»En skorpion?! Her? I teatersalen?,« udbrød jeg.
Ja, det var der faktisk ved en lejlighed, hvor jeg deltog i en teaterfestival i Valletta på øen Malta. Heldigvis opdagede jeg det først, da forestillingen var slut, og jeg faldt i snak med den spanske lyd- og lystekniker, der havde afviklet én af de mange forestillinger, jeg havde set på ZiguZajg Arts Festival.
»Jeg fandt den heldigvis inden forestillingen begyndte og gjorde kort proces,« fortsatte teknikeren og pegede ned på det nu fladmaste dyr mellem el-kablerne på gulvet.
Jeg måtte gyse lidt. For den sidste halve time havde jeg siddet på gulvet på små hynder sammen med et halvt hundrede børn og nydt en helstøbt og underholdende forestilling. Helt uden at vide at der måske lurede andre farer i teatermørket end den, der ofte kunne være lige om hjørnet: Kedsomheden og følelsen af at spilde sin tid.
Men hverken skorpionen eller kedsomheden indhentede mig denne novemberdag i 2017, hvor jeg endnu en gang kunne sukke tilfredst, idet jeg forlod den primitive teatersal i byens historiske bykerne, endnu en god kunstoplevelse rigere. I dette tilfælde var det spanske Arena En Los Bolsillos’ gribende ’Pequeña Max’.
Jeg jagter altid den gode oplevelse. Det næste kulturfix. Det er en afhængighed, jeg har udviklet over årene. Måske ikke den værste svaghed eller narkomani at leve med?
Men i disse tider, hvor de sociale medier kræver deres tid og vores allesammens næsten udelte opmærksomhed, kan indtagelsen af og den efterfølgende afrapportering om et kulturfix tage sin tid – der skal menes noget, deles noget og tagges nogen. Og så videre til det næste. Jagten fortsætter.
Jeg søger konstant personlige erkendelser og oplevelser. Det behøver ikke nødvendigvis at være livsforandrende tildragelser og åbenbaringer hver gang – mindre kan også gøre det: Et lille stik af velbehag eller måske endda en lille tvivl kan også udløse nye måder at se verden på eller åbne døre ud til nye livsperspektiver.
I film, i litteraturen, i musikken og i billedkunsten – overalt jagter jeg mit daglige kulturfix.
Teater som en fælles oplevelse
Jagten er ofte en ensom affære. Men min verden består dog mest af teater. Af scenekunst. Og dét er svært at nyde alene. Det giver faktisk næsten ingen mening at opleve det alene, vil jeg mene. Teatret er nemlig som oftest en fælles oplevelse, der skal opsøges, og magien opstår først for alvor, når vi er sammen om oplevelsen. Sammen med de optrædende – i samme rum som os selv.
Derfor giver det også mening at samle mange teateroplevelser på samme sted. Indenfor teaterverdenen opererer vi især med festivaler og såkaldte showcases, hvor sådan noget kan lade sig gøre, og det er i sandhed et rent nirvana for en kultur-junkie som jeg.
I 2022 var jeg i kraft af mit arbejde i snit til én festival eller større kulturbegivenhed hver anden måned – både i ind- og udland, og jeg nåede at se i alt 107 teaterforestillinger. Et pænt antal, men det er slet ikke i nærheden af, hvad nogle professionelle kritikere når i løbet af et år.
Det betyder dog, at jeg trods alt har oplevet over 1.400 forestillinger på de 20 år, jeg har beskæftiget mig med dette specifikke kulturfelt. Helt præcis 1.447 gange har jeg siddet i teatermørket; jeg har nemlig talt efter. Dette er dog noget, og det har været med til at klæde mig på som ‘oplever’ og udstyret mig med et professionelt og fagligt funderet perspektiv indenfor scenekunst.
Mit seneste møde med scenekunst på et højt plan var i starten af december 2022, hvor jeg sammen med en gruppe internationale festivalarrangører (fra bl.a. Egypten, Irland, Frankrig, Tyskland, Lichtenstein og Australien) var inviteret til Valenza i Norditalien, hvor det lokale teater Teatro Distinto afholdt en såkaldt showcase. I løbet af halvanden dag viste de alle deres produktioner for os samt et talrigt lokalt publikum – mestendels bestående af børn og unge.
I pauserne mellem forestillingerne – over frokostbordet, på aftenrestauranten eller over morgenkaffen – gik snakken mellem festivalarrangørerne. Heldigvis var der bred enighed om, at niveauet generelt var højt, og at vi ikke befandt os her i det kolde Norditalien og spildte vores tid. Men dét betød også, at snakken hurtigt kom til at dreje sig om nuancerne i og den kunstneriske kvalitet af de præsenterede forestillinger.
Hvis vi skulle vælge at præsentere én eller flere af disse forestillinger på vores respektive festivaler, hvilken én skulle det så være?
Den forestilling, der skabte mest diskussion, og som også virkede til at bevæge og underholde det tilstedeværende publikum mest, var uden tvivl ’Solitarium’, som var iscenesat af Daniel Gol, der sammen med Laura Marchegina er hovedkraften i Teatro Distinto og samtidig arrangørerne af showcasen, som de har valgt at kalde Lo Scarabocchio – The Scribble.
