Formidlingsordningen er en statsfinansieret støttepulje, som helt simpelt giver mulighed for at sælge billetter til teaterforestillinger med rabat og således fastholde eller tiltrække et publikum, der ikke har lyst til eller mulighed for at betale fuld billetpris.
For de tre landsdelsscener og de fem store københavnske teatre i ordningens pulje 1 er puljepengene et kærkomment tilskud til deres ellers selvfinansierede rabatstruktur.
For de små stationære børneteatre i pulje to – der også omfatter egnsteatre og projektteatre – er rabatordningerne en livsnødvendighed med et primærpublikum bestående af økonomisk trængte skoler og institutioner.
Og for landets teaterforeninger i pulje 3 – der også dækker andre arrangører som kulturhuse m.v. – er puljens formidlingstilskud til forestillingskøb med til at sikre rimelige billetpriser for publikum.
Formidlingsordningen, der altså er målrettet publikum og ikke teaterkunst eller -drift, kanaliserer p.t 73,6 mio. finanslovsbevillingskroner årligt over i de tre puljer, hvor pulje 3 altså er øremærket primært til teaterforeninger og er fastsat til 27 pct. af den samlede bevilling (ca. 19 mio. kr. årligt). De to andre puljer går altså til teatrene og udregnes efter andelen af billetter solgt med rabat på det enkelte teater, således at en god sæson med mange solgte rabatbilletter sikrer større tilskud året efter.
Ordning til debat
Men Formidlingsordningen er under pres fra flere sider.
Tidligere på året lancerede formanden for Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PSU), Ditte Maria Bjerg, ved kulturmødet på Mors en ide om at bruge formidlingsordningens millioner til noget mere kunstrettet end billettilskud og senest har Danmarks Teaterforeningers formand, Lars Salling, i et nyligt indlæg i Altinget.dk ivret for en markant revision af ordningen.
Faktisk ser han gerne, at billetkøbsordningens pulje 1 og 2 nedlægges og pengene 'fordeles over i de frie midler og til de lokale formidlere, der på den måde ville få mulighed for at købe flere og også større forestillinger'.
Disse formidlere er selvfølgelig ikke mindst teaterforeningerne, der øvrigt administrerer deres for få midler væsentligt billigere, fordi teaterforeningernes arbejde udføres af frivillige.
Det er et udspil, som hurtigt blev imødegået af blandt andre direktøren for Teaterbilletter.dk, der bl.a. har som opgave at administrere formidlingsskud via pulje 2 til de over 100 producenter, der er tilknyttet organisationen.
Og det er også et udspil, som den administrative leder af Teatret Zeppelin, Jan Grube Christiansen, frygter i sin yderste konsekvens vil betyde lukning af de små stationære børneteatre.
Teaterudvalg og rapport
Ideen om helt at omkalfatre formidlingsordningen har i øvrigt tidligere været i spil, nemlig da et tre personers teaterudvalg med Lars Seeberg (der var formand for Teaterrådet 1999-2003) i spidsen i april 2010 barslede med rapporten 'Veje til udvikling foreslog helt at fjerne billetkøbsordningen – man ville dog frede teaterforeningernes pulje 3 – og i stedet bruge pengene som direkte driftstøtte og/eller til en central udviklingspulje, som derved ville styrke Teaterrådet (der siden fik nye navne og p.t. hedder Projektstøtteudvalget) i dets arbejde.
Man havde altså ikke tænkt sig at omfordele billetkøbspenge direkte til teaterforeningerne og andre formidlere – men at udvalget som sådan fandt, at øgede driftsmidler til teatrene og støtte til udviklingsprojekter også indirekte kunne komme publikum til gode via teatrenes egne rabatordninger og billigere forestillingspriser for turneforestillinger, er så en anden sag.
I en efterfølgende rapport (se link i faktaboks) fra 2011, bestilt af Kulturministeriet, fremgik det, at de forskellige aktører betragtede den nuværende formidlingsordning som en effektiv støtte for aktiviteter og publikumsarbejde – og at de forskellige teater-segmenter havde et meget forskelligt syn på en omlægning af ordningen til drifts- eller udviklingsstøtte.
På strandhugst
I den omtalte rapport fremgik det, at rabatter til teater for børn og unge udgjorde omkring 45 pct. af de ydede rabatter – og med tanke for børneteatrenes relativt beskedne offentlige støtte udgjorde et væsentligt bidrag til de stationære teatres manøvremuligheder.
