1:1 teater kan være mange ting, og i den co-produktion, som BaggårdTeatret har begået sammen med Rokoko Studios, er det noget helt nyt og særligt. Det nye er, at helt traditionelt skuespil – Thomas Corneliussen på scenen i rollen som H. C. Andersen – spiller sammen med to live-animerede papfigurer, Klods Hans og Den Grimme Ælling.
Og de to eventyrfigurer er vel at mærke ikke udført i stift tykt karton, men designet med kropslige drej i sjove 3D-proportioner. Proportioner, som gør figurerne sjove at se på, når de vender og drejer sig.
Og det særlige er den måde, hvorpå de gør det live: På etagen nedenunder scenen animerer Søren Zacho Ruby og Jesper Groth de to eventyrfigurer ved hjælp af sensorer, som gør, at de bevægelser, som skuespillerne gør med deres kroppe, forplanter sig op til papfigurerne på scenen.
De to spillere kan tillige – ud over at se deres figurer og deres kødelige medspiller – se publikum. Det udnytter de flittigt til at lade deres figurer tiltale og stille os forestillingsstyrende spørgsmål.
Reel medbestemmelse
Børn som voksne får på den måde fx til opgave at komme med gode råd til, hvordan Klods Hans' prinsesse ser ud, og til at byde ind med, hvad det er som prinsessens bejlere skal være gode til.
Især det, som Klods Hans viser prinsessen, er vigtigt. Gennem Klods Hans-figurens gestik og stemme opmuntrer Ruby publikum til at komme med forslag til noget rigtigt sejt.
Parkour blev det til, da jeg så forestillingen – og at se det animeret er ganske sjovt. Andre ting vil helt sikkert også tage sig fornøjeligt ud. For det virker til at de to 'i underetagen' har styr på animationsopgaven, er gode til at medinddrage publikum og muntrer sig vældigt med det.
Ganske underholdende er det også at høre og se hvordan Den Grimme Ælling – i Groths livgivning – vedholdende og med et ret dominerende masochisme-gen – insisterer på at dets ællinge-liv skal være, gerne uophørligt, ultra-hårdt og stærkt lidelsesfuldt.
Digital spilnaturlighed
'H. C. Andersen lever!' lever i høj grad på den elskelighed, som publikum lynhurtigt kommer til at nære i forhold til de to animerede eventyrhelte. Deres spilnaturlighed er fascinerende ligesom figurernes charme.
Til sammenligning er det lige før Thomas Corneliussens (gammeldags) live-skuespil som H. C. Andersen blegner. Navnlig når hans spil som kunstneren, der har skrækkeligt ondt af sig selv, knækker over i lidt overdrev.
Det bliver undervejs opvejet af et figurarbejde, hvor han på udmærket vis skildrer digterens vægelsind og tilføjer en energi til digterfiguren, som går i fint samspil med Klods Hans, Ællingen og publikum.
Munter teater-oplevelses-udfordring
Som iscenesætter har Rasmus Ask sørget for, at arrangementerne er tydelige og balancerer godt mellem nu-fokus og fremdrift. Visuelt og stofligt er der sørget for et match af gammelt (fx gamle persiske tæpper og 'vadmelsbukser' med brede seler) og nyt (tegneserie-landskaber a la billeder i børnebøger).
På fortællesiden er der styr på dramaturgien i en fortælling som 'er hvad den er': En leg med H.C. Andersen i form af en kombination af en lettere og letvægts-karikeret gengivelse af, hvad den gamle digter var for et menneske, og et bud på hvordan en hurtig og publikumsmedbestemmelses-involveret version af eventyret om Klods Hans og Den Grimme Ælling kan tage sig ud.
Så har man lyst til at blive udfordret af, hvordan teater også kan tage sig ud, og ikke forventer de større dybsindigheder på fortælleplanet – udover en hyldest til at turde springe ud i noget nyt og tro på sig selv, er der krummer i det nyteknologiske 'gejl', som er kommet til verden i Svendborg.