I Aarhus mærkede man under ILT 21-festivalen, der blev afviklet fra 27.-30. maj, hvilken berigelse det er at opleve udenlandsk professionelt produceret scenekunst.
Det uventede, galskab og poesi var i højsædet, da scenekunstkompagnier fra Italien, Frankrig, Spanien, Tyskland og Belgien gæster byen med creme de la creme-produktioner og begivenheder.
Pragtfuld palindrom-performance
Belgiske performere har ofte en herlig skrue løs. Kompagnierne fra det lille land sydvest for os laver ofte uforglemmelig scenekunst. Optræden, der prenter sig i ens bevidsthed og trækker uudslettelige spor i ens sanseapparat, fordi det, der finder sted, er en forunderlig kobling af substantiel mening og et opsigtsvækkende anderledes formudtryk.
Sådan er det også med den forestilling, som kompagniet Ontroerend Goed, leverer under den umiddelbart – men alligevel ikke – sære titel 'Are we not drawn onward to new Era'.
Hvad man måske ikke lige opdager er, at titlen er et palindrom. Det kække er, at det er forestillingen også. Vi oplever en performance, som så at sige er 'foldet på midten'. Og det interessante er, at den del, vi først møder, fremstår som det rene volapyk rent vokalt, og at performerne her bevæger sig bemærkelsesværdigt anderledes.
Midtvejs begynder forestillingen så at give mening. En mening, som til stadighed vokser frem til finalen. Alt det, vi lige har hørt og set, bliver – via en videoafspilning – spolet baglæns, så nu ser og hører vi alt 'retvendt'. Volapyk-replikkerne forvandler sig til engelsk tale, og de bevægelser, som før så underlige ud, er nu som vanligvis.
Når forestillingen så tillige – ikke at forglemme – handler om vores kulturs rovdrift på naturen – vores plastikforbrug, vores hensynsløse fældning af skove, vores udledning af giftstoffer og vores tåbelige fejring af store statsmænd og lignende, bliver det til en endnu mere spændende og aktuel forestilling.
Som krymmel på glæden emmer forestillingen af håb, og den gør det med en herlig humor. Midt i al håbløsheden – i al vores miljøsvineri og fortræd – viser forestillingen, at det er muligt at ændre kurs. Det vi tror umuligt, kan lade sig gøre. Hvor skønt og håb-givende er det ikke at se, hvordan bjergene af kulørte plastikposer, som flyder overalt på gulvet, blive suget op i (teaterloft)æteren som ved et trylleslag. Hvordan grenene på et maltrakteret træ bliver fæstnet på stammen igen. Selv et nedgravet og spist æbleskrog genopstår som frugt på træets gren!
For et ungdomspublikum +12, for hvem fremtiden forhåbentlig har lange udsigter, er forestillingen super relevant. Den er også et rigtigt godt bud på, hvor anderledes teater kan tage sig ud. Og et herligt studie i superkompetent kropsbeherskelse og en fænomenal evne til replikbeherskelse.
Hvor må de belgiske performere da have trænet førstedelen, hvor de taler et fremmedsprog baglæns! Den eneste anke 'rundt om' forestillingen er, at dette ”vi-oplever-forestillingen baglæns”-princip er forklaret i programmet. Overraskelsen ville have være større, hvis man havde undladt at fortælle det forlods.
Stærkt kontroltabs-teater
For samme aldersgruppe og opefter (+12) giver den tyske gruppe Rimini Protokoll med forestillingen: ”Chinchilla Arsehole, eyey” et både rørende og tankevækkende indblik i, hvor anderledes og udfordrende det er at leve med Tourettes-syndrom.
Lider man af Tourettes-syndrom, har man vanskeligt ved at kontrollere sine bevægelser. Man har ufrivillige tics, og man siger underlige lyde og ord uden at kunne styre hvilke og hvornår de kommer. Det specielle ved forestillingen er, at de medvirkende ikke spiller, at de har det sådan. Det er deres virkelighed, at de uden at ville det skærer grimasser, og at de uden at kunne kontrollere kommer med sære udbrud.
