’Du må gerne tage skoene af'.
Ikke sjældent begynder mine oplevelser med børneteater med dén sætning. Og derfor tjekker jeg altid en ekstra gang, om jeg har et hul i mine sokker, før jeg tager ud og anmelder for Teateravisen. Der er nu en vis charme over ceremonien, hvor vi alle kaster flyverdragter, rygsække, drikkedunke og mudrede støvler i en stor bunke ude på gangen, før vi løber ind i gymnastiksalen med de mørklagte vinduer og finder os en plads på puderne eller en af de mærkværdigt lave bænke.
Efter tre dages maratonanmelderi på Aprilfestivalen kan det mærkes i ryggen og – ja, undskyld – røven. Først en halv time på den ene bænk, så en halv time på den anden. Og så i skrædderstilling en time til halvanden.
Jeg blev spurgt af Teateravisens redaktør, om jeg ville skrive lidt om forskellen imellem at anmelde teater for børn og unge og at anmelde voksenteater. Og dét er forskellen. I hvert fald den mest markante. For hvor voksenteatret indimellem synes at shanghaje sit publikum fra biograferne og tv-stuerne ved at lokke med bløde plyssæder, mondæn indretning og gudhjælpemig også popcorn nogle steder, så forsøger børneteatret heldigvis stadigvæk at overbevise sit publikum igennem scenekunsten.
Vores kunstart skal ikke være behagelig. Den må gerne skræmme os. Ryste os. Forundre os. Bevæge os. Gøre os lykkelige, ja, men ikke lykkelige over at sidde godt. Vores kunstart skal først og fremmest sige os noget. Ligesom dengang man stod som sild i en tønde under åben himmel i sit eget og andres afføring i timevis for at opleve ham dér Shakespeares nye, satiriske skæmtestykke.
Selvfølgelig sker det stadig, at voksenteatret får os op af plyssæderne. Og selvfølgelig skal børneteatret heller ikke gerne minde om en eftersidning. Men når det kommer til mindeværdige teateroplevelser, er det sjældent komforten, der har betydning. Så er det overtøjsceremonien, interaktionen med skuespillerne, de gode ærkefortællinger og lugten af sure tæer, der klæber sig til erindringen.
Sig lige hej først
Også når vi kommer ind i salen, har børne- og ungdomsteatret en markant anden tilgang til publikum, end voksenteatret har. Det synes at være en regel, at den eller de medvirkende i forestillingen tager imod sit publikum personligt, siger hej, svarer på spørgsmål og sikrer sig, at alle er på plads. Og så stikker de hånden ned i lommen til den lille fjernbetjening, som de mere eller mindre diskret trykker på for at dæmpe lyset og sætte forestillingen i gang.
Skulle jeg som anmelder af begge discipliner give min bedste anbefaling til voksenteatret, så var det at få hovedet ud af egen peristaltik og deponere nøkkerne uden for de statsfinansierede teaterhuses indgangsportaler. Hvad med lige at hilse pænt på hinanden, før vi deler den intime oplevelse, som teatret er? Aldrig har jeg oplevet det til voksenforestillingerne, og vistnok altid er det sket til børneforestillingerne. Hvis det da ikke var til en såkaldt familieforestilling i et af de førnævnte teaterhuse.
Jeg siger ikke, at vi behøver at give hånd til Nora, før hun træder ind bag den fjerde væg. Eller at Odette skal komme ud i sine tåspidssko og sludre om vejret, før hun går ind bag tæppet og venter på, at det går op. Men forholdet imellem skuespiller og publikum kan da i det mindste overvejes fra gang til gang.
Når vi møder vores skuespillere, før de går i gang med selve værket, så bliver det lidt som at sætte sig til rette på H.C. Andersens skød og indstille sig på en vidunderlig fortælling. Og er det ikke den ideelle måde at møde teatret på?
