Af: Carsten Jensen

12. maj 2014

Blandt giraffer og får

SpringFestival 2014 er fjerde udkald for den internationale scenekunstfestival for børn og unge, som ZeBU står bag. I år sker det meste på og omkring Musiktorvet på Amager, hvor mennesker i dyreham fører sig frem. Teateravisen.dk har bl.a. spurgt festivalens ledere, hvorfor de lokale børn overhovedet skal se udenlandsk teater og om børneteatret ikke er ved at drukne i festivaler...

Når SpringFestival 2014 afvikles 14.-19. maj 2014 på Amager, er de internationale forestillinger fortsat trækplastret, mens det overordnede signalement i forhold til forrige festival er lidt færre forestillinger, men til gengæld flere aktiviteter for/med børn (bl.a. otte workshops, interaktiv skulpturpark og børnekunstudstilling), sansestier samt symposium for unge teaterinteresserede, korsang m.v.

Blandt de mere spektakulære lokkemidler er to frilufts-performances på og omkring Musiktorvet, hvor en fullsize giraf-familie slentrer rundt (catalonske Xirriquiteula Teatre) og hvor man også kan møde en særdeles virkelighedstro fåreflok (canadiske Corpus).

Inden for i spillelokalerne sammesteds (ZEBU, Kulturhus Ama’r, Amager Bio, BETA) venter en lang række entrebelagte forestillinger til absolut rimelige priser. (Voksne 80 kr., børn 40 kr.).

SpringFestival er måske nok ‘Danmarks mest ambitiøse internationale børne- og ungdomsfestival inden for scenekunst’, som det hedder i en pressemeddelelse fra Have Kommunikation, der står for pr-arbejdet – men det er også blot en af hele ti børneteaterfestivaler, der i løbet af blot tre måneder afvikles i Danmark. Halvdelen af dem med gratis adgang og resten med meget billige billetpriser.

Festivaler er gode opmærksomhedsskabere

På den baggrund kunne man måske godt føle, at der er gået lidt inflation i festival-konceptet og også en form for devaluering af det professionelle børneteater?

Men det er man nu slet ikke enige i hos festivalledelsen, der består af Jørgen Carlslund og Marc van der Velden, som også er kunstneriske ledere på det lille storbyteater ZeBU, der står bag SpringFestival.

»Det er positivt, fordi festivalkonceptet, både hos publikum og i medier, skaber en anden opmærksomhed, end teatrene kan opnå med deres sæsonprogram. Og scenekunst for børn og unge har stadig brug for masser af opmærksomhed,« lyder det fra de to, der heller ikke ser voldsomt alvorligt på problematikken omkring billetpriser.

»At nogle forestillinger, der henvender sig til børn er gratis, og at resten har varierende billetpriser, er ikke en særskilt festivalproblematik, men det er en diskussion værd, om publikum generelt skal vænnes til at teater for børn er gratis eller meget billigt. Det er et kulturpolitisk spørgsmål, om vi som samfund skal prioritere kunststøtten, så alle børn har fri adgang til at opleve kunst, og om vi kan opnå det uden at publikum samtidig devaluerer børneteater, netop fordi det er billigt eller gratis,« lyder det fra de to.

Hæmmer festivalerne købelysten?

Netop validiteten af kunst i relation til gratis- eller billigprincippet var lederen af Have Kommunikation. Christian Have, tidligere været inde på i et interview her på portalen.

Her mente han, at ‘gratis’ udtrykker noget værdiløst og at man så var bedre tjent med det mere provokerende at betale publikum for at gå teatret, hvis det ikke var muligt at få dem til at betale, fordi ejerskabet til billetten så ændrede karakter…

Om de mange festivaler så også kan udgøre en utilsigtet kannibalisering af markedet, hvor de turnerende danske børneteatre opererer, er en anden sag.

Den positive udlægning er selvfølgelig, at de mange festivaler genererer en øget interesse for børneteater, som måske smitter af på kommunernes og formidlernes købelyst til skoler og institutioner – samtidig med at teatrene jo bliver betalt for at spille på (de fleste) festivaler.

Den negative mulighed er, at en kommune via tilskud til en lokal festival måske kan komme nemmere og billigere om ved forventninger og forpligtelser til at købe og vise børneteater.

