Segovia er en typisk sydeuropæisk middelalderby. Smalle gyder, vinduer med tunge skodder for og gamle klostre, ringmure, kirker og fæstningsværker overalt. Luften står næsten stille og dufter både parfumeret og af uddunstninger fra skraldespandene i de smalle gader. Lyden af mursejlernes små skingre stemmer, tviiiiit, tviiiiit, fylder luften i næsten alle dagtimerne. Temperaturen holder sig på den behagelige side af de 25 grader.
Oven over alting har vi en blå himmel, der som regel er mere blå, end man kan forestille sig og ligner noget, der er løgn, når man tager et billede af den med sin mobil. Alligevel er det klogt at være bevæbnet en paraply, når man begiver sig ud i byen – udover den obligatoriske stråhat og den nødvendige vandflaske, selvfølgelig – for også i Spanien kan forårsvejret være ganske lunefuldt.
Nu er vi klar til at se teater. Og her i Segovia handler det om dukke- og animationsteater i disse dage – både for børn og voksne; sammen og hver for sig. Det er en begivenhed, der tages alvorligt.
Månerejser og tordenskrald
Vi sidder i mørket i byens gamle kornlager. I teatermørket. Alt er klar til forestillingen. Vi skal se det franske Compagnie Bakélits ’Star Show’. De sidste publikummer har fundet deres pladser, og nu følger så de få nanosekunder, hvor luften står stille, og alle sidder med tilbageholdt åndedræt. Lige dér, inden det hele skal starte, og magien skal udløses på scenen. Vi skal ud på en rejse, og vi glæder os.
Og så sker det: I mørket et sted er der én, der lige skal fiske noget op af sin håndtaske, og lyden af en taskelynlås flænger stilheden som et regulært tordenskrald. Magien er væk, og vi skal bruge kostbare sekunder på atter at indstille sanseapparatet på teateroplevelsen. I mørket sidder der nu én med røde ører – og en åben håndtaske.
Vi kommer dog i gang, og Compagnie Bakélite beviser endnu en gang, at de mestrer alle animations- og objektteatrets facetter. Fagfolkene lapper det hele i sig: Lækker lyssætning, ultrapræcise bevægelser, flot timing mellem lyd og lys. Alt fungerer så flot, og jeg lever mig straks fuldt ud ind i historien om en astronaut og hans rejse til månen. Men kun fem minutter inde i forestillingen lyder der pludselig en lille barnestemme på rækken lige bagved: »Hvornår starter det?«
Så er magien forsvundet igen – i hvert fald for mig. Jamen, vi er da lige midt i en raketopsendelse?! Og om lidt skal astronauten lande på månen!? Men dér var barnestemmens ejermand ikke. Han kedede sig og ventede bare på, at det hele skulle komme ordentligt i gang.
Men det, der måske er stor teaterkunst for mig (og andre teaternørder), kan være intetsigende eller i bedste fald bare kedeligt for andre. Eller måske var den unge teaterpublikummer trods alt bare for ung? Situationen mindede mig dog alligevel om, at teater i sin inderste kerne i grunden ER en meget individuel oplevelse. Vi oplever den sammen, men vi skal dog selv langt hen ad vejen finde mening i det, der sker på scenen.
Rejsen fra at finde mening i noget til at opleve rendyrket begejstring for noget kan være lang. Og veludført teater behøver ikke at være godt. Det skal også være noget mere. Noget, der rører ved hjertet og forstanden. Noget magisk, der unddrager sig nærmere forklaring. Vi må videre – flere oplevelser venter.
Spøjs humor og skærebrænderstemmer
Nede på byens store hovedtorv – Plaza Mayor – oplever vi, hvordan danske Sofie Krog Teater spiller for et stort familiepublikum, der har slået ring om scenografien, der består en stor vogn. Det er Sofies ægtefælle og kunstneriske medsammensvorne David Faraco, der står på scenen i teatrets nyeste produktion ’Quacksalver’, som børneteaterkyndige læsere måske allerede har oplevet på årets Aprilfestival i Esbjerg. David har bygget den sindrige scenografi, mens Sofie som sædvanlig har stået for de udtryksfulde dukker.
I dag er turen så kommet til den officielle premiere i Spanien. David har haft nerver på, for Segovia er hans hjemmebane, og blandt publikum sidder fagfællerne tæt. Alt går dog efter omstændighederne godt, og Sofie morer sig sammen med sin datter blandt tilskuerne:
»Det er interessant at opleve, at når vi spiller på spansk, tager forestillingen kortere tid, end når vi spiller på engelsk, som vi normalt gør andre steder – f.eks. i Danmark. Det er nok, fordi David er lidt nervøs – og så taler han jo alt andet lige bedre spansk end engelsk,« forklarer Sofie.
