Der er fortælleteater, og så er der fortælleteater af en særlig kaliber. Det første gælder forestillinger, hvor scenografi og rekvisitter spiller en væsentlig rolle. Hvorimod teksten og fremførelsen af historien i stor træk ikke adskiller sig fra almindelig oplæsning.
I ’Skibet er ladet med …’ forholder det sig modsat. Her er ingen visuelle effekter eller lydkulisser til at hjælpe oplevelsen på vej. Blot en tom scene og en fortæller i dagligtøj, hvis beretning fra den ubarmhjertige globale virkelighed i sig selv er et højspændt drama.
Skibet er ladet med bananer, men også med noget meget mere værdifuldt – med mennesker. Det handler om 30 migranter stuvet sammen i en alt for lille synkende båd, og om et kolossalt containerskib, der kun behøver en mindre besætning for at fragte en last på 30.000 bananer.
Det er det konkrete og helt enkle udgangspunkt for en fortælling, men nok til at holde publikum i ånde i over en time. Forestillingen om mødet på havet mellem de to både og især om de mennesker, som er om bord, er ikke sprit ny. Men den er stadig decideret dagsaktuel.
De livsfarlige sejladser over Middelhavet mod det forjættede Europa er igen taget til med voldsomme tabstal til følge. For strømmen af håbefulde migranter synes ustoppelig. Trods massive advarsler, griske menneskesmuglere og brutale sikkerheds- og kystvagter risikerer de hellere at miste livet end at blive, hvor de er.
Det er dem og de rædsler, men også den medmenneskelighed, de møder, som Katja Lange og Kasper Sørensen sætter fokus på i ”’Skibet er ladet med …’.
Fortælleteater kan, når det er godt og gennemarbejdet, nå ikke mindst børn ad andre veje og på andre måder end de traditionelle nyhedskanaler og sociale medier. Det er svært helt at swipe væk fra en levende person på en scene, selv hvis unge tilskuere mentalt er stået af.
Desuden hænger de fleste nok på i en forestilling, hvor den centrale person er en ung gut på containerskibet. Han hedder Emil og må håndtere en meget barsk situation ved mødet med en migrantbåd i nød, der får store konsekvenser for hans eget skib og for Emil selv.
Tæt på tilskuerne
Med nøgternt overblik, korte, faktuelle nedslag og dramatisk slagkraft bringer Katja Lange virkelighedens overskrifter helt tæt på tilskuerne. B for bananer, D for drømme og T for tavshed siger hun og ser med et intenst blik ud på tilskuerne.
Det virker. Lige som Katja Langes sikkert docerede brug af bevægelser, mimik og stemme, der til sammen skaber de gribende udtryk, der får fortællingen til at leve og blive til teater.
Som tak for at tage migranter om bord og redde deres liv bliver containerskibet afvist, da de vil i havn. Med 30.000 bananer i lasten behøver hverken migranter eller besætning umiddelbart at sulte. Ikke før en kølecontainer går i stykker, og bananerne er i fare for at komme til at rådne, for hvad gør man så?
Forklaringen på en løsning er ikke kedelig at få fortalt, for forestillingen tilgodeser vigtigheden af humor, når målet er at røre publikums hjerte og give hjernen noget at tænke over.
I den verden, som tekst og fortæller ikke et sekund slipper kontakten til, er der dog ikke meget at grine af. Mens tiden går, og skibet af politiske grunde tvinges til at ligge for anker langt ude på havet, opstår der både venskaber og konflikter. De mange mennesker kender ikke hinanden, og midt i det hele skal en ung migrantkvinde føde.
Til sidst løses situationen ved, at et NGO-skib overtager migranterne. Men kort efter udfordres Emil på sin samvittighed, da et nyt nødopkald fra en båd med migranter tikker ind.
Kvaliteten af ’Skibet er ladet med…’ skyldes ubetinget Katja Langes indsats som manuskriptforfatter og fascinerende historiefortæller.