Som nævnt ovenfor tog direktøren for Teaterbilletter.dk, Johanne Prahl, til genmæle i et indlæg på Altinget, hvor hun bl.a. undrer sig over, at teaterforeningerne ønsker at gå 'på strandhugst i andres støttekroner' – og vil tage penge fra en ordning, 'der i højeste grad støtter børn og unges teateroplevelser', så midlerne i stedet kunne bruges til, at 'publikum uden for de store byer får mulighed for at opleve store produktioner, klassikere og en mere letbenet komedie', som Lars Salling skriver i sit indlæg.
Teateravisen.dk satte følgelig Johanne Prahl og Jan Grube Christiansen stævne for over en kop kaffe lige at få sat et par ord på deres syn på formidlingsordningen og den aktuelle disputs.
»Det er vigtigt at fastholde, at formidlingsordningen er 'publikums penge' og meget demokratisk på den vis, at publikum i princippet 'stemmer med fødderne', fordi de ved deres køb af rabatbilletter afspejler teatrenes succes i valg af repertoire – og udregningen af tilskud altså baserer sig på den enkelte producents billethistorik, siger Johanne Prahl, der heller ikke køber teaterforeningernes begrundelse for at de bør have yderligere midler fra pulje 1 og 2, fordi pengene her forsvinder i administration.
Hvad angår pulje 1-teatrene, administrerer de selv deres midler og skal blot leve op til bekendtgørelsens vejledende bemærkninger, hvori det hedder:
'Der er ikke fastsat et formelt loft for hvor stor en andel af tilskuddet, der kan anvendes til administration af ordningen og markedsføring af repertoiret, men det forudsættes, at den andel af tilskuddet som teatret anvender til disse formål står i rimeligt forhold til den andel af tilskuddet der anvendes til at give rabatter til publikum'.
Det enkelte teater kan så 'alt andet lige' risikere mindre tilskud efterfølgende, hvis man ryger gennem dette ukonkrete loft.
Her er Teaterbilletter dog klar i mælet: Man bruger 12 pct. af midlerne til administration og otte pct. til markedsføring, men en stor del går og er gået til at udvikle og implementere digital teknik, der har afbureaukratiseret og forenklet teatrenes arbejde med indberetning til ordningen.
»Vi administrerer formidlingsordningen for over 100 små, mellemstore og store producenter og tager os af afregning af billettilskud, rabatsamarbejde og fælles markedsføring, så teatrene kan bruge kræfterne på kunsten. Og det gør vi altså både effektivt og solidarisk og i konstant samarbejde med producenterne‚« siger hun, mens Jan Grube Christiansen nikker bifaldende.
Han var i øvrigt selv sammen med den tidligere direktør for Teaterbilletter.dk Christina Krøll initiativtager til oprettelsen af Teaterbilletter.dk, da den selvejende institution så dagens lys tilbage i november 2006 og fungerer nu som indsigtsfuld 'grå eminence' i institutionens følgegruppe…
En vigtig pulje
Teaterbilletter.dk sidder på ca. 75 pct. af pulje 2-tilskuddet og formidler dermed pt. omkring 22 mio. kr. Her går godt og vel 70 pct. af udbetalingerne til teater for børn og unge – i sæson 2013/14 blev der således solgt 189.700 billetter til børn og unge med formidlingstilskud alene i Storkøbenhavn.
Det er således ikke svært at forstå vigtigheden af puljen for et stationært københavnsk børneteater som Zeppelin, hvor man eksempelvis nyligt har afsluttet en særdeles succesrig spilleperiode for 'Brødrene Løvehjerte', der solgte 11.300 billetter – langt de fleste med rabat og samlet tæt på de 90 pct. som det er muligt at sælge rabatteret b&u-teater for i formidlingsordningen
»Hvis billetkøbsordningen nedlægges, kan det tage livet af såvel Teaterbilletter.dk som de små stationære børneteatre i København, der som det er nu kan tilbyde de nødvendige rabatter til vores publikum – som fortrinsvis netop består af grupper fra skoler og institutioner, som slet ikke vil kunne betale fuld billetpris. Og vi små teatre med små offentlige driftstilskud kan – i modsætning til de store teatre – slet ikke selv finansiere gode rabatordninger,« siger Jan Grube Christiansen og viser det med eksempler fra Zeppelin, der p.t. tager 165 kr. i løssalgspris for billetter, men takket være rabatordningerne kan tilbyde billetter til 95 kr. for børn og 105 kr. til voksne via abonnementsordningen – samt 40 kr. for børn i grupper i den for brugerne velkendte T-ordning.
