Af: Gudrun Hagen

23. juni 2023

Tour de force af James Bond-pastiche

’Jane Blond’ er en fjollet fuldtræffer, der ikke er til at stå for. Det er gratis gadeteater med lavkomisk pastiche af ikoniske skurke og scener fra det elskelige James Bond-univers, fornemt eksekveret af Dansk Rakkerpak. Skynd jer afsted!

Dansk Rakkerpak har til denne sommers gadeteaterforestilling kastet sig over James Bond-universet – shaken, not stirred…

Der er eminent sommer- og premierestemning denne juni-aften, hvor vi ikke desto mindre – for en sikkerheds skyld – starter med et fælles ritual for at formilde og sende god energi til vejrguderne.

Som udendørs gadeteater er det aldeles nødvendigt, forstår vi, og ’det er vigtigt alle er med, ellers kan noget gå galt.’ Kontakten til publikum etableres således fint fra start af Niels-Peter Kløft, der også ivrigt finder siddepladser forrest til de sidste.

Scenerummet er overskueligt. To blå vægge i vinkel agerer drejescener, der undervejs bruges til snart sagt hvad som helst. Det er virkelig veludnyttet. Enkelt, kvadratisk og godt som en anden Ritter Sport understøtter scenografien på den måde forestillingens mange sceneskift effektivt og enkelt.

Det er et fornemt bagtæppe til denne tour de force af James Bond-pastiche, hvor alt omvendt er overdrevet og karikeret.

Lydene laves live på scenen

’Energikonferencen 2023’ annonceres det i rungende højtalere, og så er scenen sat. En verdensfjern forsker har udviklet en ’energiabsorminator’, der til forveksling ligner en forvokset hårtørrer. En lille vifte agerer belejligt vindmølle, og med et imponerende lydunivers demonstreres det fornemt, hvordan den kan suge energien fra denne ’mølle’, der prompte stopper, over til en blender der prompte går i gang. Min ni-årige ledsager er færdig af grin over denne lavkomiske charme – ligesom resten af publikum.

Undertegnede prøver ihærdigt at gennemskue, hvorfor det fungerer så godt og zoomer ind på Thomas Dinesen, komponist og lydmagiker, der tryller med sine knapper live på scenen. Der er ingen rungende højtalere eller nogen overbevisende energisugning uden ham, der som en dukkefører står som et tilbagetrukket centrum for det hele.

Og selvom han bogstavelig talt står midt på scenen og lægger stemme til superskurke og drejer på sine knapper, formår han bemærkelsesværdigt nok at være en bifigur selv, og lade lydene stjæle billedet. Det er både godt gået og tænkt.

Om det er en dør, der knirker, en vild helikopterjagt eller en kat, der bliver sprunget i luften(!) sidder lydbilledet lige i skabet, og det adderer i den grad til den hæsblæsende action, der momentvis bliver helt filmisk. Legen med Bond-universet er i høj grad også en leg med lyde i denne forestilling, og den får ikke for lidt med referencer og tvists af det oprindelige forlæg.

Gode skurke

Jesper Pedersen er fremragende som solbrillebærende sikkerhedsvagt til omtalte energikonference, og han bliver kun bedre i rollen, da han under solbrillen viser sig at være den ikoniske Bond-lejemorder med metalgebis, der ikke kan mærke smerte. Jaws hedder han i ’The Spy Who Loved Me’ fra 1977, og Pedersen får overbevisende manet hans frygtindgydende robot-agtige statur frem via bred kropsholdning og et smil, der øjeblikkeligt giver ham det rigtige skær af stjernepsykopat, som samtidig ikke virker alt for skarp.

Flere blandt publikum er decideret utrygge ved ham, og forvandlingen er fantastisk – og komisk – hver gang han skifter ind i rollen.

Niels-Peter Kløft er også god som den skaldede Blofeld, der med kat og dårlig tysk accent er superskurken over dem alle (helt tilbage fra ’From Russia with love’ fra 1963) med megalomanisk schwung og drømme om ondt verdensherredømme.

James er en Jane

Ordløst, dramatisk og med en vis tumult bliver energiabsorminatoren selvfølgelig stjålet, og så har vi balladen. B(l)ond må på banen, og det kommer hun. For her er vores agent en kvinde (charmerende og kæk i form af Susanne Bonde), der entrerer scenen som lige dele Bond-babe med kavalergang, der med tung ironi kælent synger sin egen Bond-sang, og lige dele hårdtslående agent der har alle Bond-figurens unoder med at forføre løs og lege med Q’s gadgets til fare for liv og lemmer.

Om der kommer nok ud af denne kønsleg, kan man diskutere. Faktisk tilføjer det forbavsende lidt til universet, at James er en Jane. Miss MoneyPenny er i samme logik nu en mandlig sekretær (MænniPenny), og det er morsomt nok, men forbliver en detalje uden andet ærinde end ’comic relief’, hvilket der er rigeligt af i forvejen.

Barnlig charme

De mange film-referencer koblet med mængden af fordansket engelsk gør, at forestillingen nok mere er fra ti end seks år, men den barnlige charme ved James Bonds vilde univers fanges rigtig godt ind. Selv de mindste publikummer kan sagtens se det sjove i superskurke og overdreven storyline, og undervejs leges der også effektfuldt med både slow motion-effekter i diverse slåskampe samt skift i perspektiv.

Sidstnævnte bedst eksekveret med en svævebane via en lille spand på en snor, hvor en barbiedukke agerer Jane Blond. Langsomt kører hun afsted til storladen musik. Scenen er nervepirrende, og Jaws virker selvsagt enorm, da han pludselig dukker op og sætter sine metaltænder i wiren.

’Klarer hun den’, lyder det bekymret fra min lille ledsager, da alting falder mod jorden for øjnene af os.

Imponerende meget er pakket ind i den lille forestilling, der vælter afsted med slapstick-spænding og action. Selv skudløbs-introen, som man kender fra starten på alle Bond-film, inkluderes elegant via to sæt arme, der danner en cirkel, som vores agent så kan skyde igennem.

Det er ikke til at stå for, selvom det hele næsten er ’for meget’.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.