’Skal jeg sige jer noget? Der er ikke nogen, der ved, at jeg vil være digter. Kun jer.’
Sådan siger skuespilleren Josephine Glæsel i forestillingen ’Tove’, mens hun rykker sig fortroligt frem mod børnepublikummet i sin rolle som digteren Tove Ditlevsen. Og børnene på Teatret Zeppelin besvarer hendes fortrolighed med en stille lytten – og med en koncentration, der varer hele forestillingen ud.
For det er lykkedes Teatret Masken og Teatret Zeppelin at skabe en fascinerende og poetisk forestilling om Tove Ditlevsen med et scenisk udtryk, som børnene bliver opslugt af. Abelone Koppel har skrevet en forunderligt fri tekst, der ikke bare læner sig op ad de gængse Tove Ditlevsen-fortællinger, men som tværtimod går ind i det altafgørende: Ind i Toves kunstnersind. Ind i hendes fascination af ordene og hendes trang til at skabe nye ord ved at sætte ordene sammen på hidtil ubrugte måder. Ind i hendes kunstneriske sprog. Som hun forklarer det med et børnevenligt billede: ’Jeg synes, at ordet ’digter’ ligner en dronning.’
Samtidig opfinder teksten en ’mørkeside’ af Toves eget skrøbelige sind. Mørkesiden er en fantasiven, som dukkemageren Rolf Søborg Hansen har skabt som en grøn pigedukke, der er lige så høj som Tove selv. Den har lange fletninger og sorte, stirrende øjne, og den forestiller sig altid, at det værste vil ske. Mørkedukken tror ikke på, at Tove kan klare de ting, hun skal, og hun forsøger at puste til Toves angst. Destruktivt og nådesløst.
Denne dukkefordobling af Tove-figuren gør teksten ret avanceret, men mørkedukken er tilsyneladende fint forståelig for både de ældste børnehavebørn, skolestarterne og eleverne fra mellemtrinet. Grebet virker uproblematisk – som om børnene bare spejler sig mest i den del af historien om Tove, der ligger tættest på dem selv.
Ned med skrald
Scenografen Allan Frausing har skabt Toves barndom som et råt rum mellem nogle skydedøre af grove træplanker, omtrent som væggene i gamle pulterkamre. Træplankerne giver også associationer til husets uhyggelige baggård, hvor Tove skal gå ned med skraldespanden – selv om hun er så bange for mørket, at hendes hjerte banker, og hun fabulerer en ønsketænkning om lysende skraldespande, der er ’som stjerner’.
Det er også i denne fattige lejlighed, at Toves mor sidder og syr tøj for folk, dag og nat – uden tid eller overskud til at tage sig af sin datter. Lene Skytt Pustelniks iscenesættelse er håndfast og stædig i skildringen af Tove som det bange barn, der bare så gerne vil mærke sin mors kærlighed – og som drømmer om at få lov til at lege med ord og overhovedet ikke med dukker. Iscenesættelsens mange gentagelser har gjort karaktererne meget tydelige, men også lovligt statiske, indtil grebet om dem heldigvis løsnes hen mod slutningen.
For skuespilleren Josephine Glæsel er en fascinerende Tove. Insisterende og gammelklog – og omhyggelig med sit sprog. Hendes lille krop gør det nemt for børnene at identificere sig med hende som barn: Hun er en af deres. Både når hun er ked af det, og når hun endelig insisterer på at fortælle sin mor om alle de ord, hun har fundet på.
Når først hendes Tove digter med sine mange ord, glider forestillingen som på en stjernehimmel af ubekymret lykke. Toves ord forløser hendes frygt. ’LYVEBØRN’ og ’STJÆLEBØRN’ dukker op i hendes ordforråd som replikker, men også som grafik i en smuk og enkel videoprojektion af Jim Falk og Martin Hansen. Her leger bogstaverne og finder hinanden i nye, fine kombinationer, og billederne visualiserer, hvordan hendes fantasi skaber ordene.
Samtidig viser hendes ranke ryg bag en tyk fletning, hvordan sproget er med til at styrke hendes stolthed – og sætte hende fri. Sådan at hun kan digte om barndommens gade og om børnene med de ’VAGTSOMME ØJNE’…
Kogte kartofler
Petrine Agger spiller rollen som Toves mor. Hun har en overbevisende træthed i kroppen, når hun tegner buksemønstre og serverer kogte kartofler med et fraværende blik og trætte skuldre. Indtil Tove endelig får vækket hendes nysgerrighed og kærlige omsorg – og formodentlig pirket til den drømmende del af hende selv, som hun har været tvunget til at fortrænge i hverdagens travlhed.
’Mor, bliver du nogensinde bevæget?’ spørger Tove. Hun er helt euforisk over at have lært ordet ’bevæget’ at kende af sin eksotiske nabo, fru Engell.
Theresa Hedelund Jensen spiller fru Engell både sfærisk og frueagtigt med opsat fletningehår og nydelig lærerindeskjortebluse. Hun har et blidt blik, som om hun vitterlig var den engel, som Tove så hårdt har brug for at møde. Og hun synger nogle af Tove Ditlevsens digte med så blød og nænsom en stemme, at man mærker barnets tryghed, når Tove læner sig ind i lyden. Hun har endda selv været komponist på den fine melodi til sangen ’Længsel mod sommeren’.
Samtidig er hun også dukkefører for Toves mørkestemmedukke – med plagestemme og en urimelig klistren sig op ad Tove, når Tove forsøger at gøre sig fri af sin egen frygt. I disse scener opstår en stor nænsomhed, der vidner om psykologisk klogskab. Pakket ind i forstående lyd og musik af Rasmus C. Månsson – og dramaturgisk finslebet af Anne Nymark og Mie Brandt.
Alle de umulige børn
’Mit hjerte elsker alle de umulige børn. De børn, ingen holder af og ingen kan forstå,’ lyder Toves kærlighedserklæring. Hvem kan undgå at holde af sådan en Tove? Dermed inkluderer forestillingen også de børn, der ellers så let bliver skældt ud – også når de er i teatret sammen med børnehaven eller skolen. Måske var Toves kærlighedserklæring med til at få børnene til at strømme op til skuespillerne bag efter forestillingen for at stille spørgsmål – og for at komme tæt på dem.
’Tove’ er en stærk og billedrig teaterforestilling om barnets hungren efter accept og anerkendelse for at være den, det nu engang er. ’Tove’ er også en tyst og fortrolig forestilling om at føle sig alene med sine tanker. Derfor er føles det også som lettelse, at ’Tove’ har en åben slutning, der rummer en masse håb, uden at den postulerer ubekymret eventyrlykke.
Denne Tove er en pige fra den virkelige verden… En pige med et følsomt sind og vagtsomme øjne.
