'Det er ikke helt det samme som at være sig selv. Det er et eventyr'.
Sådan svarer en af drengene fra 5B fraEngdalskolen, da teaterpædagog Stine Guldborg spørger klassen, hvordan det har været at gå i rolle som tvillingerne i 'Fakiren fra Bilbao' i den rollespilsøvelse, som de netop denne fredag i december 2016 har været med i på Aarhus Teater. Drengene fra klassen skulle spille Tom. Pigerne agerede Toms søster, Kamma.
Andre fra klassen kommer med tilsvarende positive tilkendegivelser og interessante svar.
'Ens beslutninger har noget at gøre med historien', siger en pige fx.
'Det var lidt mærkeligt, fordi vi var inde i fiktionen', siger et tredje barn.
'Det giver sammenhængskraft, fordi vi arbejder sammen', lyder det fra en fjerde.
Eleverne deltager tydeligvis engagerede i det teaterpædagogiske forløb under det store og omfattende tre-årige projekt 'Ej Blot Til Lyst' (EBTL), som de sammen med deres observerende dansklærer er en del af og som Aarhus Teater satte i søen i begyndelsen af efteråret 2015.
En dag med rollespil og miniiscenesættelser
Før frokost står den på rollespil i et undervisningslokale, hvor eleverne sammen beslutter, hvordan rummet skal møbleres ud fra de scenografidele, de får stillet til rådighed. Eleverne er blevet enkelt kostumeret – pigerne med et tørklæde og drengene med en pandelygte. Der er blevet sat et enkelt lys og der indgår undervejs en lille lydside.
Stine Guldborg og hendes kollega, teaterpædagog Jette Riis, er aktivt med i rollespillet som personer i Bjarne Reuters roman. Undervejs træder Guldborg ud af sin rolle for at stille eleverne nogle opgaver: De skal forholde sig til nogle dilemmaer, som er opstået i rollespillets fiktion.
Senere lægger Guldborg nogle tilstands- eller følelseskort ud på gulvet, som eleverne skal bevæge sig fysisk hen til i relation til, hvordan de synes, den rolle, de spiller, har det følelsesmæssigt.
Over middag laver eleverne miniiscenesættelser af små udpluk fra 'Fakiren fra Bilbao' og viser dem efterfølgende for hinanden. Seancen afsluttes med en evalueringsrunde, hvor teaterpædagogerne og eleverne sætter ord på dagens arbejde.
Et modtager- og undervisningsorienteret projekt
Som noget centralt er det forløb, 5B-eleverne er med i, modtagerorienteret og primært til for deres dansklærer, som denne dag er med som observatør. Det er hans anden undervisningsgang på det teateræstetiske mesterlæreforløb, som skal kvalificere ham fagligt til at blive bedre til at bruge teater og drama som pædagogisk greb i danskundervisningen. I og med at den undervisning, han leverer, har til formål at dygtiggøre, danne og skabe trivsel for eleverne, drejer pilen igen over på børnene.
Hverken lærer eller elever har endnu set Aarhus Teaters opsætning af 'Fakiren fra Bilbao'. Som forberedelse til dagens teaterpraktiske undervisning har de læst nogle udvalgte kapitler af Bjarne Reuters roman. Det næste step i lærerens forløb er – ude på skolen – via før-teaterøvelser at undervise børnene inden de sammen skal ind at se Aarhus Teaters opsætning af romanen. Siden følger flere forløb og etaper, som jeg kommer ind på senere.
Et projekt til tre mio. kr.
Engdalskolen er blot en af de seks skoler, der er med i EBTL.
Teatrets pressechef, Morten Daugbjerg, fortæller, at teatret i en blanding af tilfældighed og et ønske om på alle måder at få skolerne bredt og varieret repræsenteret valgte fem skoler i Aarhus Kommune – Samsøgade Skole, Vorrevangskolen, Skjoldhøjskolen, Engdalskolen og Tranbjergskolen – plus Skovbakkeskolen i Odder, der er en af de Aarhus Teater-aktive skoler udenfor Aarhus Kommune.
Når teatret gik udenfor kommunegrænsen, var det fordi man satsede på en medfinansiering fra Region Midtjylland, som dog ikke blev til noget.
EBTL har et samlet budget på tre mio. kr. Størstedelen, 2,15 mio. kr., er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinny Møllers Fond til Almene Formål. Resten finansieres af Aarhus Teater, som til formålet, under pressechef Morten Daugbjerg, har oprettet en afdeling ved navn Aarhus Teater Læring (AT Læring ellerATL), hvorEBTL er hovedprojektet under ATL. I forsøgsperioden deltager i alt 2.250 elever og 360 dansklærere fra de seks medvirkende folkeskoler.
