Forvandlingen fra gnaven gnier til lyststemt gavmildhed er handlingstråden i Charles Dickens fortælling ’Et Juleeventyr’ fra 1843.
Den gamle nærige og sure forretningsmand Ebenezer Scrooge bliver af tre ånder ledt gennem en proces, der får ham til at indse det positive i at ændre livsførelse. Scrooge bevæger sig via mødet med tre ånder fra fortiden over nutiden til fremtiden. I mødet med sig selv og tilværelsen i de tre tidsaldre kommer Scrooge til besindelse.
Han sander – omend i den første tid modvilligt – at han gennem livet har taget nogle valg, som hverken har været til hans eget eller hans medmenneskers bedste. Han oplever i gensynet med fortiden og nutiden, at han i stedet for i ensomhed at have isoleret sig i en verden, der kun har handlet om at tjene penge, skulle have engageret sig i menneskerne omkring ham.
Og i mødet med fremtiden og sit eget eftermæle tager han den afgørende og gode beslutning, at den egoistiske og asociale måde at leve livet på, nu skal være slut.
Nærhed
Denne forvandling – denne indsigt – bliver i alle de mange teaterversioner, jeg har set, fremstillet i en vældig indpakning, med mange medvirkende og med større eller mindre fokus på at skildre begivenhederne fra ”ydersiden” og derfra ind i Scrooge.
I Teatret Møllens version er det befriende anderledes. Her zoomes vi lige fra begyndelsen ind i Scrooges mentale maskinrum. Brian Wind-Hansens essens- og nærværsfokuserede dramatisering befordrer det. Ligesom forestillingens minimalistiske format. Rummet er trangt. Indledningsvist fylder Scrooges skrivebord med den kolossale regnskabsbog nærmest hele rummet.
Det er her vi møder Ole Sørensen i rollen som Scrooge. Han sidder allerede fordybet over kolonnebogen og svinger sin fjerpen over siderne, når publikum entrerer. Fra det øjeblik, han får uventet besøg, og de tre ånder fører ham gennem de tre tider, åbner rummet sig virkningsfuldt som et billede på den udvidelse, der sker med ham på det åndelige plan. Gardinet, som før var placeret i en bue rundt om skrivebordet trækkes bagud og danner en stor lige bagvæg. Lyset skifter effektfuldt farve.
Suverænt skuespil
Skuespillet er også afgørende. Iza Mortag Freund udtrykker med stor troværdighed alle de øvrige medvirkende, inklusiv de tre ånder. Freund gør det ene og alene gennem sit kropssprog og ved at ændre stemmeføring. Og hun er klogeligt klædt i samme hvide kjole i samtlige roller. Det er måden, hvorpå hun taler, går og står og måden hvorpå hun bruger sin kjoles mange gevandter, som angiver, hvem hun er.
Om nogen er Ole Sørensen også skuespilleren, som forstår, at gestalte Scrooge, så det ubemærket og lynsnapt er indefra, vi oplever Scrooge og det på en måde, så denne gnier lige så vel kunne være mig og dig.
Scrooge bliver i Ole Sørensens fremstilling til et menneske, der kan have alle aldre, køn og etniciteter. Uden at gøre en masse ydre stads af rollen får Sørensen – i den måde hvorpå han leverer små kommentarer og i den måde hvorpå han er til stede i rummet, fremstillet en person, som flytter sig mentalt 180 grader. Det er flot i sig selv og imponerende i betragtning af at forestillingen kun varer 65 minutter.
Herlig humor
En særlig underfundige humor løfter også forestillingen. Brian Wind-Hansen har skrevet små finurlige udbrud ind teksten, som Ole Sørensen gelinde og med timing lader sive ud mellem Scrooges gnavne sideben. Udbruddet ”Vås!” bidrager i den rette servering til at skildre Scrooge samtidig med, at hele hans væsen fremstår tydeligt og ”kommenteret”. Som et raffinement sker der mod slutningen en ombytning, så ”Vås!” nu er en replik en af Freuds centrale roller har.
Få fine effekter
Rekvisitterne er utroligt sparsomme. Men velvalgte. En bog bliver illumineret indefra. Freund har på et tidspunkt en lysende krone på hovedet. Og Scrooges kontorists hjem – hjemmet, hvor den syge Tim bor – vises via en lille husindretning.
Mere behøves ikke i denne, den mest intense teaterversion af ’Et juleeventyr’ jeg indtil nu har oplevet.