Det Lille Teater har gjort det igen: Skabt en lillebitte forestilling, der viser sig at gøre et kæmpestort indtryk. I 'Citroner i vand'virker det i hvert fald, som om miniteatrets begrænsninger har inspireret instruktøren Charlotte Munksø til at skabe en helt særlig globalhistorie for de 2-4 årige.
Her er ingen sædvanlig handling. Alt foregår nemlig i tableauer, hvor de tre performere tripper rundt i en citrongul verden med turkis himmel og bagende solskin. Der sker kun bittesmå ting: Tæer glider rundt i noget sand. Ben plasker videre i noget vand. Og arme leder efter citroner, som nogen har gravet ned i sandet.
Men mest af alt er det bare nysgerrigheden, der er på spil – i glæden over en farve, en fornemmelse, en lyd…
Find en citron
Citronen er en velvalgt frugt til dette sanseeksperiment. Selv de mindste børn på tilskuerbænkene lod til at have prøvet at lugte til en citron – og til at smage den. De snerpede i hvert fald munden og kneb øjnene sammen og lavede medfølende lyde, da skuespillerne satte tænderne i alt det gule.
Men de var også himmelhenrykte over fundet af hver eneste gule syrlighed i sandet – og over hvert eneste lys, der kom fra de hundredvis af citroner, der sad overalt på bagvæggen, og som endda fik en usynlig sol til at skinne direkte på dem.
Drej på lampen
Scenografien til 'Citroner i vand'er nemlig altafgørende for denne plotløse forestilling. Den unge scenograf Julian Juhlin Toldam – der senest kreerede en betagende, stiliseret dødsverden på Betty Nansen Teatret i Peter Asmussen-forestillingen 'Soli Deo Gloria' – har her skabt et sandt citronland.
Der er citroner overalt på himlen med en ’citronemåne’ skåret ud i væggen som udsigtsvindue til hele universet. Og citronerne kan lyse, både når man stirrer på dem, og når lyset kommer udefra – og når man rører ved dem, og de tænder som små lamper.
For lysdesigneren Jeppe Lawaetz har leget med både video og lys, så alt bare stråler som et forunderligt eventyr.
Gult modetøj
Ikke et ord bliver der sagt. Det er ikke nødvendigt. Skuespilleren Jens Gotthelf undersøger citronverdenen med mørkt blik og nørdet grundighed, mens Nanna Skaarup Voss smiler beroligende under sin kunstfærdige fletningefrisure og Sicilia Gadborg Høegh blinker med under pandehåret.
Alle tre har det herligste retro-tøj fra den hotteste citrontrend: Håndsyede skjortebluser og shorts med applikerede citroner og blade. Og stråhatte med indsatte ørkentørklæder mod den gule sandstorm.
Kostumerne er så gennemførte, at man kun kan smile og ønske sig gule shorts til sommer.
Jazzende citroner
Undervejs opstår der de fineste små sansesituationer. Som når alle tre pludselig stiller sig på stribe og danser citronhyldestdans. Når de pludselig puster i citroner og får dem til at lyde som panfløjter – i Thomas Dinesens kåde musik, der både går fra muntre melodier til jazzet svirpen og afrikanske danserytmer. Eller når de får øje på en enkelt citron i citrontrillekonkurrencen, der ikke gør, som den får besked på. Her får rekvisitterne deres helt eget, fiktive liv.
Det kræver meget overblik at skabe så enkel en forestilling som denne. Men det mest imponerende er velsagtens, at det er lykkedes Charlotte Munksø at holde fast i en ubekymret leg hele vejen gennem forestillingen.
Charlotte Munksøs fortid som koreograf fornægter sig ikke her: Hendes ’citrondans’ består vitterlig af tre nysgerrige kroppe i et solvarmt rum, der her bruger tiden optimalt. Så abstrakt er det. Med en selvfølgelig dramaturgisk citronudvikling i det helt rigtige tempo for vuggestueungerne.
Netop derfor er det også så skønt, at hun husker den afgørende detalje: At der inde i hver citron ligger mindst én sten. For den skal jo blive til det næste citrontræ – og til den næste teateroplevelse.