Teaterpædagoger med folkeskolelærerbaggrund
De kræfter, som er tilknyttet AT Læring, er teaterpædagogisk personale med en baggrund som folkeskolelærere og kendskab til skolernes hverdag og vilkår.
Det er ifølge Morten Daugbjerg helt essentielt, for projektet vil ikke lykkes, hvis det var kunstnerisk personale, som skulle møde lærerne og eleverne omkring EBTLs aktiviteter.
De ansatte i ATL – Rikke Mandrella (læringsteamets koordinator), Stine Guldborg og Jette Riis – har udover en læreruddannelse enten en master eller en diplomuddannelse i drama og teater.
At de, der arbejder som formidlere i mellemrummet mellem skole og teater, har skole- og undervisningsorienterede rødder gør, ifølge Daugbjerg, at de deltagende dansklærere 'med det samme får skuldrene ned', mens Aarhus Teater får bragt skoleverdenen ind på teatret.
»Vi kommer fra og med en verden, som teatret ikke kender til i forvejen. Vi arbejder ind i en virkelighed, vi kender. Vi åbner teatret ud mod verden i en tid, hvor man gerne vil have et aktivt publikum. Vi ved rent pædagogisk, hvad der skal til for at eleverne får mere ud af en teateroplevelse,« siger Stine Guldborg.
Partnerskabsprojekt med fokus på læring og dannelse
EBTL er et gensidigt forpligtende partnerskabsprojekt, hvor skolerne og Aarhus Teater har forskellige interesser og forpligtelser.
Skolernes motivation er at kvalificere deres dansklærere fagligt til at kunne implementere teaterpædagogisk undervisning i danskfaget.
På det mere overordnede plan er deltagelse i EBTL en måde, hvorpå skolerne kan kvalificere sig og leve op til skolereformens lovfæstede forpligtigelse til at drive 'Den Åbne Skole', hvortil hører en anderledes og varieret undervisning, som både skaber læring og dannelse, samt at skabe læring eksternt, dvs. udenfor skolens matrikel, ved at involvere sig med andre og nye parter/kulturer.
Skolerne forpligter sig til at deltage i hele den treårige periode og til at indgå i en undervisningsform, som fordrer at de arbejder helt konkret med at implementere teater og drama i deres danskundervisning.
Aarhus Teater er, som Morten Daugbjerg udtrykker det, 'ikke med i EBTL for at lave bedre danskundervisning. Vores tilgang er publikumsudvikling'.
Intentionen er at berige og modne de medvirkende elever (som både er børn i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen) så de her og nu får større glæde og udbytte af teater, og så de får lyst til at fortsætte som publikummer, når de bliver voksne.
Mesterlære-forløb for folkeskolens dansklærere
Mesterlæreforløbet er bygget op omkring udvalgte professionelle forestillinger i Aarhus Teaters repertoire, eller som Morten Daugbjerg udtrykker det:
»»Vi har lavet det benspænd for os selv, at alle vores forløb skal være knyttet til en professionel teaterproduktion på teatret, fordi det ellers bare vil blive en metode.«
Indtil videre har følgende forestillinger, som dækker både indskoling, mellemtrin og udskoling, indgået i EBTL: Aarhus Teaters egenproduktioner: 'Snedronningen', 'Fakiren fra Bilbao' og 'Lars Ole fra 5.c' (borgersceneforestilling). Samt Opgang 2's 'Sunny Side' og 'H.C. Andersen Lever! af BaggårdTeatret'. Senere i dette forår indgår også Opgang2's 'Habibi'.
Teaterpædagogerne ved ATL udarbejder et omfattende lærermateriale til alle forestillingerne, der rummer både forklarende tekst, illustrative figurer, skemaer og plakater samt en lang række praktiske øvelser og en litteraturliste (kan downloades her: https://www.aarhusteater.dk/at-laering/ej-blot-til-lyst/)
Lærerkursus
Hvert mesterlæreforløb udspiller sig typisk over et par måneder, og det er delt i flere faser og har mange delopgaver i sig.
Indledningsvis er lærerne sammen med andre dansklærere (fra egen og andre skoler) på et introducerende lærerkursus, hvor de bliver undervist af ATL's teaterpædagoger.
