De elsker legen med ordene og de gode gamle værdier på Riddersalen. Skjulte citater fra danske sange og andet guldaldergods, begreber som lurendrejere, offermose, bronzealder og jorden græder får dem, tror jeg, til at udstøde små frydeskrig under prøverne, og den fabulerende tilgang til sproget opfatter de selv som en af Riddersalens spidskompetencer, sammen med en grundholdning om, at alle mennesker er gode nok, at de duer til noget og at vi alle sammen skal passe på naturen og miljøet.
Hele dette katalog af gode holdninger finder vi i friluftsforestillingen 'Livredderliv'. Her er to let tyroleragtige damer på ekskursion i sommerdanmark. Med kort i hånd udforsker de fædrelandets skjulte naturskatte – De Smukke Pletter-pigerne kalder de sig. Midt inde i landet, langt fra hav og fjord, finder de et livreddertårn, der bebos af en temmelig sky herre.
Det er den fordums livredder, der er flygtet fra vandet, fordi han ikke turde på grund af vandskræk, da det kom til stykket. Fordi han frygtede, at han ikke ville kunne leve op til familiens stolte livredder-traditioner.
Efter en del leg med let højstemte ord og forvirrede identiteter beslutter de to damer, at det må der gøres noget ved. En beskeden ildebrand i livreddertårnet tvinger den forknytte mand til at redde de to damer – og værsgo, så er den der. Han duede til noget alligevel. Således opmuntrede kan vi gå videre med vores eget liv, tilpas styrkede i den evigt vaklende selvtillid.
Velment morale
Moralen er jo, som altid på Riddersalen, køn og velment. De indlagte sange liver op, lige som brugen af lydeffekter, der illustrerer ordene, kalder gode grin frem.
Det samme gælder, når legen med ord og vendinger træffer i plet – som denne her: 'Alt der kan ses med et blåt øje'.
Om ungerne lige fanger finurligheden i alle disse ordspil, er jeg ikke sikker på – dertil går det nok for stærkt og måske er forrådet af den slags, lidt bedagede slaglinjer ikke nødvendigvis helt present i den unge generation.
Men så kan det voksne publikum da more sig over dem. Faren er, hvis forelskelsen tager magten fra fremdriften i handlingen – at formen bliver vigtigere end indholdet. Det problem kan ’Livredderliv’ ikke sige sig helt fri for.
Men Ole Håndsbæk er kær som den håndsky livredder, der kaster sig ud i et mylder af identiteter og forklædninger for at undgå at blive konfronteret med sine egne svagheder, og Signe Birkbøl og Ragnhild Kaasgaard supplerer hinanden fint som de to damer – Birkbøl den ræsonnerende, Kaasgaard den umiddelbare og impulsive.
At tårnet viser sig at have indbygget flyvemaskinevinger og propel, er en sjov overraskelse – til gengæld døjer de tre spillere tydeligt med at komme rundt i dekorationen. Selv om det er en koreograf, Mikala Bjarnov Lage, der står for iscenesættelsen, er det nemlig ikke alt i scenegangen, der virker lige elegant afviklet.