Det siger sig selv, hvor skrøbelig en sådan forestilling er. Det betagende ved den er, at den er bygget op som en mosaik af indslag, der med små dagligdags eksempler og sjove referencer til, hvordan det at spille teater kan være, både skildrer, hvor svært det kan være for en person med Tourette-diagnosen at indgå i det såkaldte normale hverdagsliv, samtidig med at forestillingen spejler og skaber et rum for refleksion over, hvor afhængige eller besatte alle vi andre er af at kontrollere os selv, og hvor fastlåste vi er i vores reaktioner overfor det, som skiller sig ud. Hvor angstfremkaldende det uforudsigelige og ukontrollerede kan være.
At forestillingen foregår på tysk med engelske oversættelser på en skærm langt ude i siden kan virke begrænsende for alle aldre i målgruppen – nok i særdeleshed for aldersgruppens yngste (de 12-årige, hvis tyskkundskaber nok er begrænsede).
På bonussiden er nok en kvalitet ved forestillingen, at kontrol-ikke-kontrol-tematikken udover de verbale fortællinger også vises med spændende musikalske kompositioner og med masser livsbekræftende humor og menneskelig udstråling.
Visuelle tryllerier og magisk objektteater
For de noget yngre, for børn fra henholdsvis 6 og 7 år, bød Groupe Zur og Olivia Molnár på spændende oplevelser. I kunstinstallationen 'Rue D'Orchampt' bevæger man sig fra det ene trylleri efter det andet. Små levende skikkelser toner frem i sand, som perler ned på et bord. Et maleri får besøg af virkelige mennesker i miniature, som vandrer tværs gennem lærredets landskabsmotiv. Et sted kan man se hvordan låget på en omvendt stillet tekande og blomsten i en vase, der står på hovedet på det bord, der også hænger med benene opad, trodser tyngdekraften.
Og som en herlig finurlighed får man på den anden side af disse oplevelser lov at opleve og være med til selv at tage del i tilblivelsen af al den magi man lige har oplevet.
I 'The Little Suicides' bliver man via Olivia Molnárs forjættende nærvær og kyndige koncentration suget ind i den magi, som opstår, når objekter får liv. En 7-årig vil have ekstra glæde af en voksen ved sin side til at oversætte den ordknappe engelske tekst. Men i sig selv byder alt det, som Olivia Molnár formår at fortælle med blot nogle små karameller, få kaffebønner og nogle tændstikker på en oplevelse af alt det vigtige, som kan finde sted mennesker imellem, når der er store varme følelser på spil.
Molnárs lille digt om tiden, som slutter forestillingen af, er desuden aldeles vidunderlig og en lille filosofisk perle.
Varm danse-luft
De absolut bedste ILT-festival 21-forestillinger for børn og unge fandt sted på de mindre scener. Den verdenskendte koreograf Akram Khans danseforestilling 'Outwitting the devil' i Musikhusets store sal var til gengæld varm luft. Danserne er så afgjort i superligaen. I et gennemgående sløret og dystert mørke bevæger de sig som ramt af noget meget tungt. Alt er gennemsyret af farlig tiltrækning, kamp, nederlag, destruktion og død. Noget tilintetgørende strømførende synes nærmest at sønderrive dem.
Men uanset om man er bekendt med den babylonske myte om Kong Gilamesh (som jagtede det evige liv), som har inspireret til forestillingen, eller ej, er det hverken til at føle eller fatte, hvad bevægelsespartiturerne vil os. Måske kan man blive benovet over kraften i udtrykket og beundre de tekniske finesser i dansen, musikken og lyset. Men man bliver ikke berørt af de store eksistentielle emner så som liv, død, venskab og håb, som programteksten taler om. Desværre.
Kunst fra udlandet beriger
Bortset fra den engelske danseforestilling, som var en svipser, var ILT 21 spækket med store oplevelser. Der var en altomfattende glæde over at det trods corona-pandemien kunne lade sig gøre at bringe dygtige kunstnere fra flere af den store verdens lande til byen med deres værker.