Professionelle voyeurer
Når forestillingen går i gang, hvordan forholder jeg mig så til børne- og ungdomsteater kontra voksenteater? Jævnligt møder jeg folk uden for branchen, der spørger, om jeg ikke har svært ved at forholde mig til teater, der er skabt til børn? Og er det overhovedet rimeligt, at et voksent menneske skal sige noget om, hvordan en forestilling fungerer for børn?
Som anmeldere er vi professionelle empatikere. Eller min påstand er i hvert fald, at vi burde være det. Hvis jeg skulle basere mine anmeldelser på min personlige smag, kunne jeg også kun med rimelighed anmelde forestillinger, der var lavet til mig. Men der er temmelig få forestillinger, hvor jeg er lige i øjet på målgruppen – også når det gælder voksenforestillinger.
Som anmeldere er vi altså oftest på udebane i forhold til målgruppen. Derfor består en stor del af mine observationer fra en teaterforestilling også af, hvordan publikum reagerer undervejs. Er vi opslugte? Er vi rastløse? Er vi underholdt?
Ved børne- og ungdomsteater spørger jeg også i endnu højere grad mig selv: Er vi repræsentative? Når målgruppen er de 3-årige, så bekymrer jeg mig mere om dem og deres reaktioner, end om deres forældres eller for så vidt mine egne reaktioner.
Og det mener jeg især er væsentligt, når vi anmelder ungdomsteater. En teenager i dag er markant anderledes, end en teenager var i går. Jeg har ofte lettere ved at sætte mig ind i et børnehavebarns virkelighedsopfattelse end en teenagers. Og al erfaring viser, at når en voksen forsøger det, går det galt. Derfor er det afgørende at have lyttelapperne ude og ligesom en hest rette det ene øre fremad mod scenen og det andet øre op til klassens ballademagere, der forsøger at gemme sig på bageste række.
Store fortællinger
Der ligger dog også en vis mængde viden og erfaring gemt imellem de nærmest voyeuristiske observationer. Og det er selvfølgelig den anden og mindst lige så vigtige del af anmelderens opgave.
Når jeg ser en forestilling, bliver den ikke bare et afbræk i skoledagen eller en hyggelig aften med kulturklubben, indledt med en middag og afrundet med smørrebrød. Den lægger sig også i forlængelse af tusind andre forestillinger med mange tusinde scenekunstnere, som på hver sin måde har haft sin berettigelse i verden. Dem skal forestillingen sættes i forhold til.
Også her kan teater for børn og unge noget særligt sammenlignet med voksenteatret. Det er nemlig oftest sådan, at jo mindre målgruppen er, des større er fortællingerne. Voksenforestillingerne, når de er bedst, tvinger mig til at forholde mig til flygtningestrømme, klimakatastrofer, knaster i demokratiet, forældreskab, ghettoplan, religion osv. Børne- og ungdomsforestillingerne, når de er bedst, tvinger mig til at forholde mig til min egen menneskelighed, til kærlighed og venskab, til medlidenhed og gavmildhed, til ærlighed og løgn, sorg og savn, til viljestyrke og heltemod.
Jeg bliver faktisk et større menneske, når jeg smider skoene og sætter mig i skrædderstilling på puden. For børne- og ungdomsteatret taler ikke kun til barnet i mig, men også til mennesket i mig. Det er store, nyskabte ærkefortællinger, sindrigt og fantasifuldt fortolket, kropsligt og sprogligt formidlet til de måske vigtigste målgrupper, vi har i teaterbranchen.
Misforstå mig ikke: Når teatret åbner glæder jeg mig usigeligt til at tage mine pæne sko og min yndlingsskjorte på, finde mit sæde på rækkerne, synke ned i det bløde stof og vente på, at lyset dæmpes i salen, mens snakken langsomt forstummer, og tavsheden afbrydes af en ny klassikerfortolkning i storformat. Men jeg tror også, at når jeg fælder min næste tåre, bliver det ikke med parnasset i plyssæderne, men på en træbænk i halveret højde med snotnæsede rollinger omkring mig.
Lad det blive snart – ikke kun for børnenes skyld!
***
Læs Morten Hedes første essay, 'Fra fritidsblogger til fuldtidsanmelder'