Lærerne er på et kursus, hvor de på deres egne kroppe introduceres for, afprøver og forholder sig til forskellige praktiske drama-pædagogiske greb og forløb.
Efterfølgende forbereder og deltager lærerne i en række lærer-elev-workshops, dels på deres skole og dels på Aarhus Teater. Lærernes opgave i disse lektioner er selv at forberede og undervise eleverne teater-pædagogisk, og herudover at lære ved at observere deres elever blive undervist af teaterpædagogerne i de samme øvelser og greb, som de selv har været i gennem på lærerkurset.
Teatret som arbejdsplads
Som nævnt er det en del af pakken, at læreren følges med sine elever til Aarhus Teater for at se de forestillinger, forløbet er skruet sammen omkring. Forud for dette har han eller hun ude på skolen via nogle før-teateroplevelsen-øvelser forberedt eleverne på teateroplevelsen.
På Aarhus Teater bliver eleverne præsenteret for teater som en arbejdsplads, i og med at de bliver præsenteret for et hus, hvor der arbejder andre end skuespillere, og hvor der er andre rum end der, hvor forestillingen opføres. Fx et billetsalg, en administration, en skræddersal osv.
Eleverne bliver tillige undervist i teatret som et medie på den måde, at teaterpædagogerne via en fysisk miniatureudgave af et teater introducerer eleverne og læreren for teatrets virkemidler inden de sammen skal ind at se en forestilling på en af teatrets scener. De sceniske fortælleelementer og virkemidler bliver illustreret og gennemgået helt konkret. Bagefter oplever læreren og eleverne, hvordan det hele kan tage sig ud i den professionelt producerede forestilling.
Efter forestillingen underviser læreren ude på skolen eleverne i nogle efter-teater-øvelser og evaluerer forløbet sammen med eleverne. Lærerne evaluerer tillige de drama-pædagogiske forløb med både ATL's teaterpædagoger, skolelederen på deres respektive skole og et til EBTL-projektet tilknyttet forskerteam.
Hvordan går det så?
Der er nu gået cirka halvandet år, dvs. EBTL er kommet cirka halvvejs. Alle parter har gjort sig erfaringer. Projektet er undervejs på forskellige måder blevet reguleret og lavet om.
Hvad mener de involverede parter, så at de indtil nu har fået ud af at være med? Delrapporten fra forskerteamet ligger først klar engang i marts i år. Fra ATL's side er der blevet samlet en række 'efter det første år'-udtalelser sammen. Ida Krøgholt har skrevet et notat i november 2016. Og ATL har udarbejdet nogle ikke videnskabelige effekt-spørgeskemaundersøgelser og samlet de indkomne svar fra både lærerne og eleverne i nogle søjlediagrammer, som illustrerer, hvad lærerne og eleverne svarede henholdsvis før og efter, at de havde deltaget i et givent teaterpædagogisk forløb.
Kompetente undervisere og konkrete redskaber
Med hensyn til lærerne er der bred enighed om, at mesterlære-princippet er rigtigt godt.
Lærerkurserne roses af såvel lærere, skoleledere, læreruddannelsen VIAUC, TEACH og forskerteamet ved Ida Krøgholt for at være praksisnære for dansklærerne og lige til at gå hjem at bruge i undervisningen.
Lærerne fremhæver bl.a., at de føler, at kurserne kvalificerer dem, fordi underviserne er kompetente: 'Det afgørende har været den faglige ballast, som dem, der har ledet projektet, har haft med sig' (lærer Engdalskolen).
De nævner som noget godt, at de har fået redskaber, som er gyldige for enhver tekst og enhver ramme: 'Bare de sætninger, som vi havde brugt engang imellem i øvelser, dem kan jeg direkte overføre til danskundervisningen' (lærer, Samsøgade Skole).
Lærerne finder også, at deres deltagelse i EBTL har øget deres egen kropslige bevidsthed og givet dem en kropslig forståelse af tingene, som de formoder vil gøre deres undervisning nemmere og mere positiv åben overfor eleverne: 'Jeg har aldrig nogen sinde arbejdet så meget og så bevidst med kroppen som i det her forløb' (lærer, Vorrevangskolen).
Lærerne fortæller, at de danskfaglige kompetence- og læringsmål er blevet mere klare for dem, fordi de i EBTL-forløbene er blevet omsat til praktisk træning og derigennem er blevet konkrete og fordi lærerne bliver præsenteret for generelle redskaber, som er direkte anvendelige og til at overføre i deres undervisning, fx når eleverne skal tekstanalysere.
