‘Gertrud Exner ejer den skønneste evne til at smitte de mindste børn med sin nysgerrighed – og sin ordløse livsglæde (…). Hun er vitterlig en scenekunstner, der både åbner børnenes øjne og ører’.
Sådan lød det bl.a. fra Anne Middelboe Christensen i en begejstret anmeldelse af ‘Hov!’, der er seneste forestilling fra Teater Blik, som er Gertrud Exners helt eget lille selvkørende teater med fast base i Sønderho på vadehavsøen Fanø, hvor lyset, blæsten, sandet og vandet selv hele tiden står for skiftende forestillinger af høj karat.
Og netop her satte teateravisen.dk Gertrud Exner stævne for bl.a. at høre lidt om det at udfordre de små publikummer med performancepræget objektteater og om at have fået del i den dugfriske Reumert-pris for Årets Børne-/Ungdomsforestilling, som hun i juni modtog sammen med musiker og medspiller Claus Carlsen og producenten Teater Nordkraft for site-specific-forestillingen ‘Tivoli’.
Den har faktisk kun spillet nogle få uger i Karolinelund i Aalborg i august sidste år, men det var nok til at vinde Reumert-juryens opmærksomhed og gunst efter ligeledes at have betaget de 4-8-årige og deres voksne, som fulgte forestillingen gennem byparken, oplevede ord og magi, musik og mærkelige glaskugler – og en afslutning, hvor percussionisten Baba Kone fra Burkino Faso spillede på kalabasxylofoner og afrotrommer over for multimusikalske Claus Carlsens pustehorn, mens der blev serveret orientalske frikadeller for alle.
Det var en ‘kløgtig sanseverden af fjol og fortryllelse’, som Anne Middelboe Christensen noterede i sin anmeldelse her på portalen.
Brev fra borgmesteren
»’Tivoli’ er faktisk en fire-fem år gammel ide, der altså sidste år blev til virkelighed,« fortæller Gertrud Exner, som håber, at det efter Reumert-pris og afledt opmærksomhed vil være muligt at skaffe penge til en turne.
»Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med den specifikke udgave fra Karolinelund, hvor en halv snes mennesker i form af spillere, musikere, teknikere, kokke og serveringsfolk medvirkede, men jeg forestiller mig, at vi kan tage de centrale elementer fra forestillingen med i en mindre turneudgave – og frikadellerne skal bestemt også med…«
En Reumert er god at have med sig videre i karrieren. Mens teaterleder Jakob Højgård Jørgensen fra Teater Nordkraft regner med, at prisen helt konkret kan bruges overfor lokalpolitikerne, når der skal forhandles om vilkår for det driftige teater i Aalborg, ved Gertrud Exner endnu ikke helt, hvad den vil betyde for hende. Hun fortæller dog, at hun fik et pænt brev fra Fanøs borgmester, der glædede sig over en pris til øens børneteaterkunstner.
»På den måde betyder Reumert-prisen selvfølgelig også noget i form af anerkendelse og opmærksomhed fra lokalsamfundet,« siger Gertrud, der glæder sig over, at man på øen, der udgør landets næstmindste kommune, altid har været flinke med opbakning og støtte til hendes projekter. Det være sig en sum fra den beskedne kulturkasse, lån af sommerhuse til gæstende kunstnere, når en ny Teater Blik-forestilling skulle sættes op, sponsorater osv.
Den franske forbindelse
Hvor meget Reumert-prisen betyder fremadrettet for karrieren, er svært at spå om. Men faktisk har Gertrud allerede efter Aprilfestival 2015 solgt et halvt hundrede forestillinger af sin nyeste produktion, ‘Hov!’ – hvilket er overmåde flot på et presset turnemarked.
Og så har hun i denne sommer netop været på en to ugers turne i Kina (Shanghai 19. juli – 3. august) med den gamle succesforestilling ‘Regn’ – der i sin tid blev lavet i regi af Teaterværkstedet Madam Bach, men nu er en Teater Blik-forestilling. Og i øvrigt begået af samme hold som på ‘Tivoli’, dvs. Gertrud Exner, Claus Carlsen og den franske instruktør Cathrine Sombsthay.
Sidstnævnte er et helt kapitel for sig selv i Gertrud Exners liv og karriere:
‘Jeg så hende med forestillingen ‘Museum’ i Tyskland, da jeg var 24 år og blev totalt solgt og opslugt. Hun har en så ukonventionel og anarkistisk måde at gå til tingene på, at man føler, at alt kan lade sig gøre. Jeg slog straks kløerne i hende, og hun har betydet så meget for mig og mit teatersprog. Hun lykkes altid med at finde ind til kernen af en forestilling og dens elementer – det er et unikt samarbejde,« lyder det nærmest henrevet fra Gertrud Exner, der dog også har haft en anden fransk Catherine som samarbejdspartner, nemlig Catherine Poher, der har huseret i dansk (børne)teater i flere årtier med et hav af roste forestillinger, Reumert-priser og -nomineringer og andre hædersbevisninger bag sig og bl.a. har instrueret ‘Vejen Rundt’.
