Af: Kirsten Dahl

23. februar 2012

Buddhistisk teaterepos

Med røde lygter, farvefyldte kimonoer, actionfyldt skuespil og en tekst, der morsomt og elegant blander alvor og sjov, gammelt og nyt har Mungo Park Kolding skabt en teaterversion af ’Abekongen’, som fra et elementært spændende ydre plan fortæller en vigtig historie om levevis og værdier.

Scenen lyser rødt. Loft og vægge er dekoreret med nok nærmest 200 runde røde papirslamper. På storskærmsbagvæggen minder tre gigantisk store kinesiske tegn os om at forlægget er asiatisk.

Og ind på scenen myldrer fire spillere klædt ud som aber. Sorte aber som lopper hinanden, springer buk, klør sig bagi og kappes om en kurv med bananer. Sorte aber som svinger sig op på det lave rødmalede gærde fortil. Her indvier de os i det vi nu skal opleve: en historie om en Abekonge, som ville lære at blive udødelig.

En Abekonge som – viser det sig via den begivenhedsrige rejse som forestillingen gennemspiller – i stedet lærer at forandre sit hjerte og derved modnes menneskeligt. Eller som det siges i forestillingen: 'Viser sig større end sin egen natur'.

Moqi Simon Trolin har som den første i Danmark dramatiseret den over 400 år gamle kinesiske myte 'Rejsen mod vest'. En 3000 sider lang episk fortælling om død og jagten på evigt liv. En historie som nok er kendt af flere som 'Abekongen' – titlen på den tegnefilm der blev til i 1965.

Historien er elementært spændende. Fyldt med handlinger og opgaver som rummer udfordringer, kampe, trolddom og trylleri. Med Aber, banditter, konger, kejsere, læremestre og selveste Buddha. Abekongen får til opgave sammen med en gris og en drage at beskytte en from munk Tripitaka. Han er blevet sat på den vigtige opgave at rejse ud efter de buddhistiske skrifter, som gemmer svaret på livets mening. En rejse som stiller skarpt på mellemmenneskelige værdier og på det at forandringer og død er uundgåelige vilkår i livet.

Eder og etik

Som dramatiker har Trolin fingeren på pulsen. Han formår en enkelhed og klarhed i fortællingen. Han laver udlægninger af godt og ondt, som let kunne blive flommet tale i munden på spillerholdet, uden at det kommer til at klinge hult.

Det skyldes at teksten er levende, ligefrem og mundret. Og fordi der mellem de store filosofiske og etiske spørgsmål er indskudt en pæn portion letvægtsnutidssprog. Her kan tale om reinkarnation, om magiens og udødelighedens vej og om begær, griskhed, smerte og uhelbredelige sjæle gå side om side med eder som 'sgu' og 'fanden' og nutidsjargon som 'stop det røvslikkeri', 'megafarlige våben, 'fucking biksemad' og 'vi kan ikke komme over den åndssvage flod' – uden at noget mister valør.

På den vis løfter teksten sig væk fra kedelig panderynkesnak og får en humor som ikke er plat men i stedet sprød.

Underligt egentligt, at ingen teatre i branchen har dramatiseret historien før. Og mindst lige så mærkeligt, at ingen af de store institutionsscener har gjort en familieforestilling ud af den. Måske berøringsangst over for det religiøse?

Anyway, Trolin har tillige sammen med den thailandske medinstruktør og koreograf Teerawat Mulvilai begået en glædesfyldt iscenesættelse, der både fremhæver historiens storhed og ydmyghed. Her er hverken farvefrygt eller actionfobi at spore.

Iført kimonoer i gul, rød og grøn springer Jesper Riefensthal, Maja Juhlin, Gry Guldager og Søren Bang Jensen op og ned af kasser, hen langs vægge og ned på gulvet, hvor deres bjergbestigende, svømmende, pauseholdende og flyvedygtige kroppe via filmindustriens blue-screen-teknologi afspejles på bagvæggens store skærm i flotte animationer. Animationer der viser hvor storslået vores natur er. Levende og panorerende billederne af fossende vandfald, stejle klipper og dybe rev, nøgne ørkenlandskaber og tågefyldte skovkroner i kilometervis påvirker os helt muskulært til at føle universets storhed. Det fungerer ret godt.

Drive og nærvær

Skuespillerne har også en finger med i det vellykkede. Jesper Riefensthal, som spiller ikke færre end ni roller, gør fx en rolig figur af mester Suduko, en lummer indsmigrende figur ud af Lyserød Tomhed – og især fylder han disciplen Gris med en rund og madglad humor.

Maja Juhlin formår at give Tripitaka både ro og drive og spiller herudover udmærket fire andre roller, bl.a. Den Himmelske General og Dragekongen.

Gry Guldager supplerer som Blå Ensomhed fint Riefensthals Lyserøde Tomhed og tager især kegler som den svagsynede discipeldrage Sandi.

Og ikke mindst gør Søren Bang Jensen kropslig adræt og med en dejlig velartikuleret tale en god og nærværende figur ud af Abekongen. 

At transformere et litterært forlæg, som er kendt af de fleste som en film, om til scenen er en krævende opgave. Hvordan gøre det på teatrets præmisser, når nutidens teater er så genremikset og kunstart-muteret et medie? Tja – Moqi Simon Trolin (der parentes bemærket også har en bachelor i religionshistorie med speciale i buddhisme) og Co. har modet, styrken og evnerne. Derfor vælger jeg fem (små) frem for fire (store) stjerner. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.