Samarbejde med andre festivaler

Men selvom Jørgen Carlslund og Marc van der Velden ikke opfatter de øvrige ni festivaler som konkurrenter, fordi man ‘kun i meget lille omfang’ henvender sig til samme publikum, kan man alligevel konstatere, at seks af disse ti festivaler tilbyder internationale gæstespil – og flere afvikles både tidsmæssigt og geografisk meget tæt på hinanden (SWOP i Roskilde, Filiorum i Hellerup, SpringFestival på Amager – og svenske bibu.se i Helsingborg) – samtidig at enkelte forestillinger er på programmet på flere af disse festivaler.

Der er ingen tvivl om, at hjemtagning af samme internationale forestilling til en ‘festival-turne’ i Danmark (og Sverige) er en økonomisk fordel, men måske er det særegne ved at præsentere internationale forestillinger så ved at fordufte lidt?

»På ZeBU har vi i flere år haft en løbende dialog med SWOP og Bibu.se, da de begge ligesom os satser på at planlægge et forholdsvis stort internationalt program. Samarbejde handler om erfaringsudveksling. Filiorum er en ny samarbejdspartner, som vi deler en norsk, en italiensk og to danske forestillinger med, mens vi deler en canadisk forestilling med Bibu.se og Teater 3 i Stockholm. Der er ingen som helst bindinger imellem vores festivaler, og vi opfatter samarbejdet som helt uproblematisk, da vi har forskellige profiler og geografisk målgruppe,« insisterer de to festivalledere på.

Flere involverende aktiviteter

Og at SpringFestival 2014 er en anelse mindre end forgængeren – sidste festival bestod af 12 udenlandske og ni danske forestillinger, i år er tallet ni (heraf to gengangere) og seks – er alene et udtryk for finansiel logistik:

»Ambitionsniveauet er uændret, men da SpringFestival hovedsageligt er finansieret med eksterne midler, tilpasser vi det selvfølgelig programmet, der er lige så tæt som på de foregående tre SpringFestival’er, men vi har så i år koncentreret det på færre dage og samlet næsten alle aktiviteterne på og omkring Musiktorvet. Men det er vigtigt at bemærke at festivalen er mere end forestillinger. Faktisk er der i år, bl.a. i kraft af vores samarbejde med Børnekulturhus Ama’r, et endnu større udbud af workshops for børn end tidligere, samt en særlig dag for unge (Scenekunstnerisk symposium, red.), der selv er aktive og interesseret i teater,« siger Carlslund og Velden om festivalen, der i 2012 også fik støtte via regionalpuljemidler og dermed spredte sig med forestillinger i   i Herlev, Ishøj og Greve – og sågar Malmø, fordi der dengang også   dansk-svensk kulturudveksling på tværs af Øresund i program og muligheder.

I forbindelse med den forrige SpringFestival afholdt arrangørerne et efterseminar, der skulle evaluere og kigge fremad mod en endnu bedre festival. Her var nogle af rådene, at festivalen skal fastholde den lokale forankring, sikre teaterkunst af høj kvalitet, udnytte det offentlige rum som spillested, finde internationale forestillinger der også kan appellere til Amagers mange etniske grupperinger, give publikum og frivillige ejerskab af festivalen.

Og så er det jo oplagt lige at høre til, hvor mange af disse kriterier, de to festivalledere selv synes, at det er lykkedes at opfylde i dette års udgave?

»Flere af aktiviteterne på SpringFestival 2014 involverer lokale børn som medskabere og deltagere i workshops og i bl.a. en parade ned ad Amagerbrogade.  Forestillinger vælges altid ud fra kvalitets- og ‘særligheds’-kriterier, og programmet er denne gang koncentreret om Musiktorvet og nærmiljøet og afvikles i samarbejde med lokale aktører, så vi er tæt på at nå vores mål. Der er ikke specifikt lagt vægt på at udvælge forestillinger,  der appellerer til publikum med etnisk ikke-dansk baggrund, men forestillingerne er alle meget ’tilgængelige’ og på samme tid meget forskellige og der er helt sikkert noget for alle,« siger Carlslund og van der Velden.

Hvorfor skal børn se udenlandsk teater?

En vis gentagelse er der i hvert fald at spore, idet to af de internationale forestillinger – de tidligere omtalte menneskeindholdende giraffer og får – atter løber rundt på festivalen. Og sidste år havde Horsens Teaterfestival i øvrigt en gigantisk gris med indlagt dukketeater. Spørgsmålet måske om det ikke er mere installation og bevidst interesseskaber end teaterkunst?