Den forestilling blev til i regi af Barkentins Teater, men er nu også Teater Bliks egen og har med sin universelle leg med farver og ord turneret flittigt i udlandet.
For de nul-årige…
En nok så skattet samarbejdspartner er Claus Carlsen, der som inspirator, som musiker og opfinder af allehånde mystiske lydgivere og som medspiller i flere af Exners forestillinger har været en vigtig del af Gertruds teaterliv.
Carlsen mødte hun første gang, da hun medvirkede som sanger i forestillingen ‘Mod til ro’ på Svalegangen i 2000.
De faldt godt i hak og mødtes efterfølgende gennem flere år for bare at snakke og også snakke fag og udvikle planer og lave små, udsyrede events, uden at der i første omgang kom egentlige forestillinger ud af det.
Men i forlængelse af disse improvisationer og med mere håndterlig inspiration fra den omstændighed, at Gertruds da nyfødte børn indgik i mødekonceptet, skabte det en del sjove situationer, og hun blev tændt på de interaktioner, der sker med børn så tæt på.
»Det viste sig, at jeg både befandt mig godt og lavede nogle af mine bedste ting i nærkontakt med små børn. Nærværet med børn får det bedste frem i mig,« kommer det fra Gertrud, der dog ikke nødvendigvis får sine mange ideer direkte i omgangen med børn.
»Mine ideer kommer alle steder fra og bliver til kunstneriske ideer, som jeg udvikler og siden afprøver i tæt dialog med målgruppen, altså børn/publikum.«
Et eksempel på det unikke samarbejde er netop ‘Regn’, hvor Claus Carlsen leverer regn-lyde med forskellige musikinstrumenter og genstande, mens Gertrud Exner lister rundt i en farverig scenografi af ophængte spande og små bassiner og producerer vanddryp.
Forestillingen var den første af sin art, der udfordrede den nedre aldersgrænse på nul år, men de nyfødte publikummer tog rigtig godt imod kunsten.
Dukkemageri og objektteater
Det er blevet en del af Gertrud Exners varemærke at være i tæt visuel kontakt med de små i de intime forestillinger, hvor objekter, lyde, bevægelser og løsrevne ord er centrale elementer på en måde, der leder tanken hen på ren performance.
Men hun vil ikke genrebestemme sin teaterkunst sådan.
»Jeg laver objektteater mere end performance. Det betyder, at objekterne ikke bare er rekvisitter, men indtager en aktiv rolle, hvor jeg bestemmer om børnene skal være optaget af mig eller tingen, og jeg bruger altid objekter til at skabe og fange stemninger i mine forestillinger,« siger Gertrud, der i øvrigt har en skuespilleruddannelse fra en klassisk fransk teaterskole, men siden udbyggede cv’et med uddannelsen som dukkemager og -spiller ved den daværende og nu for længst nedlagte dukketeater-uddannelse ved Thy Teater i 1990’erne.
»Den tid og uddannelse har haft stor betydning for min karriere. Jeg havde gode lærere – hvor ikke mindst Jette Lund var vigtig for mig. Hendes viden og disciplinerede tilgang til dukketeater var og er unik.«
Det var i øvrigt også i dukketeaterværkstedet i Thy, at Gertrud mødte kolleger som Katrine Karlsen (stifter af teatret Graense-Loes), som hun bl.a. har lavet dukker sammen med til forestillinger på bl.a. Aarhus Teater – ‘Det Gyldne Kompas’ (2008) og ‘Gullivers Rejse (2004).
Det er også blevet til dukker og objekter til en række børneteatre, bl.a. Møllen, Team Teatret, Tulipanteatret, Teater 83, Barkentins Teater og Nørregaard og Reiches Teater. Men i de senere år har tingene udviklet sig i en anden retning for Gertrud, hvis prioriteringer gør, at der ikke er så meget liv i det dukkemagerværksted, som Gertrud ellers har etableret ved boligen – et af de fine gamle huse i Sønderho, der for nogle år siden blev kåret til Danmarks smukkeste landsby.
Tipoldefar på museum
Her bor Gertrud Exner med mand og tre børn på 14, 12 og efternøleren på blot to år. Gemalen Hans Peter Stubbe Teglbjærg er en kendt og innovativ komponist, der bl.a. står bag en række kammer- og orkesterværker og også rene lydværker med hjælp af moderne teknologi, hvor lyde fra Vadehavets unikke natur inddrages.
