Man får røde kinder af at se 'HANe og HUNd'. Altså den slags røde kinder, hvor man bliver vildt opslugt og hemmeligt lykkelig – og en smule febrilsk.
For denne forestilling hos Aaben Dans handler om at tænde på nogen. Om at blive varm på nogen på den nysgerrige måde. Om at blive forundret og tiltrukket og salig, uanset hvordan den anden egentlig reagerer. Om at drømme om at lade sin hånd strejfe den andens lige så forsigtigt. Om at turde kigge den anden i øjnene uden at gemme blikket bag øjenlågene eller mobiltelefonen.
Eller helt konkret: Forestillingen handler om at løbe omkap sammen. Og om at lade sig løfte mod skyerne af en tårnhøj fyr – og om at bøje sig langt ned og nusse et nips af en pige i nakken. Uanset om man er fire år eller 44 år.
Plirreøjne og taburetter
'HANe og HUNd' er en danseforestilling, der er blevet til en skabelsesberetning i sig selv. For koreografen Thomas Eisenhardt og iscenesætteren Catherine Poher har formået at skabe en fortælling om levende væseners overlevelseslyst, så man nærmest bliver helt sfærisk af at opleve den.
Her er en verden, der er helt basal: Et spejlglat gulv dækket af dyner – og en pige og en fyr mod en mørk stjernehimmel. Mere behøves ikke. Så er verdensudviklingen i gang.
For Ole Birger Hansen strækker sit muskuløse ben ud i en dyne, og Antoinette Helbing svarer tilbage med plirreøjne og en fod i fjerene. ’Det var det, der var,’ siger Morten Hemmingsens mørke og rolige fortællerstemme ud i halvmørket, der ellers kun holdes oppe af to taburetter. Og så er legen i gang.
Skildpadde med tricks
Koreografien er en opfindsom leg med kroppens positioner og leddenes knækken. Eisenhardt lader danserne stå lige over for hinanden helt stille. Men så viser han deres nysgerrighed ved at lade dem bøje forover i hofterne og lade deres arme dreje i albuerne og række ud efter hinanden – overdrevet og overtydeligt. Herfra vokser tiltrækningen bare, mens Peter Bastians instrumenter suser og hvisler og pifter som akkompagnement.
Det flotte er imidlertid, at det er lykkedes at skabe bevægelser, der er helt renfærdige. De to kroppe rører ved hinanden og mosler rundt om hinanden, men det er hele tiden blot en leg mellem børn. I hvert fald indtil ’drengen’ pludselig bliver genert af at kigge på pigen og gemmer hovedet under dynen. Så skal han pludselig blære sig. Kryber ned på gulvet med hovedet strittende frem som en nysgerrig skildpadde og benene som en leguan i højtempo.
Pigen reagerer prompte. Samler dyner sammen til en lille rede under sig og vrikker med hofterne, så hun er aldeles uimodståelig, i hvert fald for ham. Og så opstår ellers en forrygende parringsdans, hvor hans største trick er at gøre sig lækker med overdreven tunge langt ud af munden – og et urbrøl, der taler sit eget sprog.
På kanten af verden
Som dans betragtet er det lykkedes Eisenhardt at skabe en morsom og særpræget koreografi, der elegant bevæger sig uden om dansens mange klichéer, lige fra ballroomdans til stammeritualer og ballet.
I stedet har han tilsyneladende fundet inspiration i børns sandkassebevægelser og gemmelegsdrillerier – og forstørret kropspositionerne, så de er blevet til en ny urdans.
Danserne har tydeligvis budt ind med hver deres specialitet. Ole Birger Hansens muskelkrop kan hoppe på maven, så ungerne givetvis vil forsøge at kopiere ham bagefter. Og så kan han løfte Antoinette Helbing, som var hun et fnug – fastholde hende i de særeste positurer med hænderne på hendes hofter, som om hun skulle balance på kanten af verden. Og hun kan næsten flyve.
Samtidig tripper disse performere lykkeligt uden om skuespillerfaldgrubben. Som dansere lukker de deres ansigter, så det kun er øjnene, der snakker sammen. Her er ingen mime. Her er kroppe, der fortæller en historie – og her er kroppe, som får tilskuernes kroppe til at reagere.
Hoppen i sengen
Charlotte Østergaards forvandlingskostumer støtter raffineret fortællingen med t-shirts, der sagtens kan katapulte bort undervejs. Samtidig skaber dynebunken den fineste reference til Prinsessen på Ærten – og til den hoppen-i-sengen-leg, som de fleste af os nok drømmer om. Også som voksne.
Og selv om forestillingen faktisk viser, at det ikke er alle dynelege, som ender med et venskab eller en kæreste, så skaber lysten til at hoppe i fjerene en forrygende fremdrift i forestillingen. For som fortælleren konstaterer: ’Alligevel så prøver man igen – og igen og igen.’
Musikalsk skaber Peter Bastian en skabelsesrejse, der giver ungerne kvalitet for skillingen og vellyd for øregangene. Her er jazz, og her er spillemandsmusik, og her er sus fra verdenshavene. Og så er der altså stjerneregn på dyner, der virker som sus fra en urtid, som pludselig virker pirrende tæt på. Den urtid, hvor hunden bjæffede VOV for allerførste gang – og hvor hanen fandt ud af, at den kunne sige KYKLIKY.