Profileringsredskab og støttestativ
Og Johanne Prahl følger op:
»Formidlingsordningens rabatmuligheder er essentielt for publikum og publikumsudviklingen, ikke mindst for de små teatre. Det handler også om at etablere teatervaner: At få en god oplevelse på teatret og have lyst til at komme igen – og anbefale venner og naboer at gå i teatret. Og mange ville ikke komme, hvis der ikke var rabat på billetterne – og det gælder ikke mindst fra de mindre velstillede grupperinger i befolkningen,« siger hun og refererer også til ovennævnte analyserapport af formidlingsordningen, hvor det bl.a. fremgår, at publikum generelt er villige til at betale langt mere for at gå i fx Det Kgl. Teater eller til de store musicals end for ny dramatik i et lille teater.
Da formidlingstilskuddet giver et fast kronebeløb pr. rabatbillet, har de små teatre således mulighed for at tilbyde relativt store fordele her.
»Og vi kan hos Teaterbilletter.dk jo også konstatere, at tilskud til billetterne er altafgørende for, at skoler og børneinstitutioner overhovedet har mulighed for at komme i teatret.«
Formidlingsordningen i sin nuværende form giver således også de små teatre – og ikke mindst børneteatrene – mulighed for via rabatter at profilere sig og give målrettede rabattilbud til præcis det segment, som teatret henvender sig til.
Og som Jan Grube Christiansen siger, så er det vigtigt at give publikum en god oplevelse helt fra deres ankomst til teatret – fx ved modtagelse, information om allehånde praktiske ting – og med gode undervisningsmaterialer m.v., men billettilskud er en nødvendighed.
»Og Lars Sallings forslag om at omfordele midlerne fra pulje 1 og pulje 2 til brug for teaterforeninger m.v. vil give en skævvridning, som vil tilgodese turneteaterforestillinger på bekostning af de stationære forestillinger,« supplerer Johanna Prahl, der også er bekymret for projektteatrenes skæbne.
»Projektteatrene har i høj grad formidlingsordningens pulje 2 som det støttestativ, der gør en forestillings møde med publikum muligt. For når en forestilling alene er baseret på billetsalget, ligger der en vis sikkerhed i formidlingstilskuddet, som i øvrigt beregnes som et muligt regnestykke og med den solidaritet, som Teaterbilletter.dk også har indbygget i sin administration af det samlede formidlingstilskud,« siger hun med henvisning til, at man lægger alles tilskud sammen og fordeler ud fra behov, således at aktører, der oplever vækst eller indfører nye tiltag, har mulighed for at få ekstra støtte, hvilket formidlingsordningen i sig selv ikke tager højde for, eftersom tilskuddet udregnes på baggrund af tidligere års solgte billetter.
Da de enkelte teatres støttebeløb kan overføres mellem teatrene i de kollektive puljer, kan der modsat også være aktører, som får mindre i tilskud end de ville have gjort, hvis de ikke var en del af den fælles pulje.
»Alle i den fælles pulje får det tilskud, som de har solgt rabatbilletter for. Den solidariske pulje følger 'gynger og karruseller-princippet'; et teater sælger mere den ene sæson og mindre den anden – et andet sælger mindre den første sæson og mere den næste. Vi hjælper alle til at få det tilskud, som de har brug for uanset udsvingene. Alternativet til den solidariske pulje er i princippet tilbagebetaling til Kulturstyrelsen,« forklarer Johanne Prahl i et forsøg på at forklaringsforenkle nogle af de komplicerede regler…
Refusionsordning på overarbejde
Men hvad ville der helt konkret skulle ske, hvis formidlingsordningen nedlægges eller pulje 1 og 2 alternativt beskæres og kanaliseres over til formidlerne/teaterforeningerne.
