En årelang proces med evaluering af landets 33 egnsteatre har fundet sin foreløbige afslutning i en samlet statusrapport, der blev offentliggjort tirsdag med den overordnede konklusion, at egnsteatrene 'generelt har et højt fagligt og kunstnerisk niveau, og at de bidrager væsentligt til udviklingen af den lokale scenekunst'.
Det kommer ikke helt bag på iagttagere af dette særlige og meget aktive segment i dansk teaterliv, der med en relativ beskeden økonomisk ballast producerer rigtig mange forestillinger for både børn, unge og voksne og de fleste steder også står for en række gæstespil, undervisningsprojekter, talentskoler og et tæt samarbejde med andre lokale kulturinstitutioner m.v.
Men nu står det altså sort på hvidt i en samlet vurdering af de mange evalueringsrapporter, som udvalgte teaterkyndige har begået gennem de seneste otte år – og som Lene Bak og Nicole M. Langkilde har gennemlæst og nedskrevet i 'Sammenfattende statusrapport. Danske egnsteatre – Erfaringer på tværs 2008-2016.
Rapporten er ifølge forfatterne rettet primært mod interessenter på egnsteaterområdet, dvs. de producerende teatre selv, Teatrenes InteresseOrganisation (TIO) – der da også har 28 af de 33 egnsteatre som medlemmer; kommunerne – der jo er værter for egnsteatrene; Danmarks Teaterforeninger – der bl.a. køber turneforestillinger af egnsteatre og sine steder også konkurrerer om gæstespil; og div. andre faglige fora som Udviklingsplatform for Scenekunst m.fl. Og det er også helt elementær interessant læsning for alle, der interesserer sig for egnsteatrenes virke og udfordringer.
PUS holder øje…
Det er Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PUS), der har bestilt rapporten. Udvalget har en overordnet tilsynsfunktion med landets egnsteatre, idet man bl.a. afgør om et teater kan opnå status som egnsteater, godkender aftalerne med kommunerne og tjekker, at egnsteatrene overholder aftaler og holder kunstnerisk niveau m.v.
PUS-formand Ditte Maria Bjerg opsummerer i en pressemeddelelse:
'Evalueringsrapporterne viser tydeligt, at egnsteatrene er vigtige institutioner i det danske kulturlandskab. Tilstedeværelsen af et lokalt egnsteater betyder først og fremmest, at der lokalt og tæt på befolkningen produceres professionel scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet, men teatrenes engagement i lokalmiljøet er også af stor betydning. I Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har vi oplevet, at evalueringerne har ført til et kvalitetsløft på flere af de lokale teatre. Statusrapportens konklusioner og anbefalinger vil vi fremadrettet anvende i forbindelse med udvalgets arbejde for at sikre en fortsat udvikling af egnsteaterområdet'.
Det er jo pænt og politikeragtigt – men der er mere kød i form af oplysninger, kritik og problemstillinger at hente i den 20 sider lange rapport. Som i øvrigt kan suppleres med læsning af de enkelte evalueringer af de enkelte egnsteatre (se link).
I de otte år med først faste egnsteaterkonsulenter og siden freelance-konsulenter har evalueringerne kun i et enkelt tilfælde kostet egnsteaterstatus – hvilket skete for Ishøj Teater, der måtte hutle sig gennem 2012, inden man atter kom ind i egnsteaterflokken med kommunal og statslig støtte året efter.
Stigende publikumstal og -alder
Formålet med disse mange evalueringer har således været at sikre, at egnsteatrene levede op til de formelle krav og holdt et rimeligt højt kunstnerisk og fagligt niveau – så både kommunernes og statens tilskud blev brugt efter hensigten.
Men egnsteatrene er samtidig en broget flok med meget forskellige vilkår og rammer, hvor nogle eksisterer på minimumsbudgettet på ca. 2,7 mio. kr. årligt, mens andre har budgetter på tocifrede millionbeløb og nærmest drives som en lille landsdelsscene i lokalområdet.
Til sammen udgør de 33 egnsteatre dog et unikt teatersegment, der står for omkring en fjerdedel af alle forestillinger og opførelser over et teaterår, huser omkring en femtedel af alle tilskuere til teaterforestillinger – og godt en tredjedel af egnsteatrenes publikum er børn og unge.
I statusrapporten opgøres det i øvrigt, at publikumstallet for egnsteatrene i den samlede evalueringsperiode er steget væsentligt:
'Fra sæson 2009/10 til 2014/15 ses en stigning i publikumstallet på 14-15 %, mens de små storbyteatres tilsvarende tal viser et fald på 17 %. Det er interessant og indikerer, at egnsteatrene rent faktisk udvikler sig og formår at nå væsentligt flere mennesker end tidligere og flere end de små storbyteatre, relativt set. Sammensætningen i publikum er imidlertid fortsat en generel udfordring. Ifølge mange af lederne for voksenteatre er deres publikum +50 år, og mange egnsteatre er udfordret af ikke at kunne tiltrække (et yngre og bredere) publikum. Derfor er publikum- og genreudvikling fortsat et centralt omdrejningspunkt'.