Sofie Krog Teater kendetegnes normalt ved sin præcise dukkeføring, timing mellem lydeffekter og musik – og ikke mindst en spøjs humor, der appellerer til både børn og voksne. Hertil kommer, at underholdende specialeffekter og flot lyssætning bidrager til forestillingernes normalt effektive måde at rive publikum med i historien på. Men det kunstige lys har Sofie og David måttet opgive at arbejde med i ’Quacksalver’, der jo skal fungere udendørs.
Det andet forhold, som Sofie også må affinde sig med, er, at det kræver meget mere at fastholde publikums opmærksomhed i et støjende byrum. Det kommer tydeligt til udtryk denne eftermiddag, hvor spanske husmødre med skærebrænderstemmer herser rundt med deres sønner og døtre på tæppet foran scenografien, mens de selv insisterer på at holde sig i periferien af spilleområdet:
»Nej, sid ikke dér i solen! Tag nu din kasket på! Pas nu på din søster. Her er der noget vand. Se, din tante har taget donuts med. Fordel dem – der er én til hver! Stop nu det dér og se, hvad der sker på scenen! Se, nu får din tante en øl af din mor… «
Jo, gadeteater har altid sine helt egne udfordringer og spillebetingelser – lige meget om det er i Danmark eller i Spanien, hvor det ikke altid er nok, at solen skinner.
Drager, ild og røg
En times tid senere sidder vi i det gamle bispesædes hyggelige patio, som er indrettet til restaurant og bar. Denne aften skal vi dog hverken spise pandestegte blæksprutter eller drikke sangría; vi skal derimod opleve teater med franske Compagnie Bitonio, som har specialiseret sig i enorme marionetdukker, som er kunstfærdigt og livagtigt udført i bl.a. træ.
Det hele foregår på et flot træpodium, som det hundredtallige publikum slår ring om. Børnene sidder på måtter lige foran scenen, mens resten af publikum finder plads på stole eller står lænet op ad nogle af patioens gamle træer.
I ’Pequeñas Fábulas’ (Små Eventyr) møder vi bl.a. tre drager, der hver har deres helt egen personlighed, takket være Anthony Mainguets eminente dukkeføring. Vi ser ikke manden – kun dukken. Og den ER levende for os. Og dragerne udsender både røg, og de spyer ild med flammer på over en meters længde (!) ud af gabet. Det hele akkompagneres af velvalgte uddrag af musikstykker fra Camille Saint-Saëns’ ’Dyrenes Karnaval’. Der lyder mange ’iiihhhs’, ’ooohhhs’ og ’åååhhhs’ fra tilskuerrækkerne.
Det er både smukt, veludført og underholdende. Ikke desto mindre begynder jeg pludselig at kede mig. Det er for godt. For lækkert. Og så er der ikke meget sammenhængende historie. Dét irriterer mig også lidt.
Pludselig begynder jeg igen af kigge på dukkespilleren i stedet for på dukken. Magien er forsvundet, og det er som om, at dukkespillerens selvsikre attitude overstråler kunsten. Heldigvis får jeg først denne udtalte fornemmelse mod slutningen af forestillingen, som generelt applauderes langt og voldsomt af alle tilstedeværende. Det er jo trods alt god familieunderholdning.
På gaden igen efter forestillingen støder vi på festivalens presseansvarlige Alexis Fernández, der har en statur og holdning som en flamenco-danserinde og derfor let genkendelig i gadebilledet. Hun har sjældent tid til megen snak, eftersom hun hele tiden er på vej til den næste presseaftale eller skal servicere en tv-station, som skal have de gode billeder med hjem. Jeg spørger i forbifarten, hvorfor festivalen i grunden ikke har noget trykt program længere.
»Her efter pandemien har vi foreløbig opgivet det normale trykte program, som ellers plejer at være i et praktisk lille lommeformat. Vi klarer os foreløbig med en ny, velfungerende hjemmeside, der også kan tilgås uden problemer på folks mobiler. Måske kommer der et program igen til næste år«, forklarer Aléxis, inden hun haster videre gennem menneskemylderet i den smalle forretningsgade i den middelalderlige bykerne.
Dødssynder og måneskin
Klokken 22 samme aften er turen så kommet til det, der skal vise sig at blive festivalens kunstneriske højdepunkt for mig. Franske (igen!) Théâtre Jaleo og deres kabaret-forestilling ’Eden’, som opføres i et stemningsfuldt kabarettelt under åben himmel. På en regnvejrsdag kunne dét have endt grueligt galt, men denne maj-aften i Segovia er himlen klar; en fuldmåne stirrer ned på os og kaster et spøgelsesagtigt skær på træer og buske i den gamle byhave ved siden af San Juan de los Caballeros-kirken.
