Er der noget, de to piger ikke har lyst til, så er det at lægge sig til at sove. Selv om mor har sagt det. Når man nu kan lege så dejligt med dynerne!
Danse- og akrobatforestillingen 'Fly Trap' begynder godt. Man kan lave mange sjove ting med dyner, når bare man har fantasi – og kropssmidighed – nok.
Så det bliver til spøgelser og sære fortidsdyr, der brøler og brummer inde fra dynebetrækkene. Og der er fangeleg og kildrende krammeknus med både fødder og hænder. Præcis som børn selv kunne finde på at lege inden sengetid.
Men så springer tråden desværre i forestillingen. Et fjernsyn projiceres op på bagvæggen. Et fjernsyn, fuld af bobler, der vokser og nærmest suger de to piger ind i sig.
Og hvor kom det så lige fra, spørger den logik-krævende voksen-anmelder. Fra de helt konkrete og hverdagsagtige dyner på børneværelset til et surrealistisk fjernsyn i ingenmandsland? Sover pigerne, uden at vi så dem falde i søvn, er dette her en drømmesekvens eller hvad?
I omtalen af forestillingen læser vi, at den er en nutidig -Alice i Eventyrland- – og de sære oplevelser senere i forestillingen peger da også den vej – men pointen i Lewis Carrolls klassiker er jo netop, at alt det sære og syrede besidder sin helt egen uimodståelige logik.
For lange sekvenser
Men lad os så acceptere det ulogiske og uforklarede spring ind i eventyrland, hvor gulvet og bagvæggen fyldes med billeder af svævende og bristende bobler, og senere vandrende stiger, som de to piger prøver at gå på. Ideen er sjov, men koreografien lovlig beskeden og sekvensen derfor alt for lang.
Hvilket desværre viser sig at være et genkommende problem. Så hvad der umiddelbart virker overrumplende, tørrer ud, når det bliver ved og ved, uden tilstrækkelig variation. Som når et tegneserie-tegnet buskads toner frem på bagvæggen og bladene vokser i en uendelighed. Uden udvikling, forandring eller ide.
Buskadset bruges til sidst til at klatre op i, fordi den ene pige pludselig er forsvundet, hvorfor den anden må på jagt efter hende. Men hvorfor er hun forsvundet, tænker jeg. Hvem har taget hende, og hvorfor dukker hun op igen langt senere. Hvor har hun været og hvis drøm eller fantasileg er det egentlig, vi ser?
Eftersøgningen finder blandt andet sted i et gigantisk edderkoppespind, og senere på en klassisk tegneserieborg, hvor den ene pige skal klatre op af muren til den anden. Hvis logikken holdt, skulle man umiddelbart mene, at det måtte være den tilfangetagne pige oppe på borgen, der skulle klatre ned til den anden, men sådan er det sært nok ikke.
Men klatret bliver der. De to medvirkende, Rebecca Seward og Kajsa Bohlin, er ikke blot dansere, men også små akrobater, så de kan, maveophængt i lange tove, gå på den lodrette bagvæg, mens computerfilmen kører bag dem.
Visuelle fornøjelser
Kampen for at klatre op af borgmuren er sjov i begyndelsen, men varer igen alt, alt for længe. Der er jo grænser for, hvad to medvirkende i hvert sit ophæng kan præstere af variation med at klatre op og falde ned, og den grænse overskrides deprimerende hurtigt.
Det samme gælder, da de to havner på et stort skakbræt inde i et computerspil. Nej, hvor de hopper og hopper, mens billederne kritikløst skifter bag dem.
Og slutningen er helt fortvivlende. Omsider ude i det fri flyver de to piger gennem luften, inden de lander på en enorm sort klippe. Og dér ender vi bare. Lyset slukkes, tak for i dag.
Jamen, hvor er de, spørger jeg. Hvorfor lige der? Var der pludselig ikke mere tegnefilm i apparatet, havde nogen stjålet de sidste sider i manuskriptet? Og hvad med mor hjemme i børneværelset. Og dynerne, det hele begyndte med?
Nej, det er ikke godt nok. Forestillingen virker, som om benovelsen over, hvad en computer kan udrette af visuelle fornøjelser, har fået lov at bestemme alt for meget, mens dramaturgen var sendt på sommerferie.
De to medvirkendes energi fungerer fint, og der er glimrende øjeblikke undervejs, hvor krop og film går op i en sjov enhed, men original og nærværende bliver 'Fly Trap' faktisk kun, når dynerne er i spil.
