Med et knips starter forestillingen 'Blåt barn'. Lyset slukkes og stille piano flyder (desværre kun båndet) mod os. Allerede her fornemmer man Peter Holsts fine nærvær med målgruppen. Hans knips starter magien på scenen og opmærksomheden fanges imponerende effektivt.
En stor kugle står i centrum med tilhørende styrehjul til at dreje den rundt. I det Peter Holst holder månen over den store kugle på scenen, starter magien på samme måde som med knipset. Kuglen bliver med ét til en jordklode i alles øjne, og det sorte bagtæppe bliver en nattehimmel.
Det er så enkelt og effektfuldt, at man må smile bredt over udførelsen.
Som en anden styrmand drejer han på hjulet og den sorte jordklode bliver til en blå planet. Den slags skift i farver og indtryk er et gennemgående element i forestillingen, men selvom vi hele tiden skal videre, er der god tid til at sanse og dvæle ved de mindste ting. Det er charmerende fint.
Hvad sker der mon nu?
På den blå planet, placeres en seng med en sovende dreng. Peter Holst agerer lige dele dukkefører og fortæller. ’Han strækker sig’, får vi at vide, imens dukken vågner op og gaber højt. At han også tisser, må man selv forstå via lyden.
Mange små ansigter lyser fnisende op, da det går op for dem. Det er en sød detalje. Der bliver også børstet tænder og gurglet grundigt. Publikum er helt med.
’Hvad sker der nu?’ spørger dukken, og ’Ja – hvad sker der mon nu?’ gentager vores dukkefører undrende. Trods sin fortællerrolle giver han ikke indtryk af at vide mere end os andre om det videre forløb, og denne udveksling gentager sig nogle gange forestillingen igennem. Og det har gjort indtryk. Sætningen er nu en fast vending hos min lille to-årige og bruges i flæng; ’Hvad sker der nu?’.
Den barnlige undren inkorporeres som en del af fortællingen, og den får god tid, rum og plads. Stykket er på den måde både langsomt og fuld af handling på sin egen stille måde, idet der hele tiden sker noget nyt. Det er godt balanceret.
Døre som kaninhuller
Døre til andre verdener åbner sig, og vores dukke går nysgerrigt på opdagelse. En blå dør i den blå planet åbner op ind til et snelandskab. At denne hvide verden vitterligt også er den store vide verden understreges fornemt ved, at dukken bliver en hel del mindre.
Et Pingu-univers (målgruppen vil kende referencen til det fine modellervoks-børnefjernsyn ’claymation’ af Otmar Gutmann) åbenbarer sig. Pingviner hopper rundt og en fjollet sæl leger titte-bøh ind og ud af hullerne i isen. Som en anden Alice i eventyrland hopper vores dukke også selv fra kaninhul til kaninhul.
I den grønne verden møder vi en ’brumlebasse, der skal nå en masse’, og et træ folder sig ud for øjnene af os med irriterede ’av’-lyde, fordi dukken uforvarende er kommet til at træde på dets rødder. Det er eventyrligt og jordnært i ét. Og ganske svært at stå for.
Verdens navle
Et rødt hul i den grønne verden frister og fører os videre. Styrehjulet drejes på ny. Jazz-klimpreri akkompagnerer stemningsskiftet. Lydtæppet forestillingen igennem understøtter i det hele taget fornemt de forskellige verdeners stemninger.
Nu er det Verdens indre, essensen af det hele, det gælder, og Jordens kerne er af hunkøn, kan vi se på den hvide maske og de dramatiske røde gevandter. Det er næsten uhyggeligt, og øjnene er på stilke hos det lille publikum.
Men vi skal selvfølgelig videre, og hvor kan det dog gå hen herfra, undrer man som voksen. Med ét er vi under vand. En lyskegle giver os – igen enkelt og effektfuldt – skyggefisk og søgræs. Vores dukke svømmer med fiskene og nyder både musik og vand.
En stor blå hval sætter punktum for det hele. Pludselig ser vi sengen, der startede forestillingen på toppen af verden, stå på bunden af havet. Sløjfen er bundet.
Har det hele bare været en drøm? Magisk veludført er det i hvert fald.
Imponerende
’Umiddelbart efter forestillingens start brød Peter Holsts projektor sammen og et helt “billedspor” manglede, hvilket gav en noget anden forestilling end planlagt'. Sådan lød det i en mail efterfølgende fra Amager Børneteaterfestival, i hvis regi forestillingen blev afviklet, og det er selvfølgelig beklageligt.
Tilsvarende imponerende er det dog også, hvor godt forestillingen fungerede til trods for dette, selvom det altså blev en endnu enklere forestilling end tiltænkt.