Lærerne lærer også ved at lære af at iagttage eleverne lære
Noget andet essentielt er, at lærerens læring sker sammen med eleverne. I modsætning til den situation, hvor læreren tager på kursus uden elverne. I det sidste tilfælde sker der ofte det, at lærerne vender tilbage til skolen, hvor virkeligheden kommer stormende imod dem og drukner det kursuserhvervede. De kurser i EBTL-regi, som lærerne deltager i, er m.a.o. ikke 'væk-fra dagligdagen-flødeskums-oplevelser, men nogle 'ind-i-hverdagen-tænkte-opkvalificerings'-projekter, hvor læreren lærer at lære og tillige oplever sig selv lære sammen med egne elever, der samtidigt er i gang med at lære.
I den forbindelse nævner skoleleder Martin Appel Loft (som også er med i styregruppen) tillige det økonomiske plusaspekt, at det ikke er nødvendigt at sætte vikar på, mens dansklæreren er på kursus: 'Det betyder, at eleverne er sammen med deres faste lærere – og ikke skal have vikarer'.
Læring kræver tid til afprøvning
Noget tredje afgørende – og som Krøgholt peger på i notater fra november 2016 – er også, at lærerne får rum og tid til selv at afprøve og blive fortrolige med det teaterpædagogiske. Det har vist sig, at det er den selv-praktiserende del, som er det vanskeligste for lærerne. Det gælder helt personligt og nært i forhold til det selv at bruge kroppen til at udtrykke sig med.
Dansklærer og styregruppemedlem Kirsten Sestoft fremhæver, at styrken ved EBTL er, at lærere og elever får 'forståelse under huden' og nævner samtidig, at såvel elever som lærere 'er en smule berøringsangste i forhold til selve den udøvende del af dramaundervisningen. Den del, der handler om at få krop og stemme og mimik på. Og den del, som den ellers erfarne teatergænger og litterært stærke dansklærer også selv kan have det lidt svært med'.
Det handler om at komme i gang ude på skolerne med det samme:
'Det er vigtigt for mig, at jeg begynder at bruge det med det samme, inden det løber ud imellem fingrene på mig som sand, eller ligesom en hverdag der bare kommer og overtager, og så kører vi videre på samme måde, som vi altid har gjort' (lærer, Engdalskolen).
Ændret praksis
I netop dette brugsorienterede lys har EBTL taget ved lære af erfaringen og ændret praksis, så der nu er indført et ekstra og andet lærerkursus på teatret. Lærerne kommer fortsat på det introducerende lærerkursus, som ligger i begyndelsen af forløbet. Men de kommer nu tillige på et andet kursus, som ligger senere i deres forløb.
Kurset er til for at ruste lærerne til selv ude på skolerne at kunne videreføre den teaterpædagogiske praksis, de har lært i de trygge rammer på teatret, inden deres erfaringer løber ud i sandet eller bliver opslugt af en travl hverdag.
Ifølge Stine Guldborg vejledes lærerne på dette lærerkursus i at sætte en teater-pædagogisk praksis ind i deres årsplan. Lærerne har deres computere med på kurset og sidder helt konkret og arbejder sammen om det. Herudover tilbyder teatret skolerne en 'teaterkasse' – en kasse, som indeholder nogle teaterlamper og en lydbank, så lærerne selv kan arbejde de elementer ind i deres praksis ude på skolerne.
Omstrukturering af lærerdeltagelse
EBTL har også vist sig mere ambitiøst og krævende end i begyndelsen antaget. I projektets begyndelse var det tanken, at samtlige 360 lærere (ifølge ATL-brochuren 450 lærere) skulle igennem de samme forløb.
Men på baggrund af erfaringer i det første år, der tydeliggjorde projektet som mere omfattende og vanskelig end beregnet, har man fra 2. året valgt at dele gruppen i to, så 90 lærere kommer i dybden, mens de resterende 270 lærere deltager i et heldagskursus, hvor de 'lærer at bruge de samme redskaber, men hvor der er tale om en læring i bredden'.
Det er den enkelte skoles afgørelse, hvorvidt deres deltagende lærere deltager i dybden eller i bredden. Nogle skoler foretrækker at sende flest mulige af deres lærere af sted. Andre skoler prioriterer, at færre lærere kommer i dybden.
Som udgangspunkt anbefaler teatret, at skolerne stiller med mindst to lærere fra en årgang.
