Passage Festival blev fra 25.-30. juli afviklet i Helsingør og Helsingborg – for 19. gang i fuldt omfang, efter at de forrige år bl.a. satte en corona-kæp i hjulet for den svenske del.
Årets festivalen præsenterede nycirkus, gadegøgl, klassisk gadeteater og eksperimenterende scenekunst side om side. Med omkring 40 forskellige forestillinger og events på programmet fra mere end 30 forskellige kompagnier var der da også noget for de fleste – og rigtig meget for børn og unge.
Foruden et program med både bredde og dybde gjorde festivalen også en aktiv indsats for at bringe forestillinger ud i lokalområder, hvor det ikke sædvanligvis er (scene)kunst, der er mest af.
Fra mandag 25. til onsdag 27. juli blev flere af festivalens forestillinger således præsenteret på forskellige lokationer – fra socialt belastede boligområder som Nøjsomhed og Vapnagård i Helsingør til mindre nabobyer som Hornbæk, Ålsgårde og Espergærde.
Fra torsdag 28. til lørdag 30. juli rykkede hele festivalen så ind i Helsingør by – med enkelte afstikkere til udkanten af byen og Espergærde Havn.
Det var denne sidste del af festivalen, som undertegnede gæstede og som der her gives smagsprøver på gennem et udvalg af de forestillinger, som jeg nåede at se.
Indledningsvis kan man bemærke, at noget gennemgående i det diverse program var forestillingernes og performernes evner til og legesyge interesse i at interagere med både publikum og byrum. Og med modsat fortegn publikums lyst og mod til at gå med på legen, også når den krævede noget af dem.
Ikke fordi dette er unikt eller særligt for Passage Festival – interaktion i en eller anden form er, om ikke grundpræmissen i gadeteater, så i hvert fald en ganske væsentlig komponent. Men når en hel by (ja vel faktisk to) summede af teater og man til hver eneste forestilling mærkede den forventningsfulde stemning af ’Nå, hvad mon det nu skal ske?’, så fik vi på tilskuerrækkerne, hvad enten vi stod eller sad i hvert tilfælde smittet både hinanden og performerne med energi og vovemod.
Teatermagi for de yngste i små og store bokse
For Teateravisens yngre målgrupper var et område på den såkaldte Kongekaj, et par minutters gang fra festivalcentrum i Toldkammeret og Helsingør Station, særlig bemærkelsesværdigt.
Her holdt fem kompagnier til i, hvad der bedst kan betegnes som en hel lille by af cirkus- og campingvogne og andre finurlige installationer, hvor de viste korte forestillinger for børn.
Blandt andet ’The Little Box’ af Holoqué (CAT), der udspiller sig inden i en overdimensioneret spilledåse. De få publikummer der var plads til, sad ganske tætpakket i de ti minutter, forestillingen varer. Heldigvis svalt og skyggefuldt, sommervarmen taget i betragtning.
Den engelsksprogede historie om kærligheden mellem dans og musik var måske lidt fortænkt og vil nok gå hen over hovedet på de fleste børn i målgruppen 3+, men det er egentlig også underordnet, for det er ikke den, der gør ’The Little Box’ til en fin oplevelse. Det er derimod kombinationen af computeranimation og god gammel ”teatermagi”, skabt af hænder og selve den forunderlige boks. Der er noget næsten ”tivolisk” over at sidde sammen i mørket og bliver drejet langsomt rundt, alt imens de manga-inspirerede animationsfigurer danser rundt for øjnene af os.
At lade det taktile og bogstaveligt talt håndholdte gå i spænd med computeranimation og pakke det ind i spilledåsens altmodische magi virker godt tænkt til målgruppen, der på den vis får noget spændende med fra flere verdener.
For de lidt større børn (7+) var ’Antipodi’ af Compagnia Dromosofista (IT) en anden magisk oplevelse på Kongekajen. I en ombygget cirkusvogn var der plads til overraskende mange publikummer, scene og bagscene. Her tog den tætbænkede oplevelse os på samme tid med langt ud i verden og dybt ind i fantasien.
Originale indfald og smukke scenografiske elementer var der til overflod. Og komik. Ikke mindst dukken, der som hoveder havde den ene performers sammenknyttede hånd. Så levende og udtryksfuld og helt eminent ført.