Behov for nye produktionsmetoder og publikumsrelationer
Og selvom man noterer sig, at lidt over halvdelen af teatrene har en form for ungdomsstrategi med 'aktiviteter, der spænder fra talentskoler, drama-/danseundervisning, skoleforestillinger til at lægge hus til ungdomsgrupper', mens der hos børneteatrene ses en fokuseret indsats på samarbejde med institutioner og skoler – ikke mindst i forlængelse af Folkeskolereformen, så løfter rapporten i den forbindelse også en kritisk finger omkring selve produktionsformerne:
'Kun få teatre tager udfordringen op og gentænker tilskuerrelationen og produktionsmetoderne samt organiseringen i teatret mhp. at udvikle kreative strategier og søge at tiltrække et yngre og bredere publikum. Det nye (unge) publikum forventer ikke – som det klassiske ældre publikum – en andægtig afstand mellem scene og sal. Inden for børneteatret har vi længe set et brud med den klassiske teaterramme, og tendensen har også fat i voksenteatret. Alligevel ser vi, at størstedelen af egnsteatrene vedbliver at producere, også de nye teater formater, på traditionel vis, når det gælder både planlægning og markedsføring, selvom de nye scenekunst-formater giver mulighed for en ny planlægningshorisont'.
Problematiske gæstespil
Også omkring egnsteatrenes traditionelle rolle som arrangør af gæsteforestillinger peger rapporten på væsentlige problemstillinger:
For det første: en stigende tendens til spekulation i gæstespilsproduktioner. Mange teatre føler sig pressede økonomisk og tænker derfor både i minimering af turnéomkostningerne (”to mand og et gardin”) og i indkøb af billige forestillinger. Dermed er visionen om at vise god scenekunst til flest mulige i hele landet udfordret. For det andet: balancen mellem egenproduktioner og gæstespil. Nogle få egnsteatre viser langt flere gæstespil end egenproduktioner. De teatre, hvor gæstespillene er det primære teater, mister egnsteaterrammen sin værdi, og funktionen er snarere at sammenligne med en teaterforening. Ligeledes er der teatre, der ikke kommunikerer ”gæstespil”, men i stedet præsenterer forestillingen som teatrets ”egen”. Det mener vi også er kritisabelt'.
Differentieret egnsteatermodel?
Ovenstående er punktnedslag i den samlede statusrapport – som det bestemt anbefales at studere i sin helhed (se link til pdf).
For selvom forfatterne efter gennemlæsning af samtlige evalueringsrapporter forstår at påskønne egnsteatrenes store betydning for landets teaterliv og givende forankring i det lokale samfund, så har man altså øje for problemstillinger og udfordringer, hvilket også gør statusrapporten fremadrettet og instrumentalt nyttig.
De to forfattere vover også et opgør med den lov- og regelbestemte egnsteaterstruktur, som de gerne ser mere fleksibel: Fx ved at 'egnsteatre og teaterfolk, der går forreste og bidrager mest til udvikling af kunstnerisk kvalitet, genre- og publikumsudvikling og/eller kunstnerisk virksomheds- drift, rent faktisk får flere opgaver, mere ansvar, større radius? Og kunne man ligeledes videreudvikle den allerede eksisterende mulighed for større enheder fx i form af fusioner, samdrift og/eller mere samproduktion?'
Måske tænker man på etablering af egentlige regionalteatre, som bl.a. Teatret Møllen tidligere har plæderet for i det sønderjyske…
Nye evalueringsmodeller?
I de anvendte evalueringer har man belyst tre overordnede temaer: Teatrets rammer (fysisk, økonomisk, organisatorisk, jf. anbefalinger til god ledelse i selvejende kulturinstitutioner), Kunstnerisk kvalitet (med udgangspunkt i de tre parametre Villen, Kunnen og Skullen, jf. Ønskekvistmodellen) og Forankring, samarbejde og synlighed.
Statusrapportens forfattere har udviklet deres egen evalueringsmetode og PUS har bedt forfatterne om at fremlægge en ny evalueringsmodel, der bl.a. helst skulle være mindre omkostningstung og tidskrævende end den nuværende.
Her opstiller de to forfattere tre modeller:
1) Ekstern evaluering, dvs. en videreførelse af nuværende metode, hvor evalueringsopgaven sendes i åbent udbud hvert 2.-4. år.
2) Afrapportering plus stikprøve, dvs. at teatrenes hidtidige afrapportering udvikles/tilpasses og anvendes som evalueringsværktøj og gennemføres fx hvert 4. år. Teatrets ledelse udarbejder evalueringen og bestyrelsen varetager en gennemgribende kvalitetssikring, inden rapporten sendes til PUS.
3) Selvevaluering i dialog, der bygger på de positive effekter ved evalueringen som dialog-/udviklingsværktøj lokalt, samt på tillid til værdien af intern evaluering.
****
* Se statusrapporten via dette PDF-link
* e evalueringsrapporterne for de 33 egnsteatre og anden info om egnsteatrenes struktur mv. på Kulturministeriets hjemmeside eller via dette link