Jan Grube Christiansen:
»Man skal altså stadig fastholde, at formidlingsordningen er 'publikums penge' og ikke formidlernes. Men skulle et stationært teater som vores overleve uden disse penge, måtte vi bruge kreative metoder, som samtidig ville kræve meget bureaukrati, fx ved at samtlige forestillinger ryger ind under den 50/50 refusionsordning, der p.t. er de turnerende teatres 'rabatordning' overfor skoler og institutioner i kommunalt regi.«
Og det scenarie udlægger Jan Grube på følgende triste måde:
»En kommune som København med relativt mange teatre, der viser forestillinger for børn, ville skulle se på, at deres teatre pludselig mistede
rigtig mange millioner fra staten til finansieringen af de små storbyteatre Teatrene. Og det oven i den eksisterende udhuling af statens del af driftstilskuddet, der snart er nede på en tredjedel af teatrenes samlede ordinære driftstilskud.«
I den nu flere gange omtalte kulturministerielle rapport om formidlingsordningens overgang til en driftstøtte eller udviklingspulje, lød det generelle svar fra teatrene, at de godt kunne se en forhøjet driftsstøtte som en mulighed for selv at orkestere rabatter, men at man så måtte satse på sikre forestillinger – OG bruge en masse tid på at søge om penge til publikumsudviklingsprojekter…
Behov for forenkling
Og så er det vist tid til at give ordet til DT-formand Lars Salling, der erkender, at hverken hans eller andres forslag om omfordeling af midlerne fra billetkøbsordningen nødvendigvis vil være populære, men at man med udgangspunkt i, at der ikke bliver tilført flere penge til teatre og formidlere, burde fokusere på behovet for forenkling af de forskellige støtteordninger. Det mener han samtidig kan betyde så væsentlige administrative lettelser, at der bliver flere penge til at se teater for.
Et spørgsmål til Lars Salling kunne så være, om ikke en nedlægning af pulje 1 og især pulje 2 i yderste konsekvens kunne medføre, at samtlige stationære børneteatre måtte lukke, fordi det meste af deres eksistens hviler på rabat på billetpriser til besøgende skoler, institutioner m.v. og de næppe selv har økonomi til at tilbyde rabatter?
»Dit spørgsmål tager udgangspunkt i, at de stationære børneteatre lever alene på markedsvilkår. Hvilket mig bekendt ikke ligefrem er normalen. De stationære børneteatre er små storbyteatre, egnsteatre og altså dermed teatre, der ligeså vel som de store teatre er støttet via staten og deres hjemkommuner. Hvis deres eksistens trods dette faste, større tilskud alligevel primært hviler på rabatordninger, er problemet større og et andet, end hvad en omfordeling af formidlingsordningen alene kan forårsage. Og det er i så fald en helt anden kulturpolitisk debat, der inddrager hele det generelle teaterstøttesystem, antallet af egnsteatre og små storbyteatre osv.
Jeg går da bestemt ud fra, at der er et tæt samspil med og intens brug af Refusionsordningen for netop de institutioner, du nævner – besøgende skoler og institutioner m.v. Og Refusionsordningen er i sit udgangspunktet betydelig mere fordelagtig end Formidlingsordningen,« lyder det fra Lars Salling, der dog her ikke har helt styr på den aktuelle virkelighed.
Ifølge Jan Grube Christiansen fra Zeppelin er der ingen af de stationære børneteatre i København, der benytter sig af refusionsordningen, som han også benægter på nogen måde er mere lukrativ end tilskudsordningen.
»Derudover sælger vi også åbne forestillinger til institutionspublikummet, som i vores tilfælde består både af private og offentlige institutioner til samme forestillinger. Derfor ingen refusionsordning på stationære teatrene med åbne forestillinger. Dette er heller aldrig på noget tidspunkt problematiseret af Københavns Kommune, som er vores myndighed,« siger han.
Under alle omstændigheder fastholder Lars Salling det fornuftige i en nedlæggelse af pulje 1 og pulje 2 og overførsel til de frie midler.
»Det er en model, der vil tilgodese de frie midler, som alle vist er enige om, der er for få af, samt give formidlere – som jo ikke er begrænset til teaterforeninger, som du lægger op til – mulighed for at købe flere og større forestillinger.«
At disse formidlere – når det gælder teaterforeningerne – også er bedre til at bruge pengene til teater frem for administration og markedsføring, er en anden af DT-formandens pointer. Og selvom han ikke har et forkromet overblik over, hvad de enkelte foreninger trods alt bruger på disse poster, mener Lars Salling absolut ikke, at man kan kalde teaterforeningsfolkets frivillige arbejde for unfair konkurrence overfor teatre og billetbureauer, der må operere med aflønnede medarbejdere i en form for professionelt set-up.