»Der er en særlige grund til at vi nu har Girafferne med på vores SpringFestival for fjerde gang. Når vi har oplevet publikums reaktioner, er vi blevet slået af, at det girafferne gør, er noget af det mest essentielle i scenekunst: Nemlig med enkle midler at bryde barrieren mellem fiktion og virkelighed og mellem publikum og optrædende,  og de skaber det uventede med poesi, forundring og med humor. Om det er stor eller lille kunst, ved vi ikke – men det er god scenekunst. Om fårene kan man vel sige det samme.«

At børnene og deres voksne er rimeligt begejstrede for dyreimitationerne, er dog evident, og de øvrige internationale forestillinger plejer også at holde et højt interesseniveau, men hvorfor er det så vigtigt for de danske børn at se udenlandsk børneteater? Eller sagt på en anden måde: Hvad er det bedste, som Amagers børn får ud af at se internationalt børneteater?

»Vi lægger i udvælgelsen af de internationale forestillinger vægt på at hver enkelt forestilling er noget særligt, og gerne at det er noget vi ikke har set tilsvarende i Danmark. Det bedste voksne og børn kan få ud af at se teater er en god oplevelse. En særlig, rørende, uforglemmelig, forunderlig, tankevækkende eller sjov oplevelse. Om forestillingen er dansk eller international, er i den sammenhæng ikke afgørende,« lyder det fra de to kunstneriske ledere af SpringFestival – egentlig næsten som dialektisk tilkendegivelse og afmontering af festivalens internationale eksistenspræmis…

Eksponeringens nødvendighed

Men nu går det altså løs med seks dages koncentreret festival på Amager Kulturpunkt.

Og selvom festivalens fokus er på de lokale tilskuere og ikke på presse, formidlere, teaterfolk og andre tilstrømmende interesserede, så skal SpringFestival også gerne fungere som en synliggørende murbrækker for både ZeBU og børneteatret og kultur på Amager, for uden eksponering ingen økonomiske tilskudsgivere.

Også omkring andre af de store festivaler kan man opleve en fornemmelse af, at  det handler mere om at synliggøre arrangementet end at sælge billetter (osse selvom de ofte er gratis…) – for på den måde at vise sponsorerne, at pengene er givet godt ud.

I tilfældet SpringFestival har arrangørerne fx lagt (en del af) markedsføringen ud til Have Kommunikation, der er kendt for at være gode til at råbe medier op og arbejde nationalt.

»Selv for at nå de københavnske forældre er det nødvendigt at kommunikere professionelt. Ud over at fylde publikumspladserne op, så flest muligt får glæde af forestillingerne, er det også et mål at skabe opmærksomhed om scenekunst for børn og unge, og de to mål er ikke modsætninger. Synlighed er en naturlig og integreret del af alle vores aktiviteter. Den store udfordring er, at fokus på synlighed ikke sker på bekostning af fordybelse. Det er en problematik, vi er meget opmærksomme på, men også en problematik, der er en helt aktuel karakteristik af vores samtid, og på den måde gældende for mange aspekter af vores liv,« siger Jørgen Carlslund og Marc van der Velden.

Seneste artikler

Seneste artikler

Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.
Læs mere
Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort årets store uddeling fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er uddelt støtte på i alt 92,2 mio. kr. til 76 ansøgninger – med fokus på at give flere flerårige tilskud og at sikre flere driftsbevillinger til flere scenekunstaktører.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Der er plads til det hele

Der er plads til det hele

Horsens Teaterfestival er under konstant udvikling, hvor programchef Adelaide Bentzon nu står overfor sin fjerde festival og glæder sig over mangfoldigheden, de mange nye formater, det særlige fokus på unge-program og -projekter m.v., men også ser frem til en øget satsning på diversitet.
Læs mere
AI i teatret, i skolen og i hverdagen

AI i teatret, i skolen og i hverdagen

Den kunstige intelligens er godt i gang med at revolutionere vores samfund på godt og ondt. Teater Fantast har i forbindelse med deres forestilling ’DATA DATA – computerens historie' fået produceret et omfangsrigt undervisningsmateriale om bl.a. dette emne i samarbejde med en forsker fra Copenhagen Business School.
Læs mere
Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Fokus på bæredygtige arbejdsforhold

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort årets store uddeling fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er uddelt støtte på i alt 92,2 mio. kr. til 76 ansøgninger – med fokus på at give flere flerårige tilskud og at sikre flere driftsbevillinger til flere scenekunstaktører.
Læs mere