AT LYTTE ER et godt sted at begynde. At lytte til hinanden, ”den anden”, til børn. For mig er at lytte at være mobil, bevægelig, at blive genskabt, at modtage, at kunne respondere i forhold til mange svar.
At lytte til børn er en del af mit arbejde. Jeg lytter igen og igen. Forsøger at vride og dreje og at være med ”den besværlighed”, det er – ikke at skabe "rene”, ”autentiske” og ”klare” stemmer fra børn, og ikke alene tale om børn som individuelle handlende, men ved at lytte til det komplekse i at blive til i relation med verden…
At blive til med … og viklet ind i, i relationer til andre børn, voksne, skole, teater, tid og sted…
DETTE OPLÆG udspringer af min afhandling, og det er heller ikke skabt som en individuel affære, men i relationer. Ud fra tanken om at jeg responderer på de deltagende 53 børn i alderen 6, 10 og 14 år der bidrager i afhandlingen, deres lærere, to grundskoler, seks forestillinger for børn og unge, forestillinger der besøger skolerne i løbet af året 2018-2019, forskellige metoder, teori, en masse tegninger … etc.
Jeg tænker med et børne-etisk-perspektiv ved at respondere på børn. Ikke som at jeg ved, hvad børn tænker og kan omsætte det, men ved at arbejde med en etisk fordring: ved at stille mig selv spørgsmål som "Hvad vil det sige at være dette?", "Hvordan er det muligt?", "Hvis interesser tjener dette?”. Som en bevægelse væk fra børns stemmer som autentiske, sande og klare. Som en bevægelse henimod at børn (som voksnes for den sags skyld) bliver til med …. Bliver til med en masse forskellige relationer, menneskelige relationer som ikke-menneskelige relationer. Og tilmed, bliver til med de valgte metoder og analytiske tilgange som jeg anlægger og respondere med.
JEG ARBEJDER MED kvantefysik omsat til den sociale verden, hvor mennesker, ting, miljøer, børn, voksne og forestillinger ikke bevare deres individualiserede egenskaber, men derimod bliver til i relationer. Det som kvantefysikeren Karen Barad kalder intra-aktivitet – hvor mennesker og ikke-mennesker, rum og tid, individ og objekt, diskurs og materialitet, voksen og barn, alle eksisterer som gensidigt etablerende kræfter. Hvor inter-aktivitet handler om relationer mellem allerede definerede enheder tilbyder intra-aktivitet at eksperimentere med hvornår noget bliver til i relation med verden.
Så I stedet for at spørge, hvornår eller hvordan børn handler som publikum, kan jeg spørge: "Hvordan bliver børn til et børnepublikum i relation til hinanden, til ting, til forestillinger de ser, til workshoppen de arbejder i, til mig?"
VEDSTÅENDE TEGNING er fra en efter-forestilling-workshop med børn fra første klasse. Tegningen er fra workshoppen"Tegn hvor du sad?”. Og, den gav mig et indblik i, hvor mange relationer der er på spil omkring publikums tilblivelse. Det blev en mulighed for at se publikum som noget, der er skabt med relationer, imellem lys og døre, bænke, børn, skuespillere og forskellige materialer, mellem klassens skoletid og i foldet tid, og i rum der tilbyder flere forbindelser.
Natasjas tegning: Natasja og hendes ven på vej ind i scenografien fra forestillingen "Ivalus første sang" (med Claus Mandøe/De Røde Heste – se anmeldelse, red.) og to store sorte pile hænger frit i luften. Natasja forklarer: "Pilene viser, at det var her, det skete", og måske har hun ment; det var, hvor hun og Rose gik ind i forestillingen den dag i det tidlige forår 2018. Og, det var her, det skete at vi der deltog blev til publikum, lige der: Mellem døren, guidet af lysene på gulvet, ind i scenografien formet som en iglo. Og, det var her, at tiden folder sig som en performativ kraft, i den metode som anvendes i en tegneworkshop, i min analyse og hos dig der lytter til dette nu.
Pilene er en påmindelse om den foldede tid, det tidskollaps der opstår imellem; Det var her, det skete, at Natasja og hele klassen satte sig ned med tusch og papir og tegnede, i klasseværelset efter forestillingen, som en metode til at undersøge publikums tilblivelser. Og, det var her, det skete at et materiale udformet i tegninger blev til. Og, det var her, det sketesom en reminder, at børn som publikum bliver til med tid som en skiftende kraft. Ikke kun på lineær vis – med et før og et under og et efter forestillingen, men også som et nu og et nu og et nu viklet sammen. Ligesom pilene viser det er her, det sker, som også er det er her, det sker i workshoppen, i en eftersnak, i min analyse af tegningerne og så videre …
OG, DET VAR HER, det sker: at jeg startede min sætning af Natasjas tegning med "Natasja og hendes ven er på vej ind i scenografien" … som også forbinder sig til andre forskere, der som jeg forsøger at få øje på komplekse relationer og hvor øjnene konstant søger efter at sætte mennesker i centrum, og hvor nemt det er at overse de komplekse forbindelser mellem mennesker og ikke-menneskelige kræfter, der udgør ét fænomen. Som at blive et publikum i bevægelser mellem døre og ved at følge lys på vej ind i en scenografi.
Og det var her, det skete at de sorte pile minder mig om at tegne både er noget der sker i ental og i flertal! Pilene fra Natasjas tegning finder vej til mange af de andres tegninger. Der er noget dragende ved de pile. Både i form og fokus.De vækker en fælles form for genkendelse.
PUBLIKUMS TILBLIVELSER er ikke som sådan allerede eksisterende og bliver derfor ikke alene skabt i børns oplevelser og oplevelser på tegninger. Publikum er skabt i gensidige relationer. Og jeg er også involveret i disse kreationer: Med workshoppen "tegn hvor du sad?", dette papir, denne analyse, et tilbud om komplekse publikums tilblivelser i skolen.
Publikum (kan ikke længere) forstås som et fast væsen. Publikum er en effekt, der bærer historien om de tidligere møder og potentialerne i de fremtidige møder, der hele tiden og på nye kan forbinde sig. Når vores kroppe sammen med tegningerne, både i øjeblikket, men også i historien og fremtiden sammen med andre forvikles og bliver til i mine undersøgelser, hos dig der lytter eller hos de børn der deltog. Vi er en del af alle de relationelle forhold, der udgør og bliver til igen og igen.
Publikum materialiserer sig i konstante tilblivelser både i og uden for, hvad der opfattes som en fysisk krop. De er også skabt i tegninger. Og de bliver til, imens vi evaluer og analyserer i dette øjeblik. Lige nu.
