Den fortærskede kliche om 'øretævernes holdeplads' holder nu meget godt, når det gælder Refusionsudvalget, der via papirafgørelser og fysiske showcases bestemmer, hvilke ikke-statsstøttede forestillinger der kan kaldes fagligt professionelt teater og dermed opnå den eftertragtede refusionsgodkendelse.
Samtidig med at mange børneteaterfolk finder det forkasteligt, at gode kolleger sidder i et udvalg og bestemmer, hvad der er acceptable forestillinger – i stedet for at overlade det til arrangører og indkøbere af samme.
Siden oprettelsen i 1997 er alle refusionsudvalg samtidig rutinemæssigt blevet beskyldt for at være enten for bløde eller for hårde – og faktisk ofte på samme tid – omkring afgørelserne.
Altså med undtagelse af det nuværende refusionsudvalg, hvor opfattelsen vist primært er, at øretæverne i vel rigeligt mål tildeles gode og etablerede teatre, der pludselig skal stille til showcase med forestillinger, som foregående refusionsudvalg har sagt god for både en og flere gange.
Denne tilsyneladende åbenlyse desavouering af tidligere refusionsudvalgs afgørelser udlægges ikke sådan af det nuværende udvalg, der henholder sig til 'regler og ikke forventninger', hvilket vil sige til bekendtgørelsen, som giver mulighed for at se alle forestillinger fra ikke-støttede teatre – og altså også 10-15 år gamle forestillinger med udløb af refusionsgodkendelse. Hvor praksis hidtil har været fornyet godkendelse rent administrativt.
'Ifølge bekendtgørelsen udløber refusionsgodkendelse efter fem år. Som udgangspunkt indkaldes alle forestillinger, som ikke er set af udvalgets medlemmer, herefter til showcase', som udvalgsformand Jens Frimann Hansen skriver i et svar på et indlæg om udvalgets nidkære fremgangsmåde.
Otte godkendelser
Det er denne insisterende praksis, der vækker mishag i børneteatermiljøet og selvfølgelig også blandt teatre, der nu skal møde op til showcase med forestillinger, der måske er blevet godt anmeldt af fagligt velfunderede kritikere og har spillet flere hundrede gange – og som nu risikerer afvisning af Refusionsvalget.
Og det er denne praksis, der atter kaster sit forbitrende skær over den nylige showcase-omgang i oktober, hvor knap 30 forestillinger var tilsagt, 20 deltog og otte efterfølgende fik refusionsgodkendelse (se faktaboks).
Blandt de deltagende og de mange ikke-fremmødte indkaldte var der angiveligt mange hidtil refusionsgodkendte forestillinger fra etablerede børneteatre, hvor automatisk generhvervelse af refusion nu var afløst af reeksamen på Sønderbro Skole på Amager 1.,2. eller 16. oktober.
Ifølge kilder i miljøet valgte flere af disse teatre forlods at takke nej til showcase af forskellige årsager – principper, økonomi, manglende tid og lyst. Og så ryger refusionen fra næste udløbsdato.
Andre stillede op, fordi det jo gælder levebrødet – og så kunne både Asguer Zap Showteater og Andersens Kuffert Teater hver tage to godkendte forestillinger – alle fire har haft refusionsgodkendelse i flere/mange år – med videre i deres mangeårige virke, mens Apollo Teater i andet showcase-forsøg nåede i land med 'Sådan cirka', der med uventet forsinkelse stadig er teatrets ti års jubilæumsforestilling.
Overraskende afslag
Værre gik det for Holberg Teatret, der blev bedt om at stille til showcase med to forestillinger, der skulle forny refusionsgodkendelsen.
Niels Vandrefalk Andersen meddelte dog udvalget, at han fandt det kunstnerisk uforsvarligt at stille op med to forskellige forestillinger til showcase samme weekend, og derfor valgte han at vise 'En Landsbydegns Dagbog' og gemme 'Alle Tiders Jeppe' til den kommende showcase i januar.
'En Landsbydegns Dagbog' (efter St. St. Blicher) blev refusionsgodkendt for 16 år siden (!) – efter showcase i øvrigt, fordi det daværende udvalg lige ville sikre sig, at der ikke var tale om ren oplæsning – og fik nogle år efter også en fem-stjernet anmeldelse her på portalen – og har if. Niels Vandrefalk spillet næsten 100 gange for op imod 10.000 mennesker.
Alligevel valgte Refusionsudvalget at ville se den på showcase – og vendte tommelen nedad.
Og selvom Niels Vandrefalk altid har formået at skille vandene med sine meget fysiske – og nogle mener tillige højtråbende og publikumsintimiderende – forestillinger, så er det en overraskende afgørelse med netop denne forestilling, hvor en klassisk skuespiller (Niels Vandrefalk er uddannet på Det Kgl. Teater og har 50 års skuespillerjubilæet bag sig) håndtere en klassisk tekst på en efter anmeldermening fagligt uangribelig vis.
Personorienteret vendetta
Nu er Niels Vandrefalk jo ikke den, der lægger sig fladt ned og accepterer en sådan afgørelse. I forvejen føler han sig bortdømt af skiftende refusionsudvalg, der fra 2011 og over flere omgange har afvist seksualvejledningsforestillingen 'Far, Mor Får Børn'.
Efterfølgende satte Niels Vandrefalk hele protestmaskineriet i gang, inkl. harmdirrende indlæg, et specifikt refusionsudvalgsmøde på Aprilfestival, inddragelse af ombudsmanden (fordi der ikke findes en ankeinstans i systemet) m.v.
Med seneste afslag føler Niels Vandrefalk, at det siddende Refusionsudvalg fortsætter en heksejagt mod ham, og at showcase-visningen var en ren skueproces, som kun kunne opfattes som en personlig vendetta. Som man kan læse af de seneste indlæg her på portalen: 'Refusionsudvalgets udrensningspolitik' og 'Holberg Teatrets 'En Landsbydegns Dagbog' nægtet refusionsgodkendelse'.
At der er tale om en konspiration mod ham og hans teaterkunst, lægger Niels Vandrefalk således ikke skjul på. Og det næres af, at Refusionsudvalget ikke varskoede ham om, at hans meddelte flytning af 'Alle Tiders Jeppe' til januar medførte, at refusionsgodkendelsen i mellemtiden ville bortfalde – en afgørelse, som man netop har meddelt ham.
Det kalder han med hjælp fra teatrets bestyrelsesformand, Mogens Sckerl, der er tidligere mangeårig kommunaldirektør, for en klokkeklar forvaltningsfejl og ’brud på Forvaltningslovens oplysningspligt’ og endnuet eksempel på 'forfølgelse fra en offentlig myndighed', som han udtrykker det.
Brud med 'stabil kvalitativ standard'
Niels Vandrefalk lægger ikke skjul på, at den mistede refusionsgodkendelse på hele to af hans turneforestillinger er en alvorlig bet for det ustøttede teater.
»Det er et økonomisk spil – med Holberg Teatrets dødelige udgang som muligt resultat. Teatrets sommerforestillinger i Sorø holdes kun i live i kraft af indtægterne fra min opsøgende virksomhed,« siger han til teateravisen.dk og tager derpå fat i lovteksterne.
»Teaterlovens § 8 Stk. 3 siger, at 'I særlige tilfælde kan Refusionsudvalget vurdere en forestilling alene på grundlag af ansøgningen', mens det i Refusionsudvalgets eget arbejdsgrundlag hedder, at 'Udvalget forbeholder sig ret til at godkende forestillinger alene på grundlag af ansøgning, når teatret/producenten og de hovedmedvirkende i forestillingen vurderes at levere en stabil kvalitativ standard, som berettiger til refusionsgodkendelse',« siger Niels Vandrefalk og konkluderer på den baggrund:
»Fire udvalg har godkendt mine forestillinger uden yderligere indkaldelse til showcase begrundet med lovens særlige tilfælde. Hvilket om noget dokumenterer en stabil kvalitativ standard. Udvalget handler stik imod både lovens og sin egen erklærede hensigt. De laver en Lex-Vandrefalk = Personforfølgelse,« siger han.
Omlægning af udvalgets sammensætning
Da Refusionsudvalget er oprettet for at hjælpe formidlerne til at undgå at købe fagligt dårlige/ikke-professionelle teaterforestillinger og holde samme ude af refusionsordningen, har teateravisen.dk spurgt Niels Vandrefalk, om han ønsker udvalget nedlagt
»Nej, jeg taler ikke for nedlæggelse. Jeg taler for omlægning af udvalgets sammensætning på linje med det princip, vi kender fra det civilretlige system. Hvor lægfolk og juridiske dommere voterer sammen og efter afstemning afsiger domme. Altså tre kunstnere med kunstnerisk integritet og modenhed, der kan matche alle kategorier af ansøgere. Og dertil to lægfolk med dokumenteret interesse for teater,« siger han.
På den måde mener Niels Vandrefalk, at etablerede teatre som hans eget ikke risikerer at komme i klemme i systemet.
– Med dine indlæg og udfald mod det nuværende Refusionsudvalg er en fortsat dialog næppe specielt givende, men vil du stille op til showcase med dine forestillinger under et kommende udvalg.
»Det tager jeg stilling til, når jeg ser sammensætningen af det afløsende udvalg. Hvor en udslaggivende faktor vil være om det lykkes branchen/ministerium/kunststyrelse at sammensætte et fagligt velfunderet udvalg, der matcher de krav, der bør stilles til tolkningen af 'særlige tilfælde' og 'en stabil kvalitativ standard',« lyder det fra Niels Vandrefalk.
Mange afbud
Der er bestemt ikke tradition for, at afviste teatre offentligt tager til genmæle over for Refusionsudvalgets afgørelser og adfærd.
Det gjorde et par teatre – Louise Schouw Teater og Det Lille Verdens Teater – dog i januar 2014 (se artiklen 'Refusionsudvalg i modvind') og nogle uger siden fulgte i kølvandet på showcase i januar/februar samme år en længere og interessant debat og faglig tvist om fortællinger kontrascenekunst i kølvandet på afviste forestillinger (se artiklen 'En historie om fortælleteater'), men teatrene holder normalt lav profil efter afslag.
Teateravisen.dk får dog ofte mange harmdirrende mails i kølvandet på skuffelserne, men også afslag på offentlige kommentarer fra teatrene.
Det skyldes selvfølgelig flere ting: Dels er det ikke behageligt rent fagligt at fremstå i offentligheden som et teater, der laver forestillinger, som nægtes refusionsgodkendelse, men man ønsker heller ikke at lægge sig ud med Refusionsudvalget forud for nye forsøg på at få refusionsgodkendt forestillinger.
I den aktuelle showcase-omgang har portalen haft kontakt med et par af de teatre, der valgte slet ikke at møde frem til showcase – men, viser det sig, af andre grunde end selve den faglige eksamen.
Således fortæller Erik Olsen fra Olsens Teater, at han ikke tog på showcase med 'Hold vejret!' – der er blevet refusionsgodkendt af tidligere udvalg – fordi han ikke kunne få de respektive showcase-weekends og planlagte turnearrangementer til at gå op, og fordi forestillingen i øvrigt ikke solgte så godt som hans andre forestillinger.
Og dem er der mange af. Olsens Teater har et repertoire på en halv snes småbørnsforestillinger, som alle har papirgodkendelse frem til henholdsvis 2019 og 2021, så han har ingen problemer med at tilbyde refusionsgodkendt teater…
Ønsker bedre retningslinjer
En anden fravælger af oktobers showcase var TeaterTasken, der var indkaldt med to af sine forestillinger, 'Abrahams døtre' og 'Lille Blå & Lille Gul', der begge har haft refusion i en årrække og i øvrigt også har fået gode ord med på vejen i anmeldelser her på portalen.
Heller ikke her var frygten for udvalget afgørende:
»Vi meldte fra med de to forestillinger, udvalget havde indkaldt, fordi vi simpelthen ikke havde tid til at tage på showcase,« fortæller teaterleder Karen Nielsen, der har forrygende travlt med at etablere Parkteatret i Frederikssund som teater, biograf og spillested (se noten: 'TeaterTasken får eget spillested i Frederikssund') og forberede sig på en månedlang turne i november med den refusionsgodkendte 'Dannerbarnet', der er blevet en rigtig sællert for det lille turneteater.
Omkring selve Refusionsudvalget og dets praksis efterlyser Karen Nielsen dog, at 'faget', altså teatrene og deres organisation TIO m.fl. fremadrettet går mere bevidst ind for at definere selve begrebet 'professionelle forestillinger'.
»Det må være muligt at sikre bedre og mere præcise retningslinjer for, hvordan man vurderer professionalisme og hvordan refusionsudvalget kan udstikke retningslinjer til de ansøgende teatre, så de mange afvisninger undgås,« siger hun.
Refusion og formidlingstilskud
Og alt er i øvrigt ikke tabt for TeaterTaskens to nu ikke længere refusionsgodkendte forestillinger, for som Karen Nielsen siger:
»Vi spiller dem så under formidlingsordningen!«
Det betyder altså, at de her er blevet godkendt som professionelle forestillinger og kan spille med tilskud til arrangører som teaterforeninger, folkehøjskoler og andre spillesteder m.fl. – når bare der er tale om offentligt forestillinger…
Det noget bizarre er nemlig, at en forestilling kan blive afvist af Refusionsudvalget som værende ikke-professionel og dermed ikke-refusionsberettiget, men blive stemplet som professionel – det sker rent administrativt – for formidlingsordningen. Både refusionsordningen og formidlingsordningen hører rent teknisk under samme forvaltning i Kulturstyrelsen, men man kan altså sagtens komme til forskellige resultater…
Og der er flere eksempler på, at en forestilling klarer sig glimrende under formidlingsordningen, selvom den er dømt ude omkring refusionsgodkendt salt til skoler og institutioner m.v. For et par år siden fik en større semiprofessionel musical således udvalgets afslag, men turnerede siden med stor succes rundt i landets teaterforeninger.
Skal udvalg og ordning nedlægges?
Det sidste ord er næppe sagt omkring Niels Vandrefalk og Refusionsudvalget – der til gengæld kan konstatere, at der blot er en enkelt showcase-runde tilbage i januar 2017, inden de overlader afgørelser og verbale øretæver til andre efter 1. juni 2017.
Hvis altså Refusionsudvalget overhovedet fortsætter sin eksistens. Der er angiveligt stærke kræfter i Kulturstyrelsen, der gerne – og vist mest af økonomiske grunde – ser udvalg og showcases nedlagt til fordel for en administrativ afgørelse a la formidlingsordningen.
Ligesom der på andre organisatoriske fronter arbejder for at nedlægge refusionsordningen helt og overføre pengene til teaterproduktion i stedet. Med det formål at teatrene så formodes at kunne/ville sælge forestillinger væsentligt billigere end i dag.
Refusionsordningen koster p.t. staten op mod 20 mio. kr. om året.