Som det bl.a. var tilfældet med forestillingen ‘Lydlandskaber’, der blev opført i 2008 på Fanø Kunstmuseum – med hustruen Gertrud som spiller.
Kunstmuseet dannede også ramme om premieren på Teater Bliks seneste udspil, ‘Hov!’, som altså nu skal turnere i det ganske land.
På den vis efterligner Gertrud Exner så at sige bare de gamle tider på øen, hvor folk drog ud for at arbejde, dengang ganske farefuldt om bord på stolte skonnerter og dampskibe, mens Gertrud må nøjes med en noget slidt gammel blå Volvo, når Teater Blik rykker ud.
Dengang var det mændene, der måtte tage turen ud i verden – men tidernes skiften gør, at det passer så glimrende med, at Gertrud kan turnere, mens manden bliver hjemme i Sønderho og komponerer og passer børn.
Og det københavnerfikserede spørgsmål om, hvad det betyder for synlighed og arbejde at være placeret på en ø i den yderste vestlige del af landet, preller af.
»Det tager blot 12 minutter med færgen at pendle til Esbjerg og hovedlandet, og til gengæld er jeg bosat i smukke omgivelser i et menneskeligt set ressourcestærkt, socialt og kulturelt tæt miljø,« kommer det overbevisende fra Gertrud Exner, hvis søster i øvrigt også bor og arbejder i Sønderho.
Marie-Luise Exner er grafiker og har bl.a. – sammen med Claus Carlsen – bidraget til en af Gertruds lokale produktioner, ‘Skygger i Vadehavet’, der blev lavet til Vadehavsfestivalen i 2010 og hvor 30 børn og unge fra vadehavsregionen medvirkede i en forestilling med udgangspunkt i vadehavets mønstre og lyde, drama og skønhed.
Marie-Louise Exner har også flere værker hængende på kunstmuseet i Sønderho, hvor tipoldefaren dog har et helt rum til sine værker. Johan Julius Exner (1825-1910) er bl.a. kendt for sine fine malerier med motiver og personer fra det gamle Sønderho.
Det forunderlige er ifølge Gertrud, at nok kendte hun og søsteren til deres berømte forfaders arbejde, men ikke hans lange og kunstnerisk frugtbare relation til Fanø – det blev først åbenbaret, da Marie-Louise kom til øen for et kvart århundrede siden….
Opmærksomhedskontrakt
Nu er de to efterkommere så begge en del af det aktive kunstneriske og kulturelle miljø på øen, og efter at Gertrud Exner startede Teater Blik op i 2009 og hjemførte flere af de småbørnsforestillinger, som var blevet til i andre teatres regi, kan hun for alvor nyde den frihed, det giver at have sit eget teater og kunne lave og spille forestillinger helt efter eget hoved. Og med den tid, det tager…
»Jeg er til de lange seje træk, når jeg laver forestillinger – det kan tage flere år fra ide til forestilling. Fordybelsen er en vigtig ting for mig, og jeg vælger at sige, at det er ikke fordi jeg er langsom, men meget grundig,« ler hun.
Og selv hendes egne forestillinger altid er målrettet de allermindste (i spændet 0-4 år), så betyder aldersgrænser faktisk mindre for hende, end man skulle tro, når man nu spiller for et så ‘delikat’ publikum, der ikke just er kendetegnet ved koncentration og fast nærvær.
»Det betyder faktisk ikke så meget for mig, om der er større eller for den sags store helt store børn med. Det handler om at etablere en relation, indgå opmærksomhedskontrakt med alle tilstedeværende,« siger Gertrud, som dog med forestillingen ‘ANNO ANNI’, der også var tænkt for bedsteforældre med børnebørn-forestilling, oplevede, at tilskuernes koncentration og nærvær svigtede.
»Den var lidt for sprød fra begyndelsen og kom nok for tidligt på repertoiret, for det lykkedes mig da at udvikle den til en rimelig forestilling, selvom jeg nu har lagt den ned,« lyder det fra Gertrud, der nok laver teater for de allermindste, men ikke har noget imod at arbejde med større børn og unge eller voksne for den sags skyld.
Således har hun bl.a. deltaget i et større huskunstnerprojekt i nabokommunen, Esbjerg, hvor naturvidenskab og teater blev mikset, ligesom hun har stået for et koncept med unge, der skulle fortælle deres egen historie, men siden en af de andres historie.
Den slags opgaver har, tillige med et rimeligt turnesalg og lejlighedsvis projektstøtte og arbejdslegater fra Statens Kunstfond gjort, at hun har formået at holde sig fra a-kasse-helvedet de senere år og kunnet koncentrere sig om at lave teaterkunst fra en ø i Vadehavet.
