(MAJ) Godt 1/3 af landets professionelle, offentligt støttede teateropførelser, knap 1/5 af sæsonens publikum til offentligt støttet teater, men kun knap 1/10 af den statslige teaterstøtte. Det er situationen for dansk børneteater. Og den står nu ikke kun noteret i lupholderens klummer og andre obskure steder, nej nu står denne situation sort på hvidt på det kongelige danske Kulturministeriums papir, eller rettere sagt: ikke på papir men på elektroniske sider, som er der, så længe de er der (kan måske findes på: < https://www.kum.dk/sw85579.asp
>). Kulturministeriet har netop udgivet en Faktuel redegørelse om teatersituationen i Danmark 2004/2005 – 2007/2008
, som Folketinget pålagde ministeren at få udarbejdet i februar 2008. Det er tal, tal og atter tal, og det er gennemgange af tal. Men det er alt sammen meget nyttigt for sådan nogen bogholdertyper som lupholderen, der jo nærmest lever af tal.
Kulturministeriet giver sig naturligvis ikke af med at fortolke tallene. At sige, at det dælme er for dårligt, at 1/3 af landets teateropførelser kun modtager ca. 1/10 af statsstøtten, kan ministeriet selvfølgelig ikke gøre, men det kan sådan nogen noksagter som lupholderen. Og at denne skævdeling selvfølgelig kun accepteres, fordi skævheden rammer børn. Børn er bare billigere! Det er også typisk tendentiøs lupholder-snak, ikke ministeriel seriøsitet.
Den ministerielle dristighed består så i, at man i en publikation, der ellers gennemgår den ene teaterlovdefinerede sektor efter den anden (Det Kgl. Teater, de store turnerende teatre, landsdelsscenerne, Københavns Teater, egnsteatre, små storbyteatre og projektteatre), så laver et tværgående afsnit, der søger at se på børneteater, uanset hvilken teaterlovsbås det produceres i. Der er ingen, der har bedt om at få sådan et tværgående afsnit. Det er rent og skært ministerielt embedsmands initiativ. Hurra for det!
Og det rigtigt dristige består i, at man opbygger dele af afsnittet om børneteater i den højministerielle redegørelse ud fra Kirsten Dahls tal i børneteaterredegørelsen, Spot på Danmarks skjulte teaterskat
. Hos Kirsten Dahl fremgår det, at hendes tal og tabeller er udarbejdet af – fnis, fnis, fnis – Deres ærede lupholder. Derfor kan der selvfølgelig ikke sættes en finger på dem. Det er rigtig fint, synes lupholderen, som må lægge luppen fra sig et øjeblik for at holde sig på maven af fnisen og grinen.
Nu skal det hele jo ikke gå op i puerilitet og tøset fnisen. Hvad kan vi lære af den ministerielle redegørelse? Jo, vi får dokumenteret med tal og statistikker, hvilke kolossale uligheder, der eksisterer i dansk teater. Vi har en situation, hvor den kunstneriske konkurrence og kravene om mere og mere kvalitet finder sted på baggrund af himmelråbende forskelligheder i de produktionsbetingelser, som de enkelte teatre arbejder under. Det skriger til himlen, at det danske teatersystem er indrettet på disse uligheder.
Redegørelsen tydeliggør ulighederne ved at bringe et par søjlediagrammer. I det ene sammenlignes det offentlige tilskud pr. opførelse. Det viser et spænd fra, at en opførelse på et lille storbyteater koster det offentlige 30.000 kr., mens der, hver gang tæppet går på Det Kgl. Teater, ryger 606.000 offentlige kroner i kassen. Det andet søjlediagram sammenligner det offentlige tilskud pr. tilskuer i de forskellige teaterformer. Her går spændet fra, at en tilskuer i Det Kgl. Teater har 845 skattekroner med i lommen, mens en tilskuer på de små storbyteatre og Københavns Teater har 280-290 kr. med som offentligt tilskud.
Det er jo to forskellige måder at illustrere forskelle i dansk teater på. Altså ved offentligt tilskud pr. opførelse eller pr. tilskuer. Og det er den gode gammelkendte måde at gøre det på. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke er en helt tredje sammenligning, man burde dyrke i den slags rapporter. Kærneproduktet i teatret er den enkelte produktion. Om den opføres få eller mange gange, om der kommer få eller mange tilskuere, er delvis uforudsigeligt. Så det kunne være interessant at se på, hvad der gives i offentligt tilskud pr. produktion i de enkelte teaterformer. En sådan oversigt rummer redegørelsen ikke. Men den rummer de tal, der gør det muligt at beregne den offentlige støtte pr. produktion.
Og det gør lupholderen selvfølgelig så – også som en service til sin læser, så hun ikke selv behøver at slæbe regnemaskinen frem.
I sæson 2007-08 var situationen i dansk teater den, at egnsteatre, små storbyteatre og projektteatre laver en opsætning for en offentlig støtte på knap 1 mio.kr. Andre bruger ca. 3½ mio.kr. pr. opsætning i offentlig støtte. Det er de store turnéteatre og Københavns Teater. Landsdelsscenerne bruger godt 5 mio.kr. i offentlig støtte pr. opsætning. Og Det Kgl. Teater bruger 9 mio.kr. i offentlig støtte pr. opsætning.
Igen ser vi ulighederne i produktionsbetingelserne illustreret. Denne gang måske på en mere teaterrelevant måde. Problemet i det her er, at når vi ser på teatret som publikum, som anmeldere og som teaterpolitikere, så kræver vi den samme kvalitet hele raden rundt, uanset om det offentlige har støttet produktionen med 900.000 kr. eller med det 10-dobbelte. Vi siger jo ikke, at dem med den 10-dobbelte støtte pr. produktion, skal lave 10 gange så kvalitetsprægede forestillinger. Eller hvis vi siger det, så er det at stikke os selv blår i øjnene. Kvalitet er et generelt krav til offentligt støttet teater, og al erfaring lærer os, at som teaterkunsten er nu, så kan kvalitet dukke op alle mulige underlige steder. Det kan være i et projektteater i tredje baggård. Det kan være i et egnsteater i Haderslev. Det kan være i et lille storbyteater i første baggård i Århus. Eller det kan såmænd også være på Det Kgl. Teater i København. Pointen er, at kvaliteten ikke følger den offentlige støttes størrelse. Sådan er virkeligheden, og det er der ikke rigtig noget at gøre ved.
Det, der er noget at gøre ved, er imidlertid de muligheder, vi gennem offentlig støtte giver for teaterproduktion. Uden at forfalde til ligemageri på en dum og firkantet måde kan man godt ønske sig, at teaterpolitikken i langt højere grad har de til himlen råbende urimelige forskelle i produktions-, arbejds- og præsentationsbetingelser i dansk teater som grundlag for forandringsønsker. At man altså først og fremmest satser på at forbedre situationen for de teatertyper, der har de ringeste produktionsvilkår, og ikke på at gøre produktionsvilkårene bedre og bedre for de mere velaflagte, og dermed gøre ulighederne større.
Vi lever med et teatersystem fra engang i 1800-tallet. Det bør der gøres op med, det bør rettes mere mod kunst og mindre mod traditionalitet.