Onsdag den 22. juni blev 15. udgave af Dansehallernes Juniseminar om ’Kroppen i scenekunsten for de yngste’ – afholdt på Scenekunstskolen efter to forsømte år i skyggen af pandemien. Seminaret var et samarbejde med Limfjordsteatret, Teatercentrum og Efteruddannelsen på Scenekunstskolen.
Det pæne fremmøde bestod, udover dem der var en del af arrangementets afvikling, af en blanding af udøvende skuespillere og dansere, kulturformidlere og andre nysgerrige på feltet.
Fokus på dette års juniseminar var kroppen i den performative kunst for det yngste publikum, og der blev kastet lys over det vigtige men også vanskelige forhold mellem relation og kunst, læring og erfaring, det ubestemmelige og det resultatorienterede.
Da jeg ankommer til Scenekunstskolen, mødes jeg af en masse kvinder, som hilser over kaffe og croissanter. Der bliver summet ved indgangen, hvor folk introduceres for hinanden eller hilser på i forvejen bekendte.
Efter en velkomst ved Ulla Gad og Caroline Blomqvist fra Dansehallerne lukkes vi ind i den store sal, som normalt indtages af skolens dansestuderende.
At genfinde forundringen
Vi bevæger os i samlet flok ind i rummet, som fyldes af fine melodier fra akkordeon – og vi inviteres til at tilslutte os de dansende på gulvet. Nogle holder sig lidt i yderkrogene af den bevægende cirkel, andre indtager pladsen med mere legelyst – sådan som det oftest er, hvad end det er børn eller voksne, der er deltager.
Vi samles på gulvet omkring musikken, to performere og akkordeonisten synger en fin vise, som sætter scenen til nattens gådefulde verden. Og mens melodien fortsætter, begynder de at spørge: Hvad er der bag stjernerne? Hvor stor er himlen? Hvor bliver drømmene af, når vi vågner?
Spørgsmål som vækker forundringslysten, som har en filosofisk reflekterende karakter og som ikke søger bestemte svar.
Det er det norske kompagni Dybwik dans, der giver en forsmag på en af deres forestillinger, ’Bakom Stjernerne’, en legende og forundringsskabende start på et seminar, som skal fostre samtaler om dans og bevægelse i kunst for de helt små, nemlig aldersgruppen 0-6 år. Og med de store spørgsmål ledes man tilbage til det punkt i livet, hvor man var god til at forundres over verden.
Den kropslige indgang erstattes af et oplæg ved Dybwik dans om deres praksis og metoder – et oplæg, som i høj grad også bragte en problematisering af de gængse opfattelser af arbejdet med børn som publikum.
Det lille æstetiske menneske
Da vi alle har taget plads, introducerer det norske kompagni sig for siddende publikum, som efter snak over kaffen og den legende indgang er rystet lidt bedre sammen. Kompagniet består af Siri Dybwik og hendes mand Nils Christian Fossdal, som sammen ejer og driver Dybwik dans.
De fortæller om deres arbejde og viser videoer fra forskellige performances. Men oplægget bliver især en gennemgang af nogle af de barrierer, man kan opleve i arbejdet med kunst og det yngste publikum.
Siri fremhæver, hvordan vi taler om barndom som en form for venteperiode til at blive voksne. Børn er altid på vej til at blive noget – ældre, unge eller voksne. Hvorfor ser vi ikke børn som noget, der allerede er og ikke skal blive fra barnsben? Den filosofiske interesse er altså gennemgående for kompagniets tilgang til arbejdet med de små. Og det er måske netop i mødet med de kunstneriske oplevelser, at børnene begynder at reflektere?
En anden udfordring, kompagniet ser i feltet, er, at de pædagogiske aspekter vægtes højt, og at det ofte handler om, hvad de har lært. Her påpeger Nils Christian, hvordan vi heller ikke spørger hinanden, hvad vi har lært, når vi har været til forestillinger og koncerter.
Der behøver altså ikke være et didaktisk formål med de kulturelle og kunstneriske erfaringer. Det handler i højere grad om at plante en forundringslyst i børnene og vise dem, at det ikke er alle spørgsmål, der er ét enkelt svar på.
For at modarbejde disse forestillinger lægger Dybwik dans vægt på, at alle materialer, kostumer og musik altid er i høj kvalitet for at kredse for børnenes æstetiske oplevelse. De små ting er ikke ligegyldige, bare fordi det er små børn, der er det primære publikum. Den kunstneriske kvalitet skal ikke kompromitteres af den grund.
Det store fokus i Dybwik dans og deres praksis er interaktiviteten: Børnene er altid velkommen på scenen, og forløbet tager sig derfor altid forskelligt ud. De ved ikke, hvad børnene vil gøre, eller hvordan de reagerer. Men de er som udgangspunkt en del af forestillingen, og der er altså fokus på at nedbryde grænsen mellem scene og publikum.
Børn oplever og erfarer verden gennem hele kroppen, og det er derfor det modsatte af et stillesiddende publikum, der er ønsket med Dybwiks tilgang.
Det kropslige, der ikke lader sig indfange af sproget
Efter en frokost samles vi igen i den store sal, hvor tre kvinder med forskelligartede erfaringer fra scenekunstens verden fortæller om, hvordan man kan arbejde med at efterlade spor i det yngre publikum. De tre er My Grönholdt, koreograf, danser og stifter af kompagniet MYKA, Tali Razga, som er kunstnerisk leder af kompagniet Gazart og teaterformidler Anna Ross Vagner.
My Grönholdt fortæller om at plante frø og sætte spor med ’radical softness’, empati for andre og for omverdenen og et fokus på naturen. Anna Voss Ragner taler om feltet mellem performativ kunst og uddannelsessystemet, og hvordan det er nødvendigt, at der skabes en forbindelse mellem de to felter. Tali Razga nævner blandt andet, hvordan dansen kan ses som et sprog, mange endnu ikke kender, men kan lære – og lige såvel, som det udvider verden at lære et nyt sprog, kan dansen have samme potentiale.
Det, der ofte vægtes, er det, der kan indrammes af vores verbale sprog, men med sanselige, æstetiske og kunstneriske erfaringer kan det lige nøjagtigt kan være vanskeligt at sætte ord på deres værdi.
Det gennemgående budskab synes for mig at være, at den sanselige og æstetiske erfaring skal vægtes højere – og med den tanke bliver vi ledt ud på gulvet, hvor vi guides gennem en fælles bevægelsesøvelse af My Grönholdt. Der ligger papir med spørgsmål spredt udover gulvet og vi bliver bedt om at samles om de spørgsmål, vi fandt interessante, i grupper på fem-seks personer.
Vi lukker øjnene, og bliver bedt om at bevæge os tættere sammen. Vi begynder langsomt at fornemme hinanden og bevæger os forsigtigt og prøvende i samlet flok. En, for mange, grænseoverskridende oplevelse, men der er en hengivenhed til øvelsen, som ikke virker forceret.
Og som vi bevæger os omkring hinanden i klynger på gulvet frarøvet blikket og med skærpede sanser, nærmer vi os måske det afsøgende barn, som ikke i samme grad finder blikket fyldestgørende for forståelsen af verden, men vil erfare den gennem hele kroppen.
