Man kan møde verden på mange måder, og vi gør det ud fra vidt forskellige forudsætninger. I ’Reflektor’ er en lille flok rejsende på opdagelse i fremmed farvand. Lidt usikre og med en antydning af frygtsomhed i mødet med det ukendte, men fremfor alt med en opsøgende nysgerrighed efter, hvad der mon venter dem og os.
Vi kan nøjes med at se på uden at risikere andet end at blive konfronteret med vores egne fordomme om medmennesker med særlige udfordringer. Mens de generøst tilbyder en intens oplevelse af nærvær og overskud.
Det er svært at forestille sig noget mere storslået end Grand Hall på Thorvaldsens Museum, hvis tøndehvælvede loft løfter sig over buster, meterhøje statuer og to mægtige rytterstatuer. Men de pompøse omgivelser formår ikke at hamle op med fascinationen af det lyslevende danseteater, hvor fem skikkelser i flotte komfortable kostumer i sort, gråt og hvidt folder sig ud på det rigt mønstrede flisegulv.
Forinden er vi villigt fulgt i hælene på en af dem, når de fra hvert sit siderum vandrer mod spillestedet i den store sal. Når alle fem er samlet i en tilbagevendende tæt formation, kommenterer de ivrigt de spektakulære omgivelser. Det foregår med korte skarpe lyde, som i udtryksfuld styrke matcher koreografiens enkle klare former, som de medvirkende med imponerende præcision giver medrivende liv og mening.
Udtryksfulde attituder
Det er skønt og sjovt, når de går i gang med de indledende øvelser til at møde og udforske de fremmede. Håret bliver glattet, negle og eventuel dårlig ånde tjekket og tøjet børstet let med hånden for fnug, før det for alvor går løs. I første omgang bliver flokken dog ikke særlig venligt modtaget.
Stående på rad og række forsøger de at værge for sig mod en jævn regn af slag fra usynlige modstandere. En bliver nikket en heftig skalle, men derefter går det mere fredeligt for sig i et veldisponeret afvekslende forløb. På skift træder de medvirkende frem i rollen som de fremmede, som de andre gør deres bedste for at efterligne og følge i bestræbelserne på at forstå de nye omgivelser. Store bredt favnende armbevægelser afløses af afmålte trin og detaljer så bittesmå, at kun ansigtets muskler er i brug for at åbne munden på vid gab.
For hver ny erfaring med en fremmed fryser alle i stærke udtryksfulde attituder. Hvorefter de samles igen i kollektive tempofyldte og sikkert udførte optrin i tæt kontakt med hinanden og musikken, hvis forrygende smukke dybe klange og insisterende puls er et bærende element i forestillingen.
Det hele kulminerer i en afsluttende fejende og drejende solodans, der bekræfter, at man ikke behøver at have en sylfidekrop for at bevæge sig med ynde og lethed. Lige som Teater Glad med ’Reflektor’ ikke kun leverer godt teater, men også meget at reflektere over.
’Reflektor’ kan også spilles udendørs. Det giver de medvirkende mulighed for at henvende sig mere direkte til publikum, spejle deres bevægelser og drage dem med til forestillingens fælles spilleplads.
