blev skildret med storladen æstetik, dramatisk musik og Lars Mikkelsens sublime fortællerstemme.
Hos Marionetteatret i Kongens Have, der er Det Lille Teaters endnu mindre satellitscene, handler forestillingen ’Den store forvandling’ på samme måde om et naturfænomen. Med en blid speakerstemme i højtalerne lister der sig forklaringer og fagudtryk ind imellem den højspændte musik og den farverige scenografi.
Klam, grødagtig konsistens
Det er forvandlingen fra larve til sommerfugl, der er omdrejningspunktet. Scenen, der er en mindre kukkasse, er beklædt med grønne blade både indvendigt og udvendigt. Det samme er vores tre dukkeførere, som derfor nærmest går i ét med tapetet.
Forestillingen begynder med en sværm af sommerfugle, der ligesom i en lille ballet danser til Pete Livingstones musik. Snart springer blomsterne ud, og forårsstemningen breder sig i det regnvåde Kongens Have denne torsdag formiddag.
Larven kryber sig rundt langs proscenium og æder sig igennem hver en blomst, den kommer forbi. Den vokser sig større og større, hvorefter den pakker sig ind i en puppe for at begynde forvandlingen, som ifølge speakeren kaldes ’metamorfose’.
Så skulle man tro, at noget smukt ville ske. Men ligesom i et naturprogram får vi lov at komme tættere på, end man gør i virkeligheden. Og her går vi altså helt ind i puppen, hvor vi lærer, at larven ikke bare udvikler sig, men helt omformer sig til en grødagtig konsistens. Imens hører vi klistrede lyde i højtalerne, der sender tankerne lidt i retning af kloak.
Står vi igennem denne lidt klamme del af sommerfuglens smukke forvandling, så kommer det store pay-off. For sommerfuglen breder til sidst sine store, flotte vinger ud over os, så vi ikke kan tænke meget andet end: ’Wow!’
En smule skræmmende
Måske er ’Den store forvandling’ ikke oplagt for en 2-årig. Det er helt åbenlyst, at et begreb som metamorfose ikke trænger ind i sådan en lille én. Men det gør farverne, de flaksende sommerfugle, de bevægelige buske og de røde myrer sikkert i stedet, og på den måde kan forestillingen sikkert stimulere de mindste sanseligt.
Men forestillingen ledsages som sagt også af Pete Livingstones musik, der ifølge programteksten er tydeligt inspireret af Igor Stravinskijs ’Le sacre du printemps’. Og jeg vil sige, at ’inspireret af’ er tæt på en underdrivelse. Der er mange lighedspunkter i de to kompositioner.
Især er musikken i begge tilfælde ganske voldsom. Dramatisk. Nogle gange uhyggelig. Andre gange chokerende. Og når Nina Kareis Livingstones iscenesættelse bruger denne voldsomme musik til samtidigt at lave pludselige bevægelser, så kan det altså skræmme selv denne voksne anmelder.
Måske er Stravinskij bare ikke for alle 2-årige, og et par småbørn blev også ført væk, da de stak i gråd til synet af den tykke larves store tænder, der blev blottet samtidig med et ordentligt ryk i musikken. Eller når den sovende larve bliver angrebet af en hær af sultne myrer.
Når dét er sagt, så er ’Den store forvandling’ en gennemført og aldeles betagende forestilling at overvære rent visuelt, og hvis vi betragter den som en blanding imellem en klassisk ballet i hånddukkeformat og en barsk naturdokumentar, så er den bestemt også vellykket.
