Under Horsens Teaterfestival i september var jeg så heldig at være inviteret som foredragsholder og moderator på en workshop om danseforestillinger for børn. ’Er dans virkelig så svært?’ kaldte vi denne dag for børneteaterformidlere og teaterfolk fra hele landet.
Her blev jeg så overrasket over dagens afsluttende workshop – og så overrumplet og så glad – at jeg har fået lyst til at dele mine oplevelser med andre her i Teateravisen. For denne dag blev der sat ord på, hvordan man skaber bevægelser.
For jeg havde indbudt fire koreografer til at komme op på scenen og lade sig interviewe om, hvordan de skaber dans. Spontant og gerne med eksempler fra de forestillinger, som de arbejder med i øjeblikket. Netop fordi det skulle være nogle samtaler, der kunne vise, hvordan koreografer egentlig finder på deres bevægelser. Altså det, der kan virke ret uforståeligt på folk, der mest arbejder med bogstaver og ord – og ikke med trin og bevægelsesfraser.
Tanker i stedet for trin
Koreografen Thomas Eisenhardt fra Aaben Dans i Roskilde erklærede, at han IKKE skaber trin – han udtrykker TANKER. Det er i hvert fald tanken i bevægelsen, der giver den kvalitet. Thomas Eisenhardt koreograferer ikke faste bevægelser hjemmefra, som han så beder danserne om at kopiere – sådan som visse klassiske balletkoreografer arbejder. Han arbejder tværtimod med temaer og idéer, som han bagefter får danserne til at udtrykke med deres kroppe ved at give dem forskellige inspirationer – så tankerne til sidst kan forvandle sig til dans.
Inden workshoppen havde publikum selv oplevet Åben Dans i forestillingen 'Tre ben', der bevidst er skabt til både børn fra halvandet år og op – og for ældre mennesker. Og det skabte en livlig debat at høre om, hvordan denne ballet om at finde balancen – og måske have brug for noget at støtte sig til – egentlig var blevet til.
Da Maren blev levende
Koreografen Marie Brolin-Tani fra Black Box Dance Company i Holstebro fik belejligt nok en assistent til at demonstrere sit koreografiske princip. Danseren Jason Nelson fra Dansk Danseteater var nemlig blandt workshoppens deltagere, og han tilbød generøst at være ’prøvekrop’ for Marie Brolin-Tanis idéer.
Derfor blev det faktisk muligt for tilskuerne at se, hvordan Marie Brolin-Tani nærmest ’modellerede’ sin dans ud fra danserens krop – ved at bede ham om at udføre forskellige bevægelser.
Konkret var hendes udgangspunkt at skabe en fødselsdagsdans til Giacometti-skulpturen ’Maren å æ woun’ i Holstebro. Så Jason Nelson fik besked på at stille sig rankt op med samlede fødder – og så fik koreografen ham ellers til lidt efter lidt at løsne kroppen med vildere og vildere brystkasse og skuldre – og pludselig også med bøjede knæ og svingende arme.
Her kunne man ikke bare se koreografens arbejde. Her kunne man også se den trænede dansers teknik og ekstreme kropsbeherskelse. Hver eneste nuance fra koreografens ord kunne ses i danserens krop.
Drømmen om at flyve
Koreografen Esther Wrobel fra Sparrow Dance i København anvendte sig selv som sin egen demonstrationskrop. Hun forklarede nemlig, hvordan hun grundlæggende arbejdede med at give tilskueren en ny opfattelse af rummet ved at bruge ’aerial dance’ eller ’vertikal dans’, altså dans i alle retninger i rummet i diverse flyveliner.
Derfor lagde hun sig ned på gulvet og ’vandrede’ sidelæns. ’Det er min verden,’ som hun sagde det. Og så kunne tilskuerne se, hvordan det ville se ud, hvis hun udførte de samme gåtrin langs en væg – eller hen over et loft. Dermed blev denne vandring et meget håndfast udtryk for den længsel om at overvinde tyngdekraften, som vi alle sammen kender – og som vi alle sammen har testet på et tidspunkt.
Esther Wrobels performere er vel at mærke ikke uddannet dansere, men cirkusartister, understregede hun. Så det er hende som koreograf, der viser performerne, hvordan de skal blande den vertikale dans med et dramatisk udtryk, så de kommunikerer handlingen i hendes danseforestilling klart.
Slåskamp i slowmotion
Dagens akrobatik-koreograf var Niels Grønne fra gadeteatret Dansk Rakkerpak, der nu har fået nyt hjemsted i Næstved. Han forklarede, hvordan rakkerpakkernes bevægelser grundlæggende stammer fra mimen – og konkret fra den franske Jacques Lecoq-tradition, der dyrker en raffinering af den enkelte performers udtryksmuligheder.
En tanke hos performeren skal her blive til en idé, der kan udtrykkes i kroppen, så tilskueren kan forstå, hvad der foregår. Bevægelserne skal altså være helt tydelige og ikke til at misforstå.
Samtidig viste Niels Grønne, hvordan humoren er helt grundlæggende for bevægelserne hos Dansk Rakkerpak. Da jeg spurgte ham om, hvordan han koreograferede de berømte slowmotion-slåskampe sammen med Niels Peter Kløft, så svarede han, at det ikke var spor svært. De bevægede sig bare langsomt!
Det kunne workshopdeltagerne så selv få bekræftet bagefter ude på foran Horsens Rådhus, hvor Dansk Rakkerpak spillede den anarkistiske gadeteaterfortolkning af Hitchcocks film 'Psycho'. Med vinduesviskerkomik og blodig brusebadskoreografi med umiskendelige håndbevægelser. Og med opspilede øjne og rædselsarme i slowmotion.
Og hvem ved? Måske havde Maren-skulpturen bevæget sig på samme måde, hvis hun var blevet kørt på sin kærre direkte i brusebad hos Dansk Rakkerpak…
