Hvordan mon man åbner en børneteaterfestival for mennesker fra hele verden?
Svenskerne var ikke i tvivl. De spillede alt det bedste VOKSENmusik, de kunne finde på – præsenteret på Malmø Operaens venlige scene af skuespilleren Sissela Kyle, som må være Sveriges svar på Ditte Hansen.
Væk var de traditionelle scenebidder fra børneteaterforestillinger. Væk var børneoplevelsen og børneteorien. I stedet spillede Malmø Operaens Symfoniorkester så smukt under dirigenten Andreas Lönnqvists, som var denne koncert den vigtigste i sæsonen – også til Niels Brunse og Carsten Johannes Mørcks nyklassikersang ’Good Morning to the Sun’. Respekt!
Den kønne musicaldiva Helen Sjöholm sang Mikael Wiehe, så hjerterne blev bløde. Og World Mix Orchestra – en svensk udgave af Middle East Peace Orchestre – spillede irakisk fusionsmusik, så deres fantastiske klarinettist, Annika Jessen, bogstaveligt talt hoppede for hver ene tone. Her var der barnlig glæde og tilstedeværelse helt uden forbehold. Glæde!
Festival eller showcase?
Weekendens første forestillinger blev ellers spillet med spredt publikumstilstrømning. St. Bededagsferiens gode vejr havde lokket de lokale i sommerhuset, og mange festivaldeltagere skulle lige lære systemet med Malmø og København at kende. Men stemningen var festlig. Togrejsen mellem Københavns Hovedbanegård og Trianglen ved Malmø Operaen virkede som en fælles ASSITEJ-udflugt, hvor folk begyndte at tale sammen. Og der var højt til loftet og lækkert caféudbud i Odd Fellow Palæet, der fungerer som billetkontor og informationssted for alle forestillingerne i København.
Desværre virkede afviklingen af forestillingerne temmelig halvhjertet – eller dobbelthjertet For er ASSITEJ’s kongres en festival eller en showcase? Forestillingerne er blevet annonceret, så lokale børnefamilier kunne tage deres unger med i teatret. Men rundt om på spillestederne er der typisk ingen tolkning af forestillingerne, kun nødtørftige introduktioner til forestillingernes emne. Og det er altså dybt forstyrrende både for børnene og deres voksne. Simultantolkning er altså et krav, hvis forestillingerne skal være offentlige.
Bushen eller byen?
Selve forestillingerne den første weekend var selvfølgelig vildt forskellige og derfor ikke umiddelbart sammenlignelige. Men lad det være sagt med det samme: Det var svært ikke at blive charmeret af Zeka Theatre fra Zambia og deres lille forestilling ’In the Bush’.
Her var der hverken folklore eller forherligelse af savannens autentiske liv, men tværtimod en yderst skeptisk historie om en pige, der var træt af at leve i bushen. Hun ville hellere ind til byen. Indtil hun altså kom til at møde de mange dyr og lærte at tackle dem.
De fem performere spillede alle dyrene selv. Deres arme ludede, når de var aber. Deres tunger slikkede, når de var slanger. Deres ører blafrede, når de var elefanter. Og fyren, der spillede sulten løve var så umættelig, at han flænsede sit gnuoffer med tænderne, mens han slæbte det væk i fred. Og så havde de en kropsmimik og en fandenivoldsk adræthed, som var aldeles afvæbnende. En spand vand og et par pinde og et par gevirer, så havde de egentlig rekvisitter nok. Morsomt – og imponerende!
Klovn eller hiphopper?
Helt fra Argentina kom instruktøren Marcelo Katz med sit kompagni og teenageforestillingen ’Tempo’. Der var nu ikke meget tempo over dette værk, der nøje benyttede sig af gentagelser og tidens fordragelighed. Men der var festlige klovner, der var yderst udtryksfulde i deres beskrivelse af nu’ets forgængelighed. Forestillingen startede meget cirkusklart og morsomt – ikke mindst takket være en lillebitte klovnekvinde med godt schwung i hofterne og en gammel gøglermand med ølmave og rutinerede hænder.
Men efterhånden udartede forestillingen sig til lange dialoger på argentinospansk for indviede. Og som min medbragte teenager udtrykte det: ’Det var ærgerligt, for jeg ville jo gerne have hørt deres historie.’
En af de forestillinger, der næsten kunne klare sig uden ord, var det franske Compagnie Käfigs ’Knit One, Purl One’for de 7-12-årige. Forestillingen fungerede som et hiphop-battle, men den var camoufleret som en audition for fem dansere – og et fiktivt dommerpanel. Forestillingens performere kunne deres headspins og vanvittige armstande i Mourad Merzoukis velpumpede koreografi, men desværre var musikken et utroværdigt mix af klassisk feelgood-music og alt for lidt rap og rock. Så det samlede danseudtryk blev alligevel underligt utroværdigt.
Hund eller mælk?
Det blev dog Shanghai Dramatic Arts Theatres forestilling’Dog’s Face’, der fik mit blod til at dunke. For her var der modig teaterkunst, som sandsynligvis bedre klarer udenlandske tilskuere end hjemlige censorer.
Forestillingen var sat til 10 år+. Men faktisk er Nick Yus historie skrevet for de 15-årige, der så småt begynder at tænke over, hvordan det mon egentlig er at arbejde som voksen. Faktisk er det den eneste forestilling, jeg kan komme i tanker om, der netop handler om voksenlivet på en arbejdsplads; dansk børneteater plejer at være mere optaget af barnets virkelighed end af den voksnes.
Men ’Dog’s Face’ er faktisk en brutal skildring af kapitalismens forløjethed og arbejdspladsers udnyttelse af deres medarbejderes pligtfølelse. En smule siges med ord, der bliver oversat til engelsk på en skærm. Men resten er et kropsligt udtryk, der tilsyneladende både har aftryk af traditionel kinesisk akrobatik og mime – krydret med opfindsomme og enkle rekvisitter.
Politisk er forestillingen dybt interessant, fordi den skildrer den nye generation af unge kinesere og det kontorliv, som mange af dem stræber mod. Med sig har de måske en skæbnetro, der bunder i de gamle traditioner fra dengang, deres familie boede på landet. Men nu skal alt strømlines i kapitalismens hellige navn. Der skal tjenes penge til virksomheden – også selv om produktet er både farligt og forløjet.
Faktisk rummer forestillingen en historie om et mejeriselskab, som sælger forurenet mælk – altså akkurat den situation, som opstod omkring et dødbringende modersmælkserstatningsprodukt, som medførte en af Kinas største skandaler i nyere tid.
Alt dette fortæller forestillingen noget om, set med en nyuddannet og ivrig ung piges øjne. Sammen med karikerede og groteske historier om kollegers egoisme og forkvaklede æresbegreb.
Denne forestilling fra Shanghai Dramatic Arts Centre er altså absolut også for de voksne. Og den viser faktisk vejen frem for det voksenteater, der gerne vil lade sig inspirere af børneteatrets ubundne opfindsomhed.
ASSITEJ 2011 kan altså tilsyneladende inspirere på de mest uventede måder.
Du milde Malmø – og du vilde Shanghai.
