Desværre, desværre, men dette er en anmeldelse, det IKKE er sjov at skrive.
En sjælden gang imellem bliver man som anmelder sendt ind til en forestilling, som – viser det sig – man virkelig helst havde undgået. Ikke kun fordi man så skal til at mene noget om noget kedeligt, eller ligegyldigt, eller rodet, eller prætentiøst eller hvad ved jeg.
Nej, nogle gange falder man over forestillinger, der sætter ens anmelder-kriterier sådan på prøve, at man bliver usikker på sin egen objektivitet, og så er det slet ikke sjovt at skrive. I hvert fald ikke hvis man også gerne vil være konstruktiv.
En komedie om et af tidens tabuer…?
I programmet præsenterer forestillingen ‘Spor af sne’ sig som ’en ung mands rejse mod afgrunden … en svingom med indre dæmoner, og et mareridt hvor vi alle griner af hans inderste drømme’.
En ung mand (Christian Adelhorst Rossil) bliver indlagt på psykiatrisk afdeling med en blanding af dope-misbrug og virkelighedsforstyrrelse. De to andre spillere personificerer læger, plejere, medpatienter og hans egne vrangforestillinger. Vi følger mandens kamp med og mod sig selv, mod dæmoner og rus-afhængighed og tvangstanker, og måske, måske ikke, er der et lille håb om en vej ud af sygdommen til sidst i forestillingen.
Laura Madsen har skrevet en tekst uden synderlig dybde, men med enkelte passager der sagtens kunne spilles hjem. Problemet er imidlertid, at de forskellige figurer aldrig får tid til at etableres, hvilket giver et rend af uklare skikkelser, og de enkelte scener og situationer bliver tilsvarende uklare og uforløste.
Derved taber vi koncentrationen om hovedfortællingen, den om den unge patient og hans ’længsel efter at finde sin egen stemme’.
Et andet problem med teksten er, at den lovede humor udebliver. Hverken replikker eller situationer indbyder til grin, i ethvert fald ikke for det publikum jeg så forestillingen sammen med. Komedie-konceptet bliver hængende i luften – men i forsøget på at nå op til de skyder teksten sig selv i foden, for de alvorlige sider ved stykket (som man sagtens kunne være interesseret i) bliver liggende halvkvalte under vægten af farce-bestræbelserne.
Problematisk skuespilleri
Stykket starter med en længere monolog, der åbenbart skal skabe kommunikation mellem scene og sal. Lars Stegman er kommentatoren, der lægger præmisserne for forestillingen og stiller udfordringerne ,som vi, publikum, vil møde undervejs.
Men denne kommentator bliver kontraproduktiv med hensyn til kommunikation. Stegman anlægger en figur han ikke mestrer – en ironisk-ond sprechstallmeister, lidt bøsseagtig, og forsøgsvis morsom konferencier. Det falder plat til jorden, simpelthen fordi Stegman ikke har de skuespillermæssige kvaliteter dette kræver. Han bliver hektisk, mangler indre tryghed i den direkte konfrontation med publikum, han skaber sig lidt djævelsk, og prøver selv at grine de såkaldte morsomheder op.
At spille en uforberedt sal i gang med udgangspunkt i ’Mine damer og herrer!’ – for eksempel konferencieren i ’Cabaret’ – er ikke for amatører! Jeg bliver som publikummer nervøs på hans vegne og på forestillingens. Formen fylder for meget, indholdet for lidt, vi lytter ikke til, hvad han siger, og afstanden mellem scene og sal bliver kun større.
Af de øvrige figurer, Stegman spiller, synes jeg, han får bedst tag på hospitalets tyrkiske rengøringsmand. Ikke kun fordi han er den eneste, der siger noget fornuftigt i stykket, men fordi han får lidt tid til at etableres – han er ikke underlagt de fortravlede lægers mobiltelefoner eller de svirrende tvangstankers insisterende humleflugt, men gives plads til næsten at blive et menneske.
Katrine Læssøe Agesen har bl.a. den utaknemmelige rolle som overivrig, drikfældig wannabe manager for vores stakkels patient. Men om figuren lige så vel kan være en forstyrret tanke i hans hoved, behøver den ikke fremstilles som en punchdrunk, desperat boksepromotor med lavvande i karrieren. At skabe sig og skære ansigter har meget lidt med skuespilleri at gøre, og det gør ikke situationerne morsommere. Heller ikke i rollerne som stresset læge eller vrissende medpatient.
I det hele taget skal man være uhyre forsigtig med at karikere – alvoren forsvinder og man vinder ingenting med hensyn til humor. Karikaturer springer ud af overskud, de er aldrig løsninger på hvordan en figur skal gestaltes.
Den unge mand – patienten – efterstræber en karriere som musiker/rapper. Hans skærmydsler som psykiatrisk patient kan man følge med en vis empati. Men det bliver enerverende i længden at se hans monotone og vedvarende gestik med fingre og arme à la dårlig hiphop i Harlem.
Rossil har imidlertid både krop og sind til at muliggøre sin figur og opnår også enkelte steder at sandsynliggøre det. Her findes materiale.
Det samlede udtryk
Samspillet af skuespil, sceniske arrangementer, rytme, og udnyttelse af tekst og scenografi er og bliver instruktørens ansvar. Inklusive lyd og musik, samt forestillingens fokus og retning. Hvad vil man med denne forestilling? Hvad skal den gøre godt for? Hvilke døre åbner den? Hvad og hvor er underholdningsværdien?
Det er ikke nok med mere eller mindre kloge ord i programmet. Det er ikke nok med interaktion med publikum om det end indebærer sms’er på mobilen. Det er ikke nok med et flimrende filmbillede på bagvæggen. Der skal findes en fælles spillestil, skuespillerne skal sættes til at gøre det bedste ud af hvad de er i stand til, så udtrykket bliver ’ærligt og ægte’, som Teater Graf skriver i sit manifest, sceniske arrangementer må ikke degenerere til spillernes jagt på hinanden som en flok forstyrrede kaniner med promille, rytme indebærer variationer i tempi, og til det hører også momenter af stilhed.
Lone Vibe Pedersen har stadigvæk ting at lære i sin omgang med levende skuespillere. Hun har tidligere lavet dukketeater af åbenlyst høj kvalitet – det er noget at bygge på.
Er dette en anmelder-slagtning?
At anmelde i børneteateravisen.dk kræver ikke, at man skriver underholdende (og oplysende) for et stort dagsavis-publikum. Vi skriver for et allerede oplyst miljø og har anledning til at henvende os direkte til menneskene bag en forestilling. Ja, jeg har ’slagtet’ forestillingen ’Spor af sne’. Men prøv at læse mellem linjerne.
Jeg vil anbefale en tur tilbage til prøverummet. Det, denne forestilling behøver, er ro. Glem bestræbelserne på at være sjove, fokuser på stykkets alvorlige aspekter, giv figurerne tid til at etableres, koncentrer og fokuser på den unge patients historie. Her er mere at hente!
