Tænk at få en stor sæk smækfuld af penge forærende fra den ene dag til den anden. Hvem vil ikke blive glad for det i en tid, hvor forbrugerisme er gud?
Tossen i det nydelige jakkesæt og den sjove kasket og med de gammeldags korrekte manerer bliver nu mere benovet end begejstret over sin pludselige formue. Den beslutter en god fe at give han, fordi han ikke kan finde ud af at ønske sig andet end en stjerne og en solopgang.
Den sky og kejtede mand, som Henrik R. Andersen spiller med rørende oprigtighed og herligt kropsprog, er godt tilfreds med at bo på en bænk i en park. Der kan han leve stille og roligt omgivet af flotte torpedoformede træer og det mest vidunderlige lys både morgen og aften.
Bænken er ganske vist for kort, så han må sove med benene over armlænet. Men han har ikke brug for noget stort og flot som for eksempel et samtalekøkken, som andre mennesker ønsker sig af den gode fe.
Alligevel lærer han sig hurtigt feens forbrugersang med de lækre rytmer og sjove rim. 'Købe, købe – købe, købe' messer manden, mens det lyser ud af ham, at det ikke interesserer ham en dyt. Derfor bliver han heller ikke for alvor ked af det, når en led og vældig snu gammel dame hurtigt får narret alle pengene fra ham.
Ea Mannov er frisk og flot som feen, der stresser rundt for at gøre folk tilfredse. Men hun er endnu bedre og har en skøn mimik som den nydelige dame, der snyder den naive tosse, så det driver.
Paranoia og søde kys
Med korte mellemrum dukker hun op med den ene bulede metalgenstand efter den anden, som hun med udsøgt kynisme prakker tossen på som forsvar mod røvere, banditter, skurke og slyngler, der vil stjæle hans penge.
En spand med låg udråbes til at være en glimrende pengeboks, en kedel uden bund kan bruges som beskyttelseshjelm, og en skraldespand kan man gemme sig i. Det sidste – og sjoveste – er et rusten tørrestativ, som udråbes til et sikkert middel til at indfange forbrydere.
Det er skræmmende komisk og så sikkert gjort, at børn sagtens kan gennemskue damens grove manipulation, når hun emsigt og grådigt tilbyder sit skrammel – mod klækkelig betaling naturligvis. Samtidig har Fupz' snurrige historie en dyb forankring i virkeligheden, der får ekstra vægt og aktuelt perspektiv af den frygt, der gør det muligt at snyde tossen.
For hvert nyt beskyttelsesmiddel stiger angsten for overfald hos den stakkels mand, der til sidst af ren paranoia får spærret sig selv inde i tørrestativet.
Men så har han også fået nok. Damen er stukket af med det sidste af hans formue, så tossen behøver ikke længere at bekymre sig om beskyttelse mod røvere. I stedet retter han al sin opmærksomhed mod den gode fe, der siger op i jobbet som opfylder af forbrugerønsker. Hun kvitterer med et inderligt sødt kys, mens lyset skifter til glødende rødt.
'Verdens rigeste tosse' har en morale, der ikke er til at tage fejl af. Det er ikke gods og guld, der gør vores liv værdifuldt, men kærlighed og glæden i samværet med andre mennesker.
Den slags kan blive frygtelig svulstigt og firkantet. Men sådan opleves det langt fra i Comedievognens veloplagte og supersøde forestilling, hvor iscenesættelsen uden at forhaste sig skaber sammenhæng og masser af smittende god energi.
