En sødt mimet indledning åbner fortællingen om et møde mellem to forslåede eksistenser. Den ene, en ung ensom kvinde, samler en noget ældre og dybt alkoholiseret mand op på gaden. Trods hans protester slæber hun ham med hjem og installerer ham i sin lille lejlighed. Han får også et navn, Buster, ligesom den kanin hun, Lone, engang havde.
Forestillingen igennem insisterer manden indædt på, at han ikke er værd at samle på. Man kan næsten kun give ham ret. Mens han dyrker sit ynkelige selvhad som selve livets mening, udnytter Buster på det groveste den søde Lone. Hun påstår ligeså hårdnakket til den bitre og forudsigeligt tragiske ende, at hun elsker ham. Alt sammen lidt tragikomisk og spejderfriskt og uden antydning af lidenskab i den vimse krop.
Som alle misbrugere er alkoholikeren suveræn til at manipulere med andre, og Lone hopper på tungen og springer rundt til naboerne for at efterkomme hans konstante hujen efter ”Spruuut, spruuut!”. Hun ender hurtigt i den farlige rolle som såkaldt medmisbruger, og det er ikke tilfældigt. Det er det heller ikke,forstår man, at hun samlede fulderikken op.
Som barn af en alkoholiseret mor vælger Lone – trods omkostningerne – det trygge og kendte, da hun øjner muligheden for at dele sin ensomme tilværelse med en anden stakkel. Det er en trist og tilmed sand histori. Men den er godt og usentimentalt beskrevet i en tekst, hvor ordene falder hverdagsnært og lige ud ad landevejen.
Pemanent fuldesyg
Iscenesættelsens fysiske spillestil giver forestillingen en umiddelbar og tidssvarende gennemslagskraft i forhold til et ungt publikum. Det virker, når den unge kvinde kryber frysende sammen, hver gang noget rammer hendes følelser. De klart fastlagte bevægelsesmønstre og indlagte mimesekvenser fungerer også godt. Men det afslører ubarmhjertigt de medvirkendes begrænsede dramatiske ressourcer.
Det er kun Steffen Nielsen, der med vakkelvoren krop og desperation i replikken skaber en troværdig personlighed i rollen som den permanent fuldesyge Buster. Hvorimod hans to medspillere, Helga Rosenfeldt-Olsen og Jacob Melchior, har det betydeligt sværere med replikker og karaktertegning. Det får historiens andre personer til at fremstå endimensionale og sært livløse og tapper forestilingen for dramatisk udtryk.
Resultatet bliver mere anskuelsesundervisning end medrivende teater. Det hele sat i perspektiv med faktuelle oplysninger og andet af en kommentator, der spilles så kedsommeligt stivbenet og studentikost af Jacob Melchior, at det ligner en parodi. Hvilket næppe er meningen i en forestilling, der er mere selvhøjtdelig end humørsprudlende.
Unges uhæmmede omgang med alkohol, og hvad det medfører af sociale omkostninger og frafald på uddannelser, er et aktuelt tema. Derfor giver det god mening, når Teaterministeriet tager alkoholisme op og kobler det med ensomhed i en forestilling, der bygger på skæbner fra virkeligheden. Til gengæld virker det underligt, at ”Tørst” ikke har en pind med unge at gøre.
Det frister til at rejse spørgsmålet, om ungdomsteater er teater, der tager afsæt i unges verden og erfaringer. Eller, om det – som her – blot er teater spillet af relativt unge medvirkende, mens forestillingen i øvrigt er for voksne.
