Selvom sommeren så småt er ved at indtræffe i Aarhus, så er der koldt på tribunerne, der er stillet an for foden af Moesgaard Museum – nu med det New York-klingende navn MOMU.
Og tribuner er, hvad det er. Tusindvis af publikummer sidder skulder om skulder med tæpper og termokrus, mens de missende med øjnene prøver at opfatte, hvem der er hvem dernede på scenen langt borte.
Og endnu længere borte, på toppen af museet, træder en engelsk hær an med skjolde, faner og fakler. De er på vej til den store kamp imod vores helt, vikingehøvdingen Røde Orm, og hans mænd.
Heldigvis er denne kampscene i slutningen af forestillingen, hvor omkring 30 mand kriges imod hinanden, tilnærmelsesvist dramatisk. Ellers er det en lunken omgang, som Det Kgl. Teater præsenterer i Aarhus med kulturår-satsningen ’Røde Orm’.
Stærke kræfter bag ’Røde Orm’
Der er ellers gode intentioner og et fornuftigt forlæg at arbejde med. Forestillingen er tilvirket på basis af svenske Frans G. Bengtssons bøger om den rødhårde bondesøn og vikingehelt Orm fra Skåne.
Teaterversionen er skrevet af Henrik Szklany, der blev uddannet fra Dramatikeruddannelsen i Aarhus i 2013. Han lykkes med at forene folkelig komedie og sagafortælling, og dramatiseringen er kløgtig, moderne og særdeles morsom i replikkerne. Manuskriptet bærer forestillingen flot.
Frede Gulbrandsen har iscenesat ’Røde Orm’ med en velfungerende disponering af det store scenegulv, loftet over scenen og omgivelserne omkring scenen. Sikke et overblik at have med sig ind i sådan en opsætning.
Skuespillerne er sat på hårdt arbejde. Skuespillet er stort og dilettantisk, hvilket egner sig udmærket til formatet og publikummets forventninger, når de nu sidder og skutter sig under åben himmel. Men vi får af samme grund kun lov at se karikeringer af skuespilkunsten.
Og derved går både spænding og drama fløjten. Tænk sig; helten kan få et spyd i brystet under en tvekamp, og publikums puls stiger end ikke med ét slag, da det sker. Det er simpelthen for fjernt for os.
Friluftsteater på den kgl. måde
Det ærgerlige er, at det er præmissen for forestillingen, den er gal med. Der er intet udygtigt håndværk at spore i ’Røde Orm’. Ikke mindst gør Andreas Jebro som Røde Orm og Rasmus Botoft som munken Willibald særligt gode indtryk.
Men alligevel bliver resultatet en forestilling, som diverse lokale sommerspil og amatørfriluftsteatre kunne have matchet, hvis de havde fået en kapitalindsprøjtning i millionklassen.
Vi ser ikke Det Kgl. Teaters og de medvirkendes særlige teaterevner. Vi ser platte gags, vi ser mine-rygcrawl i bølgerne, og vi ser krager danse koreografier på taget. Vi ser teknisk og scenografisk storhed. Det er spil for galleriet, der imponerer mere end forfører.
Ikke desto mindre er det en teateroplevelse af de mere unikke. At se vikingeskibet komme valsende på små fødder ned ad museets tag, at se kongedatteren Ylva på hesteryg foran publikum, og at se den enorme scenografi i sin mekanik og æstetik; det glemmer vi sent.
Det er ikke umuligt, men det er givetvis umådeligt vanskeligt at udnytte scenekunstens intime og levende egenskaber, når det skal ske på en græsplæne over for 3500 mennesker på samme tid. Her lykkedes det ikke.
