»Det her handler om at være åben, og om at turde tage chancer, men også om respekt for andres arbejde.«
Sådan siger Lotte Faarup. Sammen med Sara Topsøe-Jensen skal hun fortælle om, hvordan de to forløste arbejdede med ’Papirtræets skygge’ til en vellykket forestilling med Annemarie Jeppesen og Cindy Rudel på scenen.
»Annemarie, Cindy og jeg havde arbejdet længe med forestillingen, og der var virkelig meget, der var godt i den. Den var vellykket scenisk og i stemningen, men historien virkede ikke. Der lå noget psykologisk i den, der ikke var forløst. Alligevel tog vi den med på teaterfestivalen, for sådan er det jo. Man skal have noget med, for at kunne sælge det,« siger Sara Topsøe-Jensen, der til daglig leder Carte Blanche i Viborg.
Konstruktiv kritik
Til alt held var Lotte Faarup også på festivalen i Randers. Hun så forestillingen og nøjedes ikke med at tygge på oplevelserne for sig selv.
»Jeg var vildt optaget af den forestilling. Den rummede sådan et godt univers og et fremragende arbejde. Der var masser af muligheder i den, og det var også det, jeg havde fokus på, da jeg henvendte mig til Sara. Det er vigtigt ikke at have fokus på et men, noget der ikke dur, men i stedet på, hvad der kan løfte forestillingen. Den var jo næste allerede guld. Samtidigt skal man ikke være blind for, at der er tale om kritik, men hvis man har kærlighed til projektet, er det nemt at komme med konstruktiv kritik,« siger Lotte Faarup.
»Helt rigtigt. Det springende punkt er at mærke engagementet. Det mærkede jeg straks, da Lotte henvendte sig. Nu kender vi også hinanden i forvejen, så jeg havde allerede respekt for Lotte og hendes arbejde. Det gør det også nemmere. Men jeg kunne mærke at Lotte havde det, der skulle til for at løfte forestillingen. Hun havde set, hvad jeg ikke formåede, og så var det vigtige at lægge det personlige til side og sammen fokusere på forestillingen. Vel er sådan en forestilling da et barn, men jeg kunne bare mærke at det barn ville have gavn af, at Lotte tog sig af det. Det er selvfølgelig ikke noget, man kan gøre med hvem som helst,« siger Sara Topsøe-Jensen.
Dramaturgisk stærkere
Mødet resulterede i, at Lotte Faarup overtog ’I papirtræets skygge’ og sammen med de to medvirkende arbejdede videre med forestillingen i to uger.
»Grundarbejdet med forestillingen var stærkt og rigt, og heldigvis var Annemarie og Cindy også interesserede i at arbejde videre med det. Det er ret væsentligt, især i denne sammenhæng, hvor de har et ret stort ejerskab på forestillingen. Jeg snakkede meget, først med Sara og siden med Annemarie. Jeg fik forhistorien og forholdt mig til det,« siger Lotte Faarup, der understreger, at der altså blot var tale om 14 dages arbejde, som gjorde forestillingen dramaturgisk stærk.
Nu er ’I papirtræets skygge’ blevet en forestilling som alle involverede er glade for, så ud over at vise den, er det vigtige at formidle oplevelsen.
»Det handler om, hvordan vi arbejder med teater. Vi skal turde slippe de former og arbejdsmetoder, som vi ellers er trygge ved, og som vi måske ved, virker. Det er, når man tager en risiko, at der for alvor sker noget,« siger Sara Topsøe-Jensen, og Lotte Faarup følger op:
»Hvis vi vil kunsten, må vi sparke røv. Det er vigtigt, en gang i mellem af give slip. Give nogen frie hænder til at prøve nyt, der ikke nødvendigt skal tilpasse sig. For eksempel kan man skiftes til at være den, der har dirigentstaven i tilblivelsesprocessen. Det skal ikke være sådan rent demokrati, hvor alle bestemmer, men nye øje kan se nye ting. Man kunne måske gå så langt som at lave en stafet, hvor en forestilling går fra hånd til hånd, og på den måde udvikler sig.«
Forestillinger i stadig udvikling
»Det er vigtigt, at vi hylder, honorerer det vilde. Dansk børneteater kunne godt have brug for nogle flere som Katrine Karlsen, der tør at gå derud, hvor vi ikke kan bunde. Samtidigt skal vi have børnene, vores publikum, for øje, men vi må ikke holde op med at være nysgerrige,« siger Sara Topsøe-Jensen.
Arbejdet med at bygge nyskabende forestillinger leder også hen mod bedømmelsen.
»I flere år har jeg gjort, hvad jeg kunne, for at undgå premieredatoer. En forestilling udvikler sig jo hele tiden, så det, der bliver vist den første gang med publikum, er ikke det samme som opføres, bare et par uger senere. Derfor er jeg også træt af, at vi som teaterfolk hænger os så meget i, hvad anmelderne mener. De gør deres arbejde, men ofte ser de kun forestillingen den ene gang, og alligevel er det deres stjerneuddeling vi måler efter, når vi selv skal vurdere, om vi vil bruge vores tid på at se en forestilling,« siger Sara Topsøe-Jensen.
»Der er en belgisk teatergruppe, der holder prøveforestillinger i flere år, før de måske når frem til en premiere. Folk betaler for at komme ind og se forestillingerne, men de ved godt, at de er med til noget, der ikke nødvendigvis er endeligt endnu. Den slags kunne vi godt have mere af. Det ville også give større respekt for nysgerrighed og åbenhed og for det undersøgende arbejde,« siger Lotte Faarup.
Behov for at åbne arbejdsprocessen
»Måske kunne man invitere kolleger ind til en prøveforestilling, for eksempel et halvt år før, man har planlagt sin premiere. Så kunne man høre deres bud på materialet, som det ser ud på det tidspunkt. Det kunne være interessant at åbne arbejdsprocessen med et stykke mere, så der også var mulighed for at høre, hvordan andre arbejder,« siger Sara Topsøe-Jensen.
Sammen med Lotte Faarup er hun klar til at fortælle om processen på en kommende børneteaterfestival, hvis det skulle have interesse for andre.
»Jeg synes dialogen er det vigtige, at lære af andre, man har faglig respekt for. Måske kunne man lave en blog eller sådan noget på nettet, hvor man kunne orientere sig om, hvad andre arbejder med, og hvilke tanker de gør sig. Det kunne skabe grobund og netværk, så der også var afsæt til fysiske møder. I sidste ende handler det jo om at være åben for at få hjælp eller sparring fra andre – og at være villig til at løbe en risiko,« siger Lotte Faarup.
Mads Gammelmark er projektmedarbejder på Operaen I Midten og artiklen er blevet til i forbindelse med et såkaldt ’Døgnflue’-arrangement på Carte Blanche i Viborg, hvor skribenten var med som observatør.
