Det unge publikum – godt tyve teenagere fra en 7. klasse i Odense – var helt væk i og meget koncentrerede om ’OS’. Unge i den aldersgruppe er ellers bestemt ikke er nemme at fængsle i teater. Men Nørregaards Teater har fermt fat i de unge.
Ikke så sært. ’OS’, som er den sidste i trilogien ’VIDEOS’, er en forestilling, som man går helt og aldeles fredfyldt fra, samtidig med, at det er en, som både undervejs og bagefter sætter solidt fut i hjernecellerne. Forestillingen kredser om etik og hvordan vi omgås os selv og hinanden på en – for lige at bruge et lidt gammeldags ord: ordentlig måde.
Her er heldigvis ingen løftede pegefingre. I stedet for er der gentagelser af en helt særlig slags.
Sindrig dramaturgi
Tre kammerater mødes og ser tilbage på en række ret konfliktfyldte og tragiske hændelser de tre imellem. Præcis hvilke er ikke afgørende. Pointen er nemlig det etiske budskab, som ’OS’ præsenterer ved at gennemspille stadigt nye versioner af de samme episoder.
I løbet af 45 minutter gennemspiller de tre medvirkende, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen, Jens Andersen og Thomas Guldberg Madsen, en række samværsepisoder. Vi forstår fx på det, de siger til hinanden, at de har bevæget sig ud i en skov med mange træer. En skov, hvor de kives om, hvorvidt der er bjørne.
Siden slår de lejr med bål. Her forstår vi efterhånden, at den ene af dem har problemer med sin kæreste. Ved et kæmpestort hul smider den ene af vennerne trioens sidste chokoladebar ned i hullet. En anden fyr smider siden sin kammerats kondisko ned i hullet. Dernæst sker der en større katastrofe. Og til slut vender de en skidt udvikling til en konstruktiv finale.
Kapitler og etisk markørstemme
Det kan lyde kryptisk, men det kommer gradvist til at give rigtig god mening, qua den måde hvorpå venskabsløjerne er iscenesat. Det sker med små kapiteloverskrifter (så som Kapitel 1: Venskab, Kapitel 2: Løgn. Kapitel 3: Opdagelse m.v.), som projiceres op på den hvide rondel og med en voice, som gentagne gange afbryder handlingen med replikken: ”Indholdet følger ikke de etiske retningslinjer”.
Hver gang handlingerne sættes i stå, for derpå at gentages med små justeringer og reduktioner, sker der forandringer. Der sker skred henimod samvær og handlingsmønstre, som frem for at være båret af fortielser og løgne, skifter til at blive til åbenhed, ærlighed og gensidig støtte.
Raffineret iscenesættelse
’OS’ planter tillige forestillingens indhold og ide direkte i det fysiske rum. Som publikum sidder vi i rondellens dyb på små hvide taburetter, som står spredt rundt på gulvets cirkel. De tre skuespillere gennemspiller i lang tid meget intenst og dygtigt scenerne højt oppe på rondellens kant. Men gradvist opløses distancen. En skuespiller bevæger sig ned og spiller rundt mellem publikum. Siden følger de andre med. Og til slut opstår der en fuldstændig rolig stemning og små lokale samtaler mellem skuespillerne og det publikum, der sidder tæt på dem. Alle har takket ja til en kop the, som bliver serveret i et spejderkrus i metal.
Slutscenen bliver markeret meget tydeligt. En af spillerne, som er trådt ned fra rondellens top, hvor der står et murværk af skævt stablede stole, trækker halvvejs nede et stort stik fra hinanden og lyset skifter fra teaterlys til normal fuldt oplyst sal, som signal om, at vi nu ikke længere er i fortiden, men i nutiden. Her og nu. Et nu og en forandret stemning, som er meget positivt mærkbar. Det unge publikum var helt med på både the og samtaler om deres dagligdag – så også det evner de tre spillere.
Nærvær og håb
Afslutningen er m.a.o. fyldt med venskaber, åbne relationer og – HÅB. ’OS’ formidler klart, at der er meget, som truer vores venskaber -ja hele vores eksistens- og som skubber os ud i indelukkethed, misundelse, løgne og dumdristigheder. Men den lader gradvist et lys komme ind. En udvikling, som også helt fysisk sker og mærkes som gensidige møder båret af tillid, varme og håb.
’OS’ kan sagtens opleves uafhængigt af ’VI’ og ’DE’. Som det skete for de elever, jeg fulgtes med på rejsen. I løbet af 45 minutters tid arbejder forestillingen – uden at det virker påtaget eller bastant – med store etiske emner. Samtidig er det interessant og perspektiverende udbytterigt at have oplevet hele trilogien.
