Stemningen i det lille hjem er trykket og ikke så ligetil for den otte-årige Rose at manøvrere i. Hendes bror Milo er død, forstår vi, og forældrenes sorg sætter sig tungt og tabuiserende på alting. Pludselig må man ikke længere lege ude i haven, og hans gamle bamser – der legende og levende også savner Milo – skal pludselig smides ud. De voksne magter ikke andet.
’Ikke for vildt Rose’ lyder det formanende igen og igen. Evigt er der irettesættelser og irritation. ’Sid pænt’ og en hel masse mere i den dur. Men den slags er ikke nemt, når kødet på middagstallerkenen tigger om ikke at blive spist (!) og når man selv er ved at blive ædt op af indestængt frustration og dårlig samvittighed.
En dundrende tog-lyd dukker regelmæssigt op som et dystert hint til, hvordan Milo mon døde, og vi gyser alene ved tanken. Rose er overbevist om, at ulykken er hendes skyld, og hun tager sine forældres sorg på sig i en grad, der helt umuliggør plads til sin egen, som hun er så ude af stand til at rumme.
Trods de bedste intentioner er hun således ganske alene med sin skam og sit tab, og hvad gør man så, når man er otte år? Udover at agere udadrettet, opfinder man en fantasi-logik, hvor det hele kan fikses.
Roses projekt bliver derfor at hente Milo hjem igen og gøre alle glade. Det er til at tude over.
Landet under
Med ét bliver hun pigen-fra-huset-på-toppen- af-bakken-der-skal-befri-prins-Milo-fra-Mørkets-Herskerinde-på-det-sorte-slot, og i Roses verden er dødsriget vældig konkret. Hun referer til det som ’landet under’, og Mørkets Herskerinde lader ikke H.C. Andersens snedronning meget tilbage i grusom ondskab.
Denne diva af en djævel, der også snildt får tankerne hen på Cruella de Vil fra Disneys '101 Dalmatinere', spilles bragende af den før så pressede, fraværende moder (Julie Riis), og det er noget af en teatralsk forandring.
Mørkets Herskerinde er nemlig tindrende tilstede og godt gammeldags ond i sulet. Faktisk spiser hun bogstavelig talt børn til morgenmad, men den makabre uhygge holdes kækt i skak af fnisende latrinær humor, der går rent hjem hos målgruppen.
’Av min hæmoride! Jeg har så satans ondt i den røv!’ bander hun spruttende. ’Denne morgen har været en morgen fuld af lort’ fortsætter hun rasende, mens hun temmelig komisk sidder på potte.
Hendes slagterhjælper – komplet med blodigt forklæde og slesk, underdanig attitude – gør hvad han kan, for at stille hende tilfreds, men ret smukt hjælper ikke engang lyden af menneskenes lidelse i landet over på humøret.
Musik, lys og metervis af sort satin får effektivt bragt dette dystre univers til live, ligesom Roses farefulde færd dertil er præget af enkle og overbevisende scenografiske greb.
Regulær spænding
Bearbejdelsen af sorgen bliver på den måde en rejse fyldt med prøvelser. Modigt har Rose kæmpet sig vej med sit cornflakespakke-kort igennem så eksotiske steder som tågernes dal og intethedssletten, og hun har på bedste eventyrmaner mødt overnaturlige figurer, der hver på sin måde, har hjulpet hende på vej.
Faderens desperate forsøg på at lette stemningen derhjemme med platte vittigheder bliver pludselig særdeles brugbare, idet mange af dem fungerer som svar på de gåder, hun stilles.
Det hele munder ud i en ganske gribende befrielse, hvor Milo selvfølgelig ikke bare sådan, kan komme med tilbage, og alt ikke bare med et svuptag kan blive godt igen. Forestillingen holder dermed flot skansen og forbliver tro mod sit alvorlige tema. Publikum skånes ikke og hatten af for det.