Forbindelse mellem de enkelte led
Krøgholt fremhæver det strukturelle som en væsentlig grund til projektets kvalitative vellykkethed: 'Det, som er lykkedes, og som måske er den største styrke, ved EBTL, er at man har lavet en model, en proces, hvor der er forbindelse mellem modellens forskellige led. Det strukturelle gør, at der kan ske en praksisudvikling. Projektet aftvinger lærerne en ændring af deres praksis og det genererer en teaterplatform ude på skolerne'.
Med det sidste mener Krøgholt, at de ude på skolerne nu bedre ved, hvad de skal bruge teater til. Teater har fået en anden værdi for dem. For både lærere og elever. De har fået et ejerskab til teater, som de ikke havde før.
Krøgholt oplever, at det især er lærerne, som i det forpligtende partnerskab træder frem: 'Især lærerne bliver vækket i forhold til partnerskabet. De byder ind i det. Det er en proces, der er gunstig'.
Hun nævner i den forbindelse, at det altid vil være et skævt forhold al den tid, at det er Aarhus Teater, som har igangsat projektet og som skal gøde jorden for det, samtidig med at det er et partnerskab, som hele tiden vil være i proces.
Hertil betoner hun vigtigheden af, at skolelederne er med på ideen. EBTL skal også være skoleledernes projekt for at det kan leve og lykkes.
Mere bevidste og empatiske elever
Før- og efter-forløbet-spørgeskemaundersøgelserne tegner, hvad angår eleverne, et billede af, at eleverne er blevet mere bevidste i forhold til at bruge deres krop i danskundervisningen. De er blevet bedre til at aflæse andres kropssprog. De har fået et øget kendskab til teatrets virkemidler, og de er blevet bedre til at leve sig ind i en fiktion.
Krøgholt taler om, at eleverne er blevet et mere modtageligt publikum, fordi 'de stimuleres multimodalt til at være sensorisk åbne og fortolkningsmæssigt vågne i forhold til en teateroplevelse'.
Elevernes læselyst er blevet styrket. Og de er blevet mere åbne og empatiske i forhold til deres klassekammerater og deres lærer.
Flere lærere nævner også, at de sociale hierarkier i klassen har forskudt sig, på den måde at elever som før stod svagt og ikke klarede sig helt så godt fagligt og socialt via deres deltagelse i teater og dramaforløbende på flere måder (fagligt og socialt) er vokset både i egne og andres øjne. Ligesom dygtige elever via deltagelse er blevet skubbet ud af deres komfortzoner og på den vis har lært noget. Krøgholt bruger ordet inklusion og nævner, at 'arbejdet med krop og tekst forskyder roller mellem stærke og svage elever'.
Både lærere og ATL's teaterpædagoger fortæller, at de oplever, at eleverne er begyndt at føle ejerskab til teatret. Teater og drama-øvelserne kvalificerer ifølge Stine Guldborg den oplevelse elevernes får, når de møder det professionelle teater. Og det er et dannelsesprojekt for dem.
Teater i danskundervisningens tjeneste
EBTL virker altså til at tilbyde folkeskolernes dansklærere en række meget godt gennemarbejdede redskaber til at bruge teater og drama i deres undervisning. Lærerne synes at være både glade for og udfordrede af projektets egen- og elevudøvende teaterkropslige del.
Udover at arbejde på at implementere teater og drama i undervisningen helt konkret med ud-på-gulvet-øvelser, tegner der sig et billede af, at lærerne kan og vil bruge måden at tale om tingene på i deres undervisning, som værktøjer til at få eleverne til at leve sig ind i og fortolke litteratur.
EBTL kan således være med til at gøre lærerne til bedre lærere med hensyn til efterlevelse af skolereformens krav og eleverne til dygtigere og mere trivsels-fyldte elever, ligesom der næppe er tvivl om, at både lærerne og eleverne som flest får øget deres kendskab og sensibilitet overfor det teater (som medie og som faktisk konkret institution), som de udvikler et ejerskab til.
Men man kan også øjne nogle farer i og nogle begrænsninger ved projektet.
Gode værktøjer kan være til uvurderlig stor hjælp for en underviser. Men i det at noget umiddelbart kan overføres og bruges, ligger der også en risiko for, at man kan komme til at gentage noget uden at stoppe op og tænke nyt og anderledes selv. Så her må det handle om at være vågen overfor ikke bare at kopiere gode værktøjer og greb, men huske at gøre dem til sine egne.
Hvad med den kunstneriske dimension?
