Der bliver flettet eventyrhjerter for tiden på Riddersalen. Mere end fem eventyr af H. C. Andersen bliver spundet ind i en fortælling om lys og mørke, liv og død, livets gang, altings slutning og begyndelse.
Anna Panduro er en ambitiøs og modig dramatiker. Hun kan sit håndværk. Og hendes stykker emmer tit af et temperament, som synes at kendetegne hende selv: En ganske særlig samtidighed af et åbent og glad ydre og nogle dybereliggende seriøse lag. Denne samtidighed af alvor og sjov gælder i udtalt grad i 'Vintersilhuetter', som er bygget op af rigtigt mange ingredienser.
Poesien gør mørket elskeligt
Som ramme for fortællingen optræder Sara Grabow som en pige, der indledningsvis siddende sammen med musikeren Thomas Dinesen på scenekanten fortæller, at hun engang havde det rigtigt svært med vinteren. Med den sorte sneløse jord. Tiden, hvor der ingenting voksede, hvor alt slutter, og hvor det er trist at sige farvel.
Hun siger, at den for hende var noget, som skulle overstås, og fortæller, at hun drømte om bare at kunne flytte vinteren frem til sommerferien, hvor alting var grønt og fyldt med sol. Og så lukker hun umiddelbart efter op for et dybere lag ved at fortælle, at hun har lært, at det kan være smukt at gå gennem mørket, hvis man har poesien som følgesvend.
En noget modig åbning. Men det fungerer. Med Grabows sceniske nærvær og qua en tekst, som skaber tilstedeværelse og nysgerrighed hos publikum ved at lade pigen sige: 'Det hele startede her. På det her magiske sted. En vinterdag, hvor jeg var faret vild i mørket'.
Grabow står med en smuk gylden fjer, som vi til slut – når lys og mørke har mødtes som del af et (nyt, livgivende) kredsløb – får defineret som en fjer fra en fugl Føniks. De yngste publikummer fatter næppe denne detalje. Men måske bliver de nysgerrige efter, hvad det mon er for en fugl. Og så vil deres undren være en ekstra gevinst. Ét fanger de utvivlsomt her mod slutningen. Replikken: 'Uden natten ingen stjerner'.
Teater og virkelighed kombineres
Grabows pige er som en pige fra virkeligheden. En musikglad og lydundersøgende pige, som – da to røde gardiner skilles på midten, træder ind i en teaterverden fyldt med hurlumhej.
Lisbeth Gajhede spiller spruttende af overskud en teaterdame, som med fryd og bagvedliggende varme, herser med Erik Olsen, der også på skøn – som rollen tilskriver – underspillet maner spiller hendes underordnede starut.
Hun dirigerer konstant med ham – hent dit, bring dat. Han parerer ordre, mens han samtidigt fyrer nogle meget morsomme kommentarer af. De tos interne statusspil lugter langt væk af fis og ballade. Morskab som flyder ud over scenekanten og breder sig i rummet som mere og mere elskeligt halløj.
Godt plantet i en lænestol og med en stor tyk eventyrbog i skødet sætter Gajhede gang i H.C. Andersens eventyr. Udover 'Klods-Hans”, som bruges i små fragmenter til at lave sjov med, er det følgende eventyr, som er på spil: 'Den lille pige med svovlstikkerne', 'Grantræet', 'Snemanden', 'Den grimme ælling' og 'Den lille Idas blomster'.
Grabow-pigen bliver involveret i dem alle. Ligesom de øvrige på scenen. Eventyrene bliver fremstillet og spundet ind i hinanden gennem fortælling, skuespil, skyggespil og dukkespil.
Masser af humor
Meget af tiden spiller en uhøjtidelig og 'skør' humor ind som en markant markør. Et tårn af en papirfoldet snemand deklarerer med amorinefyldt sang og fuld musik sin kærlighed til en kakkelovn. Det lille grantræ griber fat i en hare, der (i form af et vævet stang-styret dyr) irriterende springer over dens grene, men vokser sig hurtigt så høj, at haren må løbe udenom.
Grantræet ser misundeligt på alle de træer, der i baggrunden – i et skyggespil med humoristisk hug bliver fældet. Det lykkes omsider grantræet at komme ind i en varm stue, nu klædt på (Olsens krop) som en grøn tragtformet kjole fyldt med røde julekugler og julegaver en masse dinglende i skørtets nederste kant. På hovedet fejrer træet jul med et lille loddent rensdyrgevir, en rød klovnenæse og kulørte guirlander hængende ned fra begge ører.
Grabow får et skrud af et orange strutskørt på og masser af blomster omkring sig som den lille Ida. Og en grå kappe med lysende iskrystaller som svovlstikpigen. Ællingen bliver udklækket oven på et lille dukketeater og bliver tilslut – hører vi – til en svane.
Smukke sange og salmer
I et forløb, hvor det træder tydeligt frem, hvor meget og hvordan lys og mørke spiller tæt sammen i H. C. Andersens eventyr, flettes tillige hele 12 sange. Kendte juleklassikere, som fx 'Nu er det jul igen', 'Juletræet med sin pynt' og 'I sne står urt og busk i skjul'.
Men også smukke dulmende blide og vemodsfulde gamle digte og salmer som 'Der er ingenting i verden så stille som sne' og 'Tunge, mørke natteskyer'. Børnesangs-vuggevisen 'Sov mit barn sov længe'. Og sange, som betoner kærlighed, skaberkraft og lysets komme, som fx H. C. Andersens digt 'Jeg elsker dig' og salmen 'Lysets engel går med glans'.
Ferm tekst, snurrige påhits og poetiske dybder
Panduro har sørget for en dejlig dybsindig og poetisk tekst. En tekst, som også har en snild dramaturgi. Eventyrene bliver ikke trukket som perler på en snor. De fuldendes ikke et for et. De bliver i stedet afbrudt undervejs og spundet ind i hinanden og blandet med fin musik og forskelligartede velklingende sange.
Og helheden det virker hverken kompliceret eller fortænk. Tværtimod. Kombinationerne fungerer fermt og meningsfyldt. Publikum både sanser og forstår, at der er noget essentielt på spil.
Mikala Bjarnov Lages iscenesættelse gør sammen med scenografien, dukkerne og rekvisitterne, som Laurids Bøcher Poulsen og Sigurd Dissing står for, tillige forestillingen dejligt julefamilieforestillings-anderledes. Historiens kit, furer eller 'cremen i kagen' er fantasifulde løjerligheder og skør, humørfyldt skæmt. Der er fest og humør over forestillingen. Herligt sjove indfald. Rablende former. Fantasifulde kostumer. Det er nærmest som om en Jytte Abildstrømsk poesi maler og danser med i krogene.
Sara Grabow bidrager positivt til helheden med sin lyse fremtoning og med sin meget smukke sangstemme. Sammen med instrumentalmusik på bl.a. guitar, klaver, kontrabas (primært spillet af Thomas Dinesen, men også af alle de andre medvirkende) fylder hun rummet med gode viberationer af både lys og mørke.
Mens man i forestillingens begyndelse godt kan give Lisbeth Gajhedes bestemmeglade teatermadamme lidt ret, når hun fabler om, at der er alt for mørkt i rummet, tænder forestillingen hurtigt lys både indenfor og udenpå sit publikum i løbet af dens godt 60 minutter.