Hvad er venskab? Hvordan begynder et venskab, og hvordan holder det op? Titlens noget ufikse ordspil fortæller, hvad ’Ven i skabet’ handler om, og de medvirkende fortæller det også selv.
Faktisk gentager de to voksne piger, Maria Myrgård og Giulia Pataro, rigtig mange gange, hvad de vil os – og hinanden: ’Det er en forestilling om venskab, siger de – igen og igen. Selv om budskabet ikke er særlig svært at forstå.
Med afsæt i deres egen barndom skiftes Giulia og Maria til at berette en kort historie om et venskab, de har oplevet.
Den enkle form er ikke ligefrem nyskabende, men den fungerer, og afleveringen er sød og blød. Med en himmel som baggrund og et par stole som rekvisitter trækkes venskabets mange fremtrædelsesformer klart og tydeligt op. Også den for tiden mest prestigefyldte, Facebook, hvor venner måles i kvantitet frem for kvalitet.
I korte, rappe scener kommenterer og gennemspiller de to kvinder en række erindringsglimt. Også dem, de hver især helst ikke vil have frem i lyset. For hvem har lyst til at afsløre, at bedstevennen, der var suveræn til at tårne ens hår op med sukker og vand, ikke var mand nok til at blive inviteret med til fødselsdag. Eller hvordan er det lige at indrømme, at man har smidt trusserne for et citronbolsche, der – selvfølgelig – ikke smagte godt.
Små virkningsfulde detaljer
’Ven i skabet’ rummer næsten hele spektret af følelser, og Maria Myrgård og Giulia Pataro giver dem liv med charme og varme. Teksten er effektivt hverdagssprog, der en enkelt gang bliver til stor komik, når pigerne mødes som voksne og speedsnakker i munden på hinanden. Men det er først og fremmest det udfarende og livlige, pantomimisk spil, der skildrer venskabets vanskelige veje.
Ikke mindst når man er et barn. For børn må følge deres forældre, og hvis de flytter, må børnene flytte med og forlade deres venner. Det sker i tavshed og virker så meget stærkere, når armene bliver længere og længere, fordi hænderne ikke vil slippe.
Den slags små, virkningsfulde detaljer er der mange af. De hjælper til at skaber afveksling i en forestilling, der ikke har nogen egentlig handling eller udviklingsforløb at hænge oplevelsen op på.
’Ven i skabet’ er en meget pædagogisk forestilling, men for det meste på den gode måde. Den stikker ingen bedrevidende pegefingre op i hovedet på publikum. Men den insisterer med håndfaste virkemidler på at blive forstået ned til sidste øjeblik, hvor pigerne stille tager hinanden i hånden. Derfor kan mange seks-årige også sagtens hænge på.
Til gengæld må store børn savne en mere tidssvarende referenceramme end de to yngre kvinders barndomserindringer. For ganske vist giver det forestillingen lidt underholdende, eksotisk kolorit, at den ene husker på italiensk og den anden på svensk. Men begge historiefortællere har været børn i en tid, hvor livlinen til venskaber endnu ikke var blevet mobiltelefoner og sociale web-netværk.