Luften står stille, temperaturen ligger på 21 grader, lyden af rislende vand fra en fontæne høres svagt i baggrunden, og den fuldt ud eksotiske iscenesættelse af dette spillested fuldendes af en stork, der står rank og majestætisk i sin rede på toppen af et af kirkeskibenes tage. En anden stork flyver lidt senere lydløst over scenografien…
Men en flot scenografi og et rent ud eventyrligt spillested er dog ikke de eneste grunde til, at ’Eden’ blæser både mig og resten af publikum omkuld. Théâtre Jaleos forestilling er bygget op om de syv dødssynder: Hovmod, gerrighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Den stramme tematiske ramme forløses flot og virtuost af blot to spillere (plus en tekniker) på scenen. Vi møder synderne – både de usympatiske, de ulykkelige, de ulækre, de skræmmende, de latterlige – og de uskyldige, der af forskellige årsager er endt som syndere alligevel.
Der bruges almindelige hånddukker, store heldragter, musik og dans til at fortælle os om syndernes liv og skæbne, og vi forstår så tydeligt, at ingen – heller ikke de tilstedeværende tilskuere – kan gå fri. Der skal ikke meget selverkendelse til at finde ting i sig selv eller sit liv, der i den religiøse verdens optik, helt klart kan gøre os til syndere. Spørgsmålet er, hvordan vi kan og vil leve med det?
’Eden’ er én af de forestillinger på Titirimundi, som – selvom den gør brug af til tider uskyldige scenetekniske virkemidler og finurlige hånddukker – bestemt ikke egner sig for et børnepublikum. Forestillingen bliver dog også præsenteret på festivalen som en voksenforestilling. Og hvilken én! Jeg går derfra hensunken i tanker og helt bedøvet af, hvad god scenekunst faktisk kan gøre ved os; den rusker op i os; den skubber lidt til vores verdensbillede; den gør os klogere på os selv. Den perspektiverer.
Mr. Barti i regnvejr
Oplevelsespotentialet på Titirimundi er stort, og når man ikke sidder en sen aftentime i mørket og oplever voksenrettet ’dødssyndedukkekabaret’, kan man blot bevæge sig ud på gader og stræder og i hyggelige patioer og se alskens gadegøgl – både noget, som festivalen selv har indkøbt til lejligheden, og en masse tilløbne smågøglere af mere eller mindre tvivlsom kvalitet.
Til sammen skaber dette brogede sammenrend af kunstnere og gadegøglere et sympatisk sammensurium af teater og fest, der kun kan kalde smilet frem hos tilskuere og arrangører. Måske bortset lige fra lørdag formiddag på Plaza San Martín midt i byen, hvor en fæl og intens regnbyge griber forstyrrende ind i bl.a. makedonske Alex Mihajlovskis show med den på én gang flabede og sympatiske Mr. Barti-marionetdukke.
Men publikum elsker Alex og den klaverspillende crooner Mr. Barti så højt, at de bliver siddende, selvom regndråberne begynder at falde stadig tættere. Alex, der har haft fast base i Danmark siden 1992, har været en hyppig og populær gæst på Titirimundi gennem årene, og han har i øvrigt turneret flittigt på talrige internationale festivaler i over tre årtier og høstet megen anerkendelse for sit sympatiske show i form af flotte priser.
Blandt publikum på denne undtagelsesvise regnvejrsformiddag i Segovia træffer vi festivalens direktør, Marián Palma. Hun skynder sig at undskylde for regnvejret, da hun ser mig. Jeg viser hende min paraply og forsikrer hende om, at dét skal hun altså ikke besvære sig med. For man kan jo ganske rigtigt både klandre og rose arrangørerne for meget – men dog ikke for vejret. Dét beror på helt andre planlægningsprotokoller, som dødelige festivalarrangører ikke har nogen indflydelse på.
Et magisk indslag i hverdagen
Festivalen kører over fem dage, hvoraf jeg kun nåede at være med i Segovia i to intense dage. Jeg nåede langt fra at se hele festivalens teaterprogram, men dét, jeg så, lå langt over middel – og noget nåede langt videre end det.
Arrangørerne er tilfredse og opsummerer ved festivalens afslutning i mandags (16. maj) begivenheden på denne måde: »En forsigtig tilbagevenden til festivalens sædvanlige format med alt det, den altid har indeholdt. Det hele er et udtryk for en fejring af livet og et magisk indslag i en ellers helt almindelig hverdag«.
Titirimundi vender tilbage igen til næste år i maj. Det er en festivalbegivenhed, som det bestemt er værd at skrive ind i den faglige aktivitetskalender. Overvejer allerede om jeg skal besøge den igen – for fjerde gang…
