– KUNNE VI ikke for én gangs skyld få en klumme at læse, der har en positiv tone, i stedet for den evindelige harcelering over så det ene og så det andet, som lupholderen disker op med og er berygtet for?, siger den nytilkomne læser (bemærk 'læser', og ikke 'læserinde', dem kender vi jo) med rynker i panden og spørgsmålstegn i øjnene.
– Kunne vi ikke få noget, der liver op, i stedet for nedrakning ad libitum?, fortsætter han ufortrødent.
Og nu ligger det lupholderen fjernt at se bort fra krav fra folkedybet, selvom erfaringerne fra sidste gang, hvor han tog ja-hatten på ikke er ganske positive, eller rettere sagt: Det endte med, at hans jeremiader og æselspark bare blev pakket ind i lettere vamle flovser, der skulle få det til at glide lettere ned (se klummerne i BørneTeaterAvisen nr. 132 og 133 fra henholdsvis marts og maj 2005).
Men velan: Lad os prøve en mere positiv tone. Nu er der jo trods alt gået 12 år, siden lupholderen sidst slog en positiv tone an. Lad os tale om, hvad teater egentlig er for noget, og hvorfor det er så pokkers vigtigt? Og lad os også sige noget om, hvorfor det er rimeligt og nødvendigt, at noget, der måske kan opfattes som de riges eller veluddannedes fritidsinteresse, modtager offentlig støtte?
Allerede hos de gamle grækere – nej, det er nok ikke en god begyndelse. Det får mindst to af læserinderne til at blive trætte i øjnene. Men så:
Man kan måske tage udgangspunkt hos Aristoteles, den græske filosof, der levede 384-322 f.Kr., og som i 'Poetikken' hævdede, at mimesis (såvel i betydningen efterligning som skabende gengivelse) er grundlaget for kunsten og ikke mindst teatret. Det skyldes den menneskelige natur.
'Evnen til at efterligne er nemlig en del af den menneskelige natur lige fra barndommen, og mennesket adskiller sig fra andre levende væsener derved, at det besidder den største evne til efterligning og erhverver sine første kundskaber ved denne; alle mennesker føler jo også glæde ved efterligninger af noget'.
TEATRETS RØDDER kan man opspore i det ene eller andet ritual, men grundsubstansen i teatret, at fremstille et andet menneske end sig selv, ligger dybt forankret i menneskets barndom. Barnet efterligner den voksne og gør det på sin egen måde. Denne efterlignende evne og lyst ligger før både ritual og teater. Den er en uomgængelig del af den proces, individet gennemgår i sin socialisering.
Springer vi godt 2.000 år frem til den russiske instruktør og teoretiker Nikolaj Evreinov (1879-1953), der bl.a. huskes for sin iscenesættelse med 15.000 medvirkende af 'Stormen på Vinterpaladset' på treårsdagen for den russiske revolution, men som også gjorde sig overvejelser over teatret og det teatrale, er det interessante, at han opfattede det teatrale som et instinkt på linje med sult og sex. Det teatrale blev altså anskuet som et biologisk fænomen, som en kommunikationsdrift, der var med til at sikre artens overlevelse. Evreinov skrev fx:
'Det teatrale instinkt kan bedst beskrives som lysten til at være 'anderledes' til at gøre noget, der er 'anderledes', til at forestille sig selv i omgivelser, der er 'anderledes' end de trivielle omgivelser i vores dagligdag. Det er en af drivkræfterne i vores eksistens, i det, vi kalder fremskridt, i forandring og udvikling på alle områder i livet. Vi er alle født med denne følelse i vores sjæl, vi er alle essentielt teatrale væsner'.
NU VED lupholderen godt, at sådan nogen tanker som Aristoteles' eller Evreinovs ikke er in i de her år, hvor konstruktivismen hærger i det humanistisk landskab, og hvor det essentielle, det biologiske og det almenmenneskelige sættes i skammekrogen. Men det betyder – efter lupholderens ringe mening, og han er jo ikke konstruktivistisk teoretiker – ikke, at det er uvigtigt at søge teatrets og det teatermæssiges kerne i det grundlæggende at være et menneske, der lever i et samfund.
Hvis Aristoteles og Evreinov bare har lidt ret, så antyder de to gentlemen, at det teatrale dels er medfødt, og at det dels indgår i den tidligste socialisering af barnet. Det at leve sig ind i, at efterligne, men på sin egen måde, og at forestille sig, at noget kunne være anderledes, er dybt menneskelige evner.
Og her kommer teatret så springende ind på arenaen. For er der nogen kunstform, der bringer disse grundmenneskelige vilkår i spil, så er det teatret. Det grundlæggende i teatrets menneskelige samvær og nærvær er netop på én og samme tid indføling og distance, forestillinger om at det ligner, men at det også kunne være helt anderledes, og spil med identiteter. Når teatret er bedst, griber det fat om de grundmenneskelige vilkår og sætter dem i spil med den virkelighed, der omgiver såvel scene som sal.
Teater er forbandet vigtigt, fordi det bearbejder vores grundmenneskelige vilkår. Teater er et nødvendigt eksistentielt åndehul.
Og at der findes den slags steder, er en opgave for fællesskabet. Det er fællesskabet, der må sikre, at teater eksisterer. Der er ikke andre, der vil gøre det. Og det er ikke for pyntens skyld, men af langt dybere eksistentielle grunde.
I LARS SEEBERG-udvalgets rapport fra 2010, 'Veje til udvikling', taler man om teatrets betydning som et socialt, kollektivt rum og som et her-og-nu mødested, et sted at være i live. Det er meget rigtigt, men det er lupholderens ringe mening, at disse grunde godt kan suppleres med at se teatret som et sted, hvor grundlæggende vilkår af biologisk og social karakter endevendes og bearbejdes. Og det handler netop ikke om at infantilisere teatrets vigtighed, men om at bruge vores fælles instinkter, for at tale med Evreinov, og indsocialisering til menneskelivet, for at gribe tilbage til Aristoteles. Teatret må gerne spille op til og op imod biologien og socialiseringen.
Teatret er lige så nutidigt, som det altid har været, siden det blev opfundet.
Teatret er en nødvendighed, psykologisk, socialt og samfundsmæssigt.
*
Og det var vel så positivt, kære læser? Her var ingen skjulte udhængninger af hverken den ene eller den anden. Og så kan vi vel gå videre næste gang med vanlig frækhed?
***
Som gammel pædagog må lupholderens alias, der som sædvanlig læser med over skulderen, tilføje, at man bl.a. kan læse Evereinovs teorier i artikelsamlingen: Nicolas Evreinoff: 'The Theatre in Life', der er genoptrykt i 2013, Martino Publishing, USA. Om Evreinov kan man bl.a. læse i: Tage Hind (red.): 'Teater Fantasi Klassekamp', Medusa 1979.