»Jeg forstår ikke hvordan du kan bruge udtrykket 'unfair konkurrence' om det frivillige administrationsarbejde i teaterforeningerne. Hvis foreningerne skulle bruge flere penge til administration, skulle udgifterne hertil i så fald gå fra kunsten. Det kan vel næppe være branchens ønske.«
Og så til noget andet…
Men hvor alle aktører vel er enige om, at det handler om at producere og vise så megen god kunst som muligt, har teateravisen.dk lige til slut behov for at fremdrage et paradoks omkring selve det at definere professionel scenekunst.
Eksemplificeret i en konkret sag med en større ungdomsforestilling, der ved seneste showcase blev afvist af Refusionsudvalget og altså ikke fik det faglige kvalitetsstempel og medhørende refusionsgodkendelse, som med 50/50-refusionen kunne gøre den relativt dyre forestilling salgbar til skoler og institutioner.
Til gengæld blev forestillingen godkendt til formidlingsordningen af Projektstøtteudvalget – der rent administrativt og efter udstukne regler tager stilling til, hvorvidt en ikke-støttet forestilling kan betegnes som professionel scenekunst – hvorefter teaterforeninger og kulturhuse har kunnet købe og vise forestillingen med formidlingstilskud.
Man har altså to statslige, faglige udvalg, der vurderer en forestilling helt forskelligt og to forskellige teaterkøbsstøtteordninger, der er ude af trit. Hvis en forestilling er godkendt til refusion, er den i øvrigt også automatisk godkendt til formidlingsområdet, men ikke omvendt.
En lille krølle er her, at formanden for Refusionsudvalget også er leder af en succesrig teaterforening og som blot må konstatere, at godkendelsesprocedurerne for refusions- og formidlingsordningerne er helt forskellige.
Men mens Lars Salling ikke vil gå ind i den konkrete sag – hvorfor navnet på forestillingen ikke skal nævnes her – har han bestemt en holdning til selve udvalgsarbejdet:
»Dit spørgsmål rejser en meget væsentlig debat, om hvordan man opfatter det at sidde i en bestyrelse eller et statslig udvalg Jeg har – og her er det advokaten, der taler – desværre med en vis rædsel iagttaget, at man i kulturlivet har en opfattelse af, at når man træder ind til den slags opgaver, er man stadig først og fremmest teaterforeningsformand, egnsteaterleder, kunstner etc. – man er ikke en uafhængig, professionel kapacitet, som er valgt til opgaven på grund af sin viden og erfaring. Det er dybt bekymrende.«
»Når man udpeges til et lovbestemt organ, ligeså vel som når man udpeges til en bestyrelse, er man udvalgets eller teatrets mand, man sidder der ikke for at mele egen kage. Det gælder Refusionsudvalget, Projektstøtteudvalget og de personer der er udpeget til de forskellige bestyrelser i Det Københavnske Teaterfællesskab og landsdelsscenerne – de sidder der ikke på egne vegne eller for den organisation, der har udpegningsretten, men sidder der udelukkende for med pågældende persons kompetencer, at varetage de pålagte opgaver i udvalg/bestyrelser bedst muligt og udelukkende til institutionens bedste,« lyder det fra Lars Salling, der også lige slutteligt pointerer, at Projektstøtteudvalget og Refusionsudvalget ikke er over- eller underordnet hinanden, men er to selvstændigt virkende udvalg, der begge udspringer af Scenekunstloven.
Den slags har den jurauddannede Salling styr på. Men derfor kan man jo godt undre sig lidt over paradokset, og forhistorien ER faktisk, at Teaterrådet (som nu altså hedder Projektstøtteudvalget) i sin tid selv via de såkaldte præsentationsweekender så og vurderede forestillinger til eventuel refusionsgodkendelse, men overgav arbejdet til Refusionsudvalget og dets showcase.
Nu er der altså ingen fælles fodslaw her. Det er der så heller ikke rigtig omkring formidlingsordningens fremtid. Endnu.