Med hensyn til teaterdelen opleves det som, at EBTL er en fin øjenåbner for teater for såvel lærerne som for de involverede elever. En åbning i forhold til teater i helt konkret forstand. EBTL giver eleverne indsigt i teatrets fortælleelementer. Både via teaterintroduktionerne, teaterbesøgene og via selv-prøvning (rollespillene og de små iscenesættelsesopgaver) lærer eleverne med hoved og krop hvad teater består af helt konkret.
Det, man kan frygte ikke gives plads, er en indgang til de kunstæstetiske dimensioner. Når elever fx deltager i workshops omkring 'Fakiren fra Bilbao', skaber de ejerskab til fortællingen med alt ,hvad det har af beskrevne styrker og positive følger. De arbejder på egen krop ind i en fiktion, som de efterfølgende skal opleve en professionel teateropsætning af.
Den kobling kan være med til at åbne dem både følelsesmæssigt og forstandsmæssigt i forhold til at få en mere substantiel og facetteret oplevelse af, hvad teater er og kan bibringe.
Man kunne ønske, at lærere og elever i højere grad kommer i berøring med og får lov at snuse til den kunstneriske dimension. Kunstnerens talrige og forskelligartede tilgange. Den måske anderledes måde, hvorpå skuespillere, instruktører og andre på en forestilling tænker og taler om det, de laver.
Og endelig kan man indvende, at de medvirkende forestillinger tilhører den samme slags teater, tekstbaseret teater, uagtet om der er tale om professionelle egenproduktioner, produktioner med amatører på scenen, forestillinger fra Opgang2 og fra BaggårdTeatret.
Forestillingerne er ud fra én optik meget forskellige og der er ved hver enkelt meget at tale om og forholde sig til både mentalt og kropsligt. Men ud fra en anden synsvinkel er scenekunstudtryk som fx helt mangler ord, som ligestiller elementerne, eller som helt opløser det mest kendte og trygge scene-sal forhold ikke med.
Teaterpædagogik i højsædet
Ganske meget er iEBTL af gode og indlysende grunde sat på formel – hvilket udgør en fare for, at det, der ikke kan sættes på formel, forsvinder eller går tabt.
Det er lidt ligesom et maleri, hvor man kan analysere farver, tale om komposition med dybdeperspektiv og forsvindingspunkter, men kommer til at mangle en nøgle til den kunstneriske dimension, en indgang eller bare en sprække ind til at få åbnet op for at sanse og prøve at sætte ord på, hvad det gør ved en.
EBTL er et stort, økonomisk tungt, meget velstruktureret og fagligt kompetent projekt, som er under stadig forandring og udvikling. Det er et projekt, hvor det undervisningsmæssige fokus på læring og dannelse fylder væsentligt mere end teateraspektet. Projektet viser alt det teater kan, samtidig med at teater i sig selv undertiden næsten synes at forsvinde eller fortone sig – som kunstmedie i al fald.
EBTL har valgt at sætte det teaterpædagogiske og det undervisningsmæssige i højsædet. Det er et formodentligt velovervejet valg. Måske skulle man også have benyttet muligheden for at kvalificere elevernes evne til kunstnerisk perception?
Det er i det lys også væsentligt at huske på, at EBTL er én måde at skabe forbindelse med og udvikling af teater-publikums-relationen. Det er vigtigt at have blik for, at der er andre retninger og måder med andre styrker. For eksempel Filurens arbejde med unge over 15 år via Filurens Talentudviklingslinje (TU) eller via HF Stage (se https://filuren.dk/teater-og-ungdomsuddannelse) eller de mange og meget forskelligartede indgange til scenekunst som Carte Blanche via deres projekter og forestillinger tilbyder interesserede i alle aldre (se https://www.cblanche.dk/produktioner-projekter/)
Midtvejsrapport på vej
EBTL er halvt begyndt, halvt fuldendt. Projektet er under stadig revision og forandring. Der arbejdes på, at projektet kan blive videreført, så de tre års erfaringer kan udvikles videre. Den akademiske midtvejsrapport foreligger snart, og når de tre år er gået, vil der foreligge en evaluering, som på dokumenteret og argumenteret vis vil tage temperaturen på det meget ambitiøse og komplekse projekt.
Det bliver spændende og til eftertanke og praksis-orienteret-inspiration for de direkte involverede samarbejdspartnere at få deres erfaringer og blik på disse op på et metaniveau. Og det bliver interessant at læse for alle andre udenforstående, der interesserer sig for samspillet mellem teater og publikum.
