En kongesøn med et grisehoved! Nej, det går slet ikke!
Skuespilleren, dramatikeren og instruktøren Rikke Wölck har begået en original og sjov opdatering af et klassisk folkeeventyr. Det handler om en tryllekunstner, der optræder under beskedne vilkår på gader og stræder. Blot en enkelt tilskuer er der til den forestilling, vi oplever.
Men så kommer Kongen og Dronningen forbi, og da tryllekunstneren er god, får han tilbud om fastansættelse. Hans lykke synes gjort, et stort show stables på benene, tryllekunstneren får fint tøj på og mægtige illusionsnumre præsenteres, blandt andet forvandles Kongen et kort øjeblik til en gris, hvilket desværre ikke behager ham. Så magikeren ryger på porten med et brag!
Og måske forstår man godt Kongens ophidselse. For da Dronningen noget tid senere føder en lille prins, har han fået grisehoved. Tryllekunstneren tilkaldes nødtvungent og tryller babyen om til den mest nuttede af slagsen, og af lutter lettelse tilbyder Kongen ham en ny kontrakt.
Men nej tak, tryllekunstneren foretrækker i sidste ende det frie liv på landevejen. Derved kommer også en køn kunstner-morale pænt på plads i historien, lige som vi gladelig accepterer det lidt sære, at Kongens forvandling under trylleshowet skulle kunne resultere i et barn med grisehoved. Her kan videnskaben og logikken vist ikke helt være med.
En vellykket blanding
Men pyt med logik og snusfornuft. Forestillingen har så mange andre kvaliteter, ikke mindst at den er uden ord, så også turister kan fornøjes. Og så undgår den fuldkommen det sødlige, der let kan komme over eventyrforestillinger med konger og dronninger.
Scenebilledet viser en kold og uvenlig storby, hvor trafiklyset altid står på rødt mellem de mange grå højhuse. Kongen er omgivet af brutale livvagter og atmosfæren slet ikke rar. Det er en interessant modernisering, der skaber ekstra spænding i historien.
Kontrasten er tryllekunstneren, en rødhåret charmetrold, der elegant leger med tørklæder, spillekort og kaniner fra sin lille vogn.
Ekstra flot bliver selve det store trylleshow. De fleste af trickene – oversavet dame, forsvindings- og forvandlingsnumre med mere – udføres faktisk ganske tæt på originalerne, ledsaget af skægge røg og ild-effekter, der gør sig fint på den lille scene.
Og minsandten om ikke vi også bliver lidt grebet om hjertet til sidst, da tryllekunstneren afslår den kongelige verdens glimmer og glitter, og i stedet fortsætter som ydmyg gadetryller, med en gylden sommerfugl som flaksende slutbillede – her får poesien og kunstnerromantikken lige ordet for en kort og smuk bemærkning.
Der jongleres som altid hos Marionetteatret aldeles kompetent med dukker og dekorationer. Den fuldkomne ubesværethed, der er resultatet af givetvis komplekse arbejdsgange på få kvadratmeter under scenekanten, gør, at vi bare nyder den gode historie, de fine dukker og de glimrende dekorationer.
En meget vellykket blanding af klassisk og moderne, af folkeeventyr og trylleri, der fornemt udnytter såvel dukketeatrets som magiens mange muligheder for sceniske overraskelser.
