Gunnar Willes senklassiker af en juleføljeton i 24 små gakkede dele byder på julehadende fædre, intergalaktiske stjernetræer og stribede nullermands-nisser. Selvom alle disse elementer (imponerende nok) også er til stede i den enkle teateropsætning, stritter stykket lidt i alle retninger og nogle af de skønne figurer kommer ikke rigtig til deres ret.
Vi har bl.a. et postbud, der hader pakker og en far, der om sommeren arbejder på en kravlenissefabrik, og derfor bruger vinteren på at hade julen. Begge pointer går lidt tabt på scenen, men vi forstår da, at faderen hader julen og at postbuddet ikke gider sit job.
Midt i det hele står Rita med sine brødre og prøver at redde julestemningen. De er klædt i hhv. blå, rød og grøn sweater og dækker samtlige roller på scenen med dukker, masker og mimikskift.
Juletræet med sin pynt
Mette Kjeldgaard Jensen fylder mest som hovedperson og fortæller. Som Rita er hun flere gange i fare for at virke dum fremfor ung med sit overtydelige kropssprog og sin langsomme børnelogiske eftertænksomhed.
Som postbuds-dukkefører er hun ikke usynlig nok og kommer gang på gang til at stjæle dukkens rampelys og overdøve det stakkels postbud med sit eget kropssprog. Den figur står i det hele taget svagt.
Faderen (spillet af Elias Munk) gør heller ikke meget væsen af sig. Det lykkedes de tre børn at få ham ud af skabet, og publikum klukgriner, som han vikles ind i juletræspynten og står bundet til træet med glitterguirlande omkring sig fra top til tå.
Hvorfor det får ham til at droppe sit julehad, står her hen i det uvisse, men pyntet op bliver der i hvert fald til stemningsfuldt brusende klavertoner live fra scenen, og momentet med stille juleidyl er en fin kontrast, inden galskaben for alvor tager fart.
Elskelig farmor
Stemningen skifter brat og dommen er hård, da den nisseforskrækkede farmor ankommer. ’Du er håbløs!’ lyder det prompte fra den fine trædukke, som tydeligvis har opdraget faderen strengt med sin nissefrygt. Smukt dukkeført af Louis Nathan Bodnia Andersen er denne forstokkede trædukke et charmerende bekendtskab, der kommer flot til live.
Effektivt og komisk får hun formidlet sin nisseskræk til salen. ’Nisser er usynlige’, fortæller hun os alvorligt og holder en kunstpause. inden hun fortsætter: ’Det vil sige – man kan ikke se dem!’ Alle griner.
Gunnar Wille er god til lyde
At 'Ritas Jul' oprindeligt dengang i 1980’erne var en radiojulekalender, fornemmer man via de gode lydindslag undervejs, og lyddesigner Ingvild Njølstad Skandsen fortjener ros.
Udover almen tumult, gløggeksplosion(!) og tegneserieagtig stjernetræsankomst, går det heller ikke stille af, når dukkerne med et afslappet forhold til tyngdeloven hopper fra A til B på scenen, eller når farmoren skal lave lagkage ’på en sur måde’ for at holde de farlige nisser på afstand.
Et lydspor af beats og klirren får hele LiteraturHaus til at svinge.
Det er også effektfuldt med den båndede stemme til vores stribede nullermand af en nisse, der ikke er så usynlig endda og minder undertegnede om en særdeles rund Snøvsen.
Det skal nok blive jul i år
Højdepunktet er – meget passende i en juleforestilling – Bodnia Andersens hæse trompet fra scenen og nissens sang, der afføder spontant klappe-akkompagnement i salen. At vi alle også skal op at hoppe for at lave feststemning til nissen, fungerer også fornemt til målgruppen, ligesom Ritas fællessang med ’På loftet sidder nissen’.
Det skal med andre ord nok blive jul i år, men 'Ritas Jul' skal ikke kun opleves på scenen.