Virkelighedens og drømmenes verden
Danseforestillingen ’Solitarium’ er i udgangspunktet en simpel historie om mødet mellem to ensomme eksistenser, der bor dør om dør. To dansere og en simpel scenografi med to døre som centrale omdrejningspunkter udgjorde det sceniske udtryk.
Historien udvikler sig uendelig langsomt på scenen ledsaget af musik – og pludselig gribes jeg af en følelse af, at det går for langsomt. Denne følelse forstærkes af, at jeg pludselig lægger mærke til, at publikummet omkring mig, der mest består af skolebørn fra ca. 4. – 9. klasse, begynder at snakke indbyrdes. En konstant summen af stemmer breder sig i teaterrummet.
Men så går det op for mig – selv med mit begrænsede kendskab til italiensk – at der snakkes om forestillingen. Handlingstråde blev afklaret og opstået tvivl delt med sidemanden. Publikum lever sig dermed helt ind i handlingen på scenen; karakterernes udvikling i historien og deres følelsesliv forplanter sig mærkbart ud i teatersalen og manifesterer sig som en sitren af forståelse og medleven blandt de unge.
Derfor virkede det faktisk forstyrrende, når de medfølgende lærere helt misforstået tyssede på børnene i salen. De oplevede jo det hele på deres måde – og det indebar f.eks. også at konversere med sidemanden undervejs.
Det interessante var dog også, at forestillingen indeholdt nogle abstrakte passager, som de voksne blandt publikum umiddelbart havde svært ved at forstå, mens børnepublikummet derimod let og ganske intuitivt afkodede og fandt mening i de samme sekvenser.
F.eks. da den ene mandlige hovedperson pludselig går igennem en normalt lukket dør på scenen og pludselig befinder sig i den kvindelige hovedpersons soveværelse, mens denne faktisk sover. Et gys gik ved denne lejlighed igennem de voksne i salen. For dét var da en ret forbudt grænse at overskride!
Men det unge publikum fortolkede – skulle det vise sig ved en samtale efter forestillingen – den situation helt anderledes: Det var bare en drøm. Den mandlige karakter drømte om at nærme sig den kvindelige karakter – og én af måderne, han kunne dét på, var i sine drømme. Simpelthen.
Jeg har over årene set både voksenteater og teater for børn og unge – men det er faktisk ikke en skelnen, jeg opererer med i det daglige. Her er der kunst – noget er godt, noget er mindre godt.
Jeg bryder mig i det hele taget ikke om at kalde noget dårligt; det tilkommer mig ikke at dømme andres arbejde på den måde. Fordi den forestilling, der ikke siger mig så meget i første omgang, kan – som jeg jo netop oplevede et lysende eksempel på i Valenza – være dybt meningsfuld for en anden person, der har et andet udgangspunkt, og hvis livsperspektiv er anderledes end mit.
Hvad er godt og hvad er dårligt?
Lige præcis derfor er det altid med blandede følelser, at jeg tager imod invitationer fra internationale festivaler, som ønsker, at jeg skal indgå et i dommerpanel, der – efter at have set mellem 20 og 30 deltagende forestillinger på en given festival – skal uddele priser til de bedste forestillinger.
Det er så svært at diskutere kunstnerisk kvalitet i en international jury. Vores udgangspunkter er så forskellige, og kompromisserne står i kø i sådanne forhandlinger.
For mig er al kunst et udtryk for et ønske om at indfange en følelse, en essens eller måske en forståelse af noget, der større end os selv. Og så bliver kunstudtrykket – det være sig scenekunst, litteratur, film, billedkunst eller en hvilken som helst anden form for kunstfrembringelse – et forsøg på at formidle denne forståelse eller følelse.
Nogle gange lykkes det – andre gange går jeg tom og uoplyst videre. Men så igen: Måske er det kun mig, der ikke fandt ind til kernen af det, der blev fortalt!?
Og man kunne spørge: Er jeg reelt blevet klogere af al den søgen, eller er jeg fortsat blot fanget lige dér i krydsfeltet mellem det narrative begær – den utrættelige berettertrang, jeg konstant udsætter mig selv for – og så den uslukkelige oplevelseshunger, som jeg åbenbart er født med? Måske. Måske ikke.
Stilhed og det næste fix
Jeg bilder mig i hvert fald ind, at jeg er blevet et lidt bedre menneske for hver gang, jeg har oplevet god kunst.
Dette kunne jeg finde tid til at filosofere lidt over, mens jeg fik tid til at vandre lidt rundt i de smalle gader i det decemberkolde Valenza og stoppe et kort øjeblik i katedralen, hvor der var helt tomt og stille på de par hverdage, hvor jeg opholdt mig i byen. Udetemperaturen var kun fire grader celsius, og dét var den såmænd også indenfor i det mørke kirkerum.
Ved to lejligheder – i pauserne mellem forestillingerne dér i december på Teatro Sociale Valenza, der lå lige på den anden side af pladsen – fik jeg tid til at sidde dér i kirken og samle tankerne, mens min udåndingsluft spredte sig som skyer omkring mig.
Stilheden var så dyb i dette rum, at jeg kunne fornemme blodet suse i mine ører.
Et sted gøede en hund pludselig ude på pladsen, og jeg blev med et ryk bragt tilbage til virkeligheden. Næste forestilling skulle starte om få minutter. Det næste kunst-fix kaldte…
***
Søren K. Kløft er kommunikationskonsulent på Teatercentrum.
