Alt i Fredericia er grønt for tiden. For Fredericia Musicalteater spiller ’Wicked’ med grønne plakater og bannere over alt i gaderne. Danmarks andre musicalproducenter må også være grønne af misundelse. For det er lykkedes Fredericia Musicalteater – sammen med AHA Productions og Tivoli – at skabe en tjekket version af ’Wicked’, der ikke bare er en opførelse af det fastlagte Broadway-koncept, men en helt ny version af musicalen.
Instruktøren Thomas Agerholm, koreografen Damian Czarnecki og scenografen Benjamin la Cour har skabt en interessant og nuanceret musical. Bygget på eventyrverdenen fra ’Troldmanden fra Oz’, men skabt som et nutidigt og politisk bud på en musical, der kan skildre det fremmedhad og frygten for det anderledes, som præger vores tid så voldsomt. Og som teenagerne skal manøvrere i, mens de bombarderes af globaliseringens sort-hvide budskaber om, hvad der er hot – og not. Her i en nyoversættelse af Mads Æbeløe Nielsen, der sjovt leger med overdrevne ord. Her kaldes et ’mirakel’ for eksempel ’en mirakuløsitet’, og ordet ’afsky’ rimer på ’daggry’. Det er ret ’fanatastisk’.
Den perfekte dulle
’Wicked’ er en fortælling om den nye elev Elphaba på troldmandsskolen, der ser anderledes ud end de andre med sin grønne hud – og som straks mobbes af de andre og ikke mindst af den superperfekte og stinkende rige blondinebabe Glinda. Indtil altså tidens alvor sætter ind, og eventyrplottet selvfølgelig går ud på at lade det gode vinde over det onde.
Nanna Rossen og Johanne Milland er et perfekt match som de to konkurrenter. Der er fuld power på Nanna Rossens Elphaba. Det virker nærmest, som om trolddommen besætter hendes stemme med overmenneskelige kræfter. Hun synger i hvert fald med så vild en klang og så heftigt et volumen, at man også føler sig helt forhekset som publikum. Samtidig står hun klippefast på scenen i sin uprangende kedeldragt og med sit rolige blik, mens hun insisterer på at være lige præcis den, hun er – uden at ligge under for andres klichéidealer. Som en flot personificering af tidens mantra om at måtte være sig selv.
Johanne Milland spiller hendes forrygende modsætning. Hendes Glinda er dullet op med perfekte slangekrøller og guldkjoler, og hendes talestemme er så perfekt affekteret, at den næsten lyder som en tegnefilmsstemme. I hvert fald lige indtil, at hun pludselig forstår, hvad det er for en skjult kamp, der foregår på troldmandsskolen – og at det faktisk er Elphaba, der er den gode… Johanne Millands stemme hopper ubesværet fra tale til sang, og hun har en skøn humor, der sprudler af selvironiske kommentarer. Som hendes forkælede overklassepige siger det: ’Der er noget helt galt. Jeg fik ikke min vilje!’
Censuren og geden
Der løber en stærk politisk historie under hele forestillingen i form af en advarsel mod enhver form for fascisme og fremmedhad. Plottet i ’Wicked’ inddrager nemlig også historien om en lærer, der bliver bortcensureret af ledelsen, alene fordi læreren er af en bestemt race. På bedste eventyrmanér er der ikke tale om en menneskerace, for læreren er såmænd – en talende ged. Og musicalperformeren Christian Lund spiller den mest indtagende og ædle og mest bedrøvede ged. Eller som han bræger det, da han ikke længere må tale menneskesprog: ’Baaaahhhh’.
Den idoliserede helt er også god til at følge sin intuition og sit hjerte, i hvert fald sådan som han spilles af Diluckshan Jeyaratnam, der bevæger sig rundt i eventyruniverset som en stjerne med fuld power. Han synger duet med Nanna Rossen, så ikke et øje er tørt.
Hvem skurkene så er? Tja, den onde rektor Mirrible spilles af Cecilie Thiim med dræberblikke og rå stemme under en sjov skulpturhat udformet som et lyn. Og selveste Troldmanden får både hævnlyst og offerklynk af Anders Gjellerup Koch, hvis stemme klinger så eminent, at historien straks kommer til at handle om troldmandspsykologi, når han træder ind på scenen i sin fortryllende troldmandskåbe og flerfarvede storkrølleparyk med sin følsomme nølen og sin menneskelige tvivl. Hvis han da ikke optræder som AI-genereret skræmmebillede på en video.
Men hele ensemblet i Fredericia har en overbevisende energi. De synger præcist og bevæger sig som en samlet enhed – også de medvirkende studerende fra Musicalakademiet i Fredericia. Orkestret holdes desværre fortsat usynligt et sted under scenen. Men musikerne spiller dynamisk, og kapelmesteren Martin Konge får samlet forestillingen med klar fremdrift gennem alle tre timer.
Guld og glitter
’Wicked’ er ikke nogen ny forestilling. Den havde verdenspremiere i 2003, og i Danmark blev den opført i 2011 på Det Ny Teater med Maria Lucia som den grønne heltinde og Annette Heick som blondinen.
Den nye version i Fredericia har heftigere bid. Benjamin la Cour har lige som i hans ’Klokkeren fra Notre Dame’ skabt en overdådig, videobaseret scenografi til det gamle biografrum i Fredericia – med guldmalet gitterværk til langt ud på siderne af rummet som en slags videreførelse af princippet fra den scenografi, han også har skabt til Cirkusrevyen. Med videosekvenser, der skifter mellem vidt forskellige verdener så hurtigt, som man kan svinge tryllestav.
Kostumerne er fulde af fantasi i Lotte Martine Blichfeldt og Anna Juul Holm kostumedesign, der flot rammer eventyrdrømmens overdrivelser. Med smaltaljede prinsessekjoler og bredriflet buksedragt, men også med grønne blomsterdragter og gedebukkehorn med schwung.
’Wicked’ er simpelthen godt gået af Fredericia Musicalteater, der via samarbejdet med Tivoli viser forestillingen i Tivoli hele efterårsferien. Det tidligere Fredericia Teater med den daværende teaterdirektør Søren Møller gik konkurs i 2020. Her fire år senere er det lykkedes den nye teaterdirektør Thomas Bay og den administrerende direktør Ole Justesen – med overbærende bevillinger fra både Fredericia Kommune og staten – at genskabe byens teater, nu under navnet Fredericia Musicalteater. Det fine er, at ’Wicked’ viser, at teatret kan leve op til tilliden, i hvert fald kunstnerisk. Nu må så håbe, at økonomien holder denne gang.
Sådan at man vitterlig igen kan tale om, at der altid er lidt grønnere i Fredericia.
