Af: Kirsten Dahl

17. maj 2017

Ballonfærd og dyneleg

At lege og udforske tingene letter livet. Det er budskabet i 'Pigen der kunne flyve' - en ordløs dukkeforestilling, som rummer fine og smukke dukkespilsekvenser, men som også undervejs bringer publikum på herrens mark.

Sagte musik og en lille gul ballon, som bliver pustet op af Stine Lundgaard, der står bag den lille scenekasse, hvorpå dukkespillet foregår.

Sådan indleder Lundgaard sin første soloforestilling,' Pigen der kunne flyve', der skabt i et tæt samarbejde med instruktøren Espen Dekko.

Stine Lundgaard binder en lille snor i den gule ballon og fører den gennem luften, mens Martin Smidts cello-kompositioner fint understøtter ballonens dans i luften.

Som det næste anbringer Lundgaard – efter at hun har gemt ballonen væk – en lille hvid tremmeseng på den lille scene. I sengen er der en dyne, en hovedpude og – viser det sig lige så langsomt – også en lille pige, som nulrer og leger forsigtigt med sin dyne.

Først ser vi dukkens små fingre, siden en arm, og så et ansigt. En dukke med sengeuglet mørkebrunt hår og blå kjole titter frem til lyden af klavertriller og guitarspil.

Pigen griber fat i en lille tegning af en gul rund cirkel med to øjne og en glad mund – et billede af den gule ballon associerer man uvægerligt. Pigen vifter med papiret og folder den til en lille papirflyver, som hun sender af sted et par gange efter kærligt at have gnedet den på sin kind. Så begynder hun at lege med dynen og hovedpuden. Hun hopper i sengen og danser på sengens sider til mere lystig musik.

Indtil nu virker det som om, at det lille ordløse spil handler om en lille pige, der har lyst til at udforske tingene, og som i særdeleshed holder meget af en gul ballon. At pigen skulle befinde sig på et hospital 'i en seng et sted, hvor alt er hvidt og lugter af sprit', træder ikke klart frem.

Jeg oplevede i al fald, at pigen lige så vel kunne være i en seng hjemme, og jeg oplevede kun i momenter, at hun nok var svækket og syg.

Støj på oplevelseslinjen

Når Lundgaard lidt efter fjerner sengen fra spillefladen og først lægger én og derpå flere små blomsterhoveder op på den, begynder en usikkerhed at brede sig. Visuelt er det smukt og det er også sanseligt med de små blomsterhoveder, som dukken snart efter dufter til.

Den gule ballon dukker frem igen. Pigen løber efter ballonen, får fat i den, og nu er det som om ballonen får sit eget liv. Det er som om den trækker og hiver i pigen. Den gemmer sig for hende, og den svæver af sted med pigen, for så at forsvinde væk, mens pigen ser efter den.

Er vi i pigens drømme? Er det forår, begravelse eller drømmeland vi nu er i, tænkte jeg. Lidt efter fjerner Lundgaard blomsterne fra scenen og sætter pigens seng op igen og rykker den nu hen imod scenens ene kant og lader de to ben som er tættest på kanten rage ud over, så sengen synes på nippet til at falde i afgrunden.

Er pigen død eller ved at dø? Eller er det en leg hun har gang i? Nu blander der sig en anden type forundring end den udmærkede åbenhed, som hidtil har domineret spillet. På den svækkelse af koncentrationen blandt børnepublikummet, som jeg kunne registrere, var det ikke kun mig som oplevede, at der var noget, som bragte støj på oplevelseslinjen. Men hvad?

Måske har det noget at gøre med, at Lundgaard som dukkefører er mærkelig anonym. Synligt til stede som hende, der dygtigt og med et fint nærvær animerer dukken, men samtidig også en skikkelse, der gør nogle ret markante ting i forhold til dukkens/pigens univers (lægger blomsterne op og fjerner dem, anbringer og fjerne sengen, bringer ballonen på banen, etc.) uden at vi bliver gjort bekendt med, hvilken relation de to har til hinanden.

Kan det være denne 'ikke-fortalthed' som skaber vakuummet?- den boble af usikkerhed og forvirring man mærker som tilskuere.

Mere klarhed om dukkeførerens rolle

Espen Dekkos iscenesættelse fik mig undervejs til at tænke på Teater Refleksions 'Kasse Madsen' på grund af det dvælende og den nænsomt hoppende og flyvende måde, hvorpå ting blev blev animeret. Måske ikke så underligt da det også er Dekko som har isenesat den.

Men 'Kasse-Madsen' er også fyldt med overraskelsesfyldt og anderledes sammenskruet skæg og ballade, som jeg savner her. Jeg havde også forventet mere humor i lyset af Lundgaards mangeårige arbejde som hospitalsklovnen PP.

'Pigen der kunne flyve' virkede på mig lidt som en fysisk sanselig anskueliggørelse af, at man med en legende og sensitiv åbenhed overfor det, man møder, kan nå rigtigt langt i livet på en god måde.

Samtidig oplevede jeg også, at forestillingen ville kunne nå endnu længere med og for sit publikum – uanset alder, hvis den gør det lidt klarere hvad dukkeførerens rolle i fortællingens univers er.

Hvis meningen er, at der skal være en relation dukke og dukkefører imellem, vil den skulle tydeliggøres. Er intentionen at dukkeføreren skal stå i dukkens og fortællingens tjeneste som en man slet ikke lægger mærke til, må det også arbejdes bedre på plads.

Når det er sagt er det vigtigt at sige, at 'Pigen der kunne flyve' med sit ordløse dukkeanimationsudtryk på en positiv måde bidrager til at gøre spektret af forestillinger for de 3- til 8-årige mangfoldighedsfyldt og bredt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.