'Lille T og de forbudte bamser' er herligt klassisk dukketeater med et eksotisk twist. Tobias Heilmann og Per Thomsen styrer kompetent og indlevende slagets gang og en hel del instrumenter i et vidunderligt arabisk-inspireret univers, hvor der er godt med sand og palmer, og hvor det bl.a. giver charmerende god mening, at en kamel galopperer afsted på den guitar, der spilles på.
Ligeledes er der god intern uenighed og dynamik de to skuespillere imellem, som de kæmper om at bestemme og styre fortællingen. Deres overbevisende dialog og magtkamp giver en virkelig god improviseret fornemmelse á la 'ægte' børneleg, hvor forhandlingen om, hvem der bestemmer og hvad der skal leges, udgør en ikke ubetragtelig del af selve fortællingen.
Pagten om en bamsefri historie obstrueres på den måde igen og igen. Ja, faktisk er det som om, at selve historien også selv har noget at skulle have sagt, og ikke sådan uden videre lader sig styre. Flere gange stikker det af med diverse bamsedrømme, og der må interveneres. For bamser er og bliver forbudte!
Klassisk, korporligt dukketeater
Violin, guitar, trækharmonika m.m. akkompagnerer den søde historie om den store henholdsvis stolte og selvmedlidende Mahoud og hans kone Soleima, der skulle ’fø-ø-ø-ø-ø-d’ en ’sø-ø-ø-ø-ø-n’, som det ret så morsomt lyder i sangen.
I samme fjollede dur forstår vi, at det er en særdeles hård fødsel for den stakkels Soleima, idet Lille T’s store ører sidder på tværs. Hun aser og maser, og man morer sig kosteligt over, hvor bramfrit og fint sådan en scene kan leveres i et dukkeunivers.
Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er fødslen, der er svær. Lille T’s opvækst synes også hård. Hans upraktiske ører kommer i klemme de besynderligste steder, hans søstre mobber ham intenst, og faderen tvivler seriøst på, om Lille T virkelig kan være hans søn med de kæmpe ører.
Det kommer endda så vidt at Mahoud i en dramatisk saksekamp vil klippe sin søns ører af, og Soleima må komme til undsætning.
Den slags katten-efter-musen-scener fungerer effektfuldt som kærlige vink til den klassiske dukketeater-tradition med hang til det korporlige, men holder sig milevidt fra det socialt belastede. Faktisk har vores lille hovedperson det forbavsende fint.
For det første viser det sig, at han ikke er den eneste i familien med usædvanligt store ører; Bedstefaderen Baba gør al Mahouds tvivl til skamme, som han får rullet sin turban ud og vist os et par imponerende store lyttelapper.
Derudover er der nok så væsentligt visse fordele ved at have ører så store som rabarberblade. Med dem kan man nemlig høre en hel verden af lyde, som ingen andre kan høre.
Lyden af et jordbær
Både Baba og Lille T kan således ganske poetisk og misundelsesværdigt kende lyden af en snegl eller et jordbær på lang afstand. Sågar et stjerneskud kan høres med den slags ører, ligesom de kan høre bamsegråden fra alle de forbudte bamser, der savner menneskene og gerne vil tilbage til byen.
Oprindeligt blev bamserne smidt ud, fordi de ikke passede ind. De var for anderledes med deres sorte snuder, store ører og lodne pels, men menneskene savner også dem i smug, og det er jo i sandhed en trist affære, som der naturligvis må løsnes op for, og det bliver der så ganske eftertrykkeligt gjort via musikken. ’Alle mennesker har fortrudt/ det der med bamser forbudt’ lyder det smittende i Lille T’s ret fantastiske bamseblues, der festligt afslutter stykket.
De bærende elementer er således både i forhold til bamseforbud og forestilling det eksotisk-originale univers og ikke mindst de mellemøstlige musikalske toner, der garneres smukt med lidt morale om rummelighed, man glad tager med i købet.