Ude er det ukendte – hjemme mors desperation
Anderledes karakterbåret var forestillingerne ’Very Lost’ af Les Etablissements Lafaille (FR) (Ingen aldersangivelse) og ’Room Service’ af Cie Ô Quel Dommage (BE) (7+). Den første udspillede sig, meget sigende, i selskab med to britiske opdagelsesrejsende i Helsingørs gader. Den anden naturligt nok hjemme i stuen, i dette tilfælde på scenen i Toldkammergården.
Sat på spidsen kan man sige, at begge forestillinger på særdeles humoristisk og letforståelig måde tager temperaturen på nogle stereotype (køns)roller. Den modige mand ude på opdagelse og den moderlige kvinde hjemme med opdragelsen.
Samtidig har de begge, som andre gode historier for børn, også et lag eller elementer, der mest er for deres voksne. Måske særligt i kraft af stereotyperne de er baseret på. Særligt ’Room Service’ får taget moderrollen og mor-baby relationen til sit yderste, når babyen i løbet af den halve time, forestillingen varer, både får smagt en cigaret, spist en plasticpose og slikket på en kniv.
De to vel sammenspillede performere formår at balancere forestillingen mellem det urkomiske og det umiddelbart afskyelige, som man alligevel ikke kan undgå at grine af, eller i nogen grad måske endda genkende sig selv i.
I hvert fald hviskede en kvinde indforstået: ”Det kan jo ske”, da mor kommer til at spise al babygrøden. Foruden en godt grin kan man jo også se det som en ny vinkel på den til tider ganske ophedede debat omkring familieforhold og forældreroller. Selvom det, som performerne afslutningsvist pointerede, ikke er noget man skal prøve derhjemme.
At forsøge at bestige bybilledets lygtepæle skal man nok heller ikke selv forsøge sig med, og da slet ikke uden for festivaltid. Galt gik det i hvert tilfælde for de to performere i ’Very Lost’. Deres fysiske komik er af den velkendte slapstick-inspirerede slags, men trimmet og timet og med overskud til og sans for interagerende improvisationer. Eksempelvis da den ene performer tilbød en utilfreds baby blandt publikum en afskåret porre som distraktion – og det virkede. Måske han skulle tilbyde sin assistance i ’Room Service’…
Med kys og kilo kommer man til tops
Publikums involvering og velvilje bliver også taget til det yderste i ’Playground’ af Collectif Primavez (FR) (ingen aldersangivelse). Her fik performer Miguel Rubio ikke mindre end otte publikummer til at agere modvægt for sin Chinese pole, som dermed kunne rejses fra jorden og muliggøre hans akrobatiske dans i højderne.
Samtidig gjorde han sit for at charmere sig til et kys af enhver af sine hjælpere blandt publikum. En ældre herre kvitterede til alles store morskab og vist også til Miguel Rubios store overraskelse med et smækkys midt på munden.
Corona syntes både her og ved de andre forestillinger langt borte, og begejstringen ved at være (tæt) sammen om den levende kunst mere nærværende end nogensinde.
Selvom scenografien i ’Playground’ er konstrueret på en måde, så det så at sige ikke kan gå galt, så er der trodsalt noget nervepirrende ved at se en mand svinge sig i en pæl mange meter over asfalten, kun holdt på plads af lidt velvilligt publikum.
Man hørte da også suset, når han rutineret susede ned ad den med hovedet først – kun for at stoppe lige over hovedet på den publikummer, som han inden da havde placeret på et tæppe nedenunder. Og endnu engang forsøgte at tiltuske sig et kys.
Det er godt tænkt at involvere publikum så konkret i muliggørelsen af en så fysisk krævende forestilling. Og sjovt hvordan det mest grænseoverskridende alligevel ofte findes i vores intimsfære. Hellere holde en pæl end at kysse en fremmed.
Bryster, kasser og økonomisk svindel
Rykker vi helt op i den ældste målgruppe fik undertegnede set både ’BOXED’ af Simone Wierød (DK) (15+), ’Breast in Peace’ af M.P.A.C. (SE) (15+) og ’Homo Økonomikus’ af Departementet (DK) (16+).
Førstnævnte har jeg selv været med i skabelsen af, hvorfor jeg vil nøjes med at bemærke, at den vakte fin opsigt på pladsen foran Kulturværftet og blev særdeles velmodtaget af publikum, der gav mange roser og positive tilbagemeldinger.
Nogle blev sågar så suget ind i universet i de hørebøffer, de blev iført, at de end ikke bemærkede, da tre børnefyldte ladcykler cirklede omkring dem. Endvidere blev det tydeligt, at den sagtens kan fungere for et yngre publikum.
M.P.A.C. lagde bogstaveligt talt Toldkammergården ned med deres bryster. Både de lange og de korte, de hoppende, de drømmende og de ammende. Som en, der selv er indehaver af to styks, var det herligt at opleve et kunstværk, der sætter spot på de to fedtklumper, anatomisk såvel som kulturelt. De bliver mildest talt endevendt, både med humor og akrobatisk snilde og uden at det bliver lavpandet eller lummert. Må mange teenagere få lov at se den.
I Departementets ’Homo Økonomikus’ var det ikke kroppen, men systemet der blev blottet. Nærmere bestemt det finansielle. Performer Christian Rossil får med sin ligefremme spillestil elegant mindet os om, hvordan banksektoren igen og igen formår at løbe fra sit ansvar og gøre de rige endnu rigere og samtidig tage røven på alle os andre.
Selv i strålende solskin var det svært ikke at få kuldegysninger over den Homo Økonomikus, som forestillingen fremmaner. Det er mennesker, der er beviset på, at ”kapitalismens drivkraft er misundelse, ikke grådighed”, som det også lyder i citat af filosoffen Slavoj Žižek. Uden tvivl en forestilling som kan fange det store teenagepublikum.
Fra sang i svømmehallen til brand på byggepladsen
Rykker vi lidt ned i målgruppe til 12+ finder vi to af festivalens højt profilerede forestillinger. Henholdsvis ‘CRAWL CRAWL CRAWL’ af Convoi Exceptionnel (DK) og ‘MDR – Death From Laughter’ af Los Galindos (ES). Begge spektakulære, overrumplende og på sin vis stedsspecifikke, men derudover helt i hver sin ende af det performative spænd.
Hvor ’CRAWL CRAWL CRAWL’ inviterede publikum med ind i en svømmehal efter lukketid til en gennemæstetiseret, nærmest meditativ musikalsk performance, indrammet af sommernattens bløde mørke, trak de tre klovne i ’MDR’ i samme tusmørke sit publikum med fra en støvet P-plads ind på en rodet byggeplads og installerede dem tætpakket på bunker af gamle spande.
Librettoen i ’CRAWL CRAWL CRAWL,’ der er skrevet af dramaturg Astrid Hansen Holm, instruktør Jon R. Skulberg og komponist Lil Lacy’ formår at skabe poesi ud af velfærds- og klassesamfundets skyggesider og dets velkendte paradokser. Som når de helt nøgternt minder os om at, ”ingen vælger, hvor de fødes”.
Snedigt er det også at bruge svømmehallen som rammesætning. Et af de (få) tilbageværende mødesteder for alle segmenter og lag af samfundet. Værket af anden del af den trilogi for og i læringsrum, som Convoi Exceptionnel igennem de seneste år har været i færd med at skabe, og som alle præsenteres på Passage Festival. Aldrig havde jeg forestillet mig, at så smuk en oplevelse kunne finde sted i en kommunal svømmehal.
’MDR – Death From Laughter’ var en anderledes utæmmet oplevelse. Tilsyneladende kaotisk, fordi den udføres af så rutinerede og nærværende performere, at de formår at orkestrere objekter og lemmer på måder, der virker umiddelbart naturstridigt.
Historien er ganske simpel omend grotesk: Den ene af de tre klovne, Melon, har i sidste forestilling fået en kvinde i publikum til at dø af grin. Han må derfor henrettes, mener Rossinyol, den ene af de to andre, selvom den sidste, Mardi, er imod og mener, at de i stedet bør flygte. Rossinyol får dog gennemtrumfet en retssag med ham selv som dommer(!), sjovt nok med henrettelse som udfald. Herfra går det, endnu mere, i selvsving.
Det vil virke fattigt at forsøge at beskrive, hvilke vanvittige hændelser de tre udsætter hinanden og på sin vis også publikum for, i den times tid, som forestillingen varer, men det inkluderer bl.a. åben ild, en cementblander, en galge og et afhugget hoved.
Det er en sand fryd at se tre så talentfulde performere virkelig folde klovnens forcer i grænselandet mellem komik og tragik ud. Man væmmes og græmmes, gyser og griner. Personligt fandt jeg nogle af tableauerne og hændelserne i forestillingen meget voldsomme, men måske er jeg også mere letpåvirkelig af teatermediet end den gængse 12-årige.
At den var valgt som den afsluttende forestilling, var virkelig at slutte festivalen med et brag, eller måske nærmere et grin, der giver ekko helt til næste års festival, som man med god grund godt allerede kan glæde sig til.
