Dansk Rakkerpak har til denne sommers gadeteaterforestilling kastet sig over James Bond-universet – shaken, not stirred…
Der er eminent sommer- og premierestemning denne juni-aften, hvor vi ikke desto mindre – for en sikkerheds skyld – starter med et fælles ritual for at formilde og sende god energi til vejrguderne.
Som udendørs gadeteater er det aldeles nødvendigt, forstår vi, og ’det er vigtigt alle er med, ellers kan noget gå galt.’ Kontakten til publikum etableres således fint fra start af Niels-Peter Kløft, der også ivrigt finder siddepladser forrest til de sidste.
Scenerummet er overskueligt. To blå vægge i vinkel agerer drejescener, der undervejs bruges til snart sagt hvad som helst. Det er virkelig veludnyttet. Enkelt, kvadratisk og godt som en anden Ritter Sport understøtter scenografien på den måde forestillingens mange sceneskift effektivt og enkelt.
Det er et fornemt bagtæppe til denne tour de force af James Bond-pastiche, hvor alt omvendt er overdrevet og karikeret.
Lydene laves live på scenen
’Energikonferencen 2023’ annonceres det i rungende højtalere, og så er scenen sat. En verdensfjern forsker har udviklet en ’energiabsorminator’, der til forveksling ligner en forvokset hårtørrer. En lille vifte agerer belejligt vindmølle, og med et imponerende lydunivers demonstreres det fornemt, hvordan den kan suge energien fra denne ’mølle’, der prompte stopper, over til en blender der prompte går i gang. Min ni-årige ledsager er færdig af grin over denne lavkomiske charme – ligesom resten af publikum.
Undertegnede prøver ihærdigt at gennemskue, hvorfor det fungerer så godt og zoomer ind på Thomas Dinesen, komponist og lydmagiker, der tryller med sine knapper live på scenen. Der er ingen rungende højtalere eller nogen overbevisende energisugning uden ham, der som en dukkefører står som et tilbagetrukket centrum for det hele.
Og selvom han bogstavelig talt står midt på scenen og lægger stemme til superskurke og drejer på sine knapper, formår han bemærkelsesværdigt nok at være en bifigur selv, og lade lydene stjæle billedet. Det er både godt gået og tænkt.
Om det er en dør, der knirker, en vild helikopterjagt eller en kat, der bliver sprunget i luften(!) sidder lydbilledet lige i skabet, og det adderer i den grad til den hæsblæsende action, der momentvis bliver helt filmisk. Legen med Bond-universet er i høj grad også en leg med lyde i denne forestilling, og den får ikke for lidt med referencer og tvists af det oprindelige forlæg.
Gode skurke
Jesper Pedersen er fremragende som solbrillebærende sikkerhedsvagt til omtalte energikonference, og han bliver kun bedre i rollen, da han under solbrillen viser sig at være den ikoniske Bond-lejemorder med metalgebis, der ikke kan mærke smerte. Jaws hedder han i ’The Spy Who Loved Me’ fra 1977