Fysisk deltagelse og konkrete opgaver fremmer engagementet, indlevelsen og fornøjelsen. Børn skal ikke sidde ned og se teater. De skal bevæge sig rundt og have opgaver indenfor teatrets fiktion. Det er kongstanken i TeaterMinisteriets vandreforestilling, ’Hans, der drog ud for at finde sin angst’.
Forestillingen er et folkeeventyr bearbejdet til teater. En rigtigt 'ud i verden og hjem igen'-sag. Om drengen Hans, der på egen krop har brug for at føle angst, så han kan holde op med at gå og skræmme livet af sagesløse andre, for selv at få sig et grin. For Hans fornøjer sig ved at forskrække andre, fordi han ikke selv på egen krop ved hvad det vil sige at føle angst. Han ved ikke, hvilke konsekvenser det har for dem, han skræmmer, og det er selvfølgelig skidt.
At sætte Hans i skole hos Lærer-Finn eller til sportstræning hos Træner-Tanja for at kurere ham, dur ikke. Han skal ud i verden og møde livets realiteter for på egen krop at sande hvad angst er – akkurat som i virkelighedens verden. Fint nok.
Og stykket engagerer børnene. De sværmer omkring spillerne, når de bevæger sig rundt både indenfor og udenfor skolen (som var den lokalitet, jeg så forestillingen på. Men spillet kan også foregå andre steder). Børnene rækker ivrigt hænderne op og tilkendegiver deres lyst til at blive valgt, når spillerne deler opgaver ud. De er helt med 'på spøgen'. Lysten og evnen til indlevelse fejler intet.
Kærlighed og kys
Hvad der så skal til for eventyrets hovedperson Hans? Jo, for at blive kureret skal Hans såmænd møde ’den rene kærlighed’ og sin egen angst for at miste nogen han holder af. I dødsriget – der kommer vi sandelig også – må han yde noget for at hans mor ikke skal dø tidligt. Og senere er det en dejlig prinsesse, som hans selvfølgelig forelsker sig i. En prinsesse som han nær tror dør i hans arme. Men nej – alt ender i idel lykke – med kys (først billiget kraftigt af børnene og bagefter kommenteret med det vanlige 'Ad!!'), bryllup og de halve kongerige.
Vandreforestillingens fortrin er som sagt børnenes engagement. En anden styrke er, at børn oplever, at deres vante skole kan bruges til andre ting, og derved får åbnet sindet for mulighed for forandringer i det hele taget. Svaghederne i denne type teater er, at skuespillet kan kamme over og komme til at virke overstyret og karikeret. Det sker desværre undervejs.
Men det er en vanskelig balancegang, fordi det netop kræves stor og begejstret energi fra spillernes side at holde spillet i kog. En risiko er tillige, at spillet, qua dets mobilitet, bliver for forhastet og går så kvikt, at dybder og dimensioner udviskes. Hvad er det fx i tilfældet her at der egentlig bliver sagt og gjort i Dødsriget?
Teksten er i det hele taget ikke alle steder lige professionelt skåret. Som helhed ligger forestillingen på tre stjerner. En ekstra kunne drysses for de medvirkendes evne til at engagere børnepublikummet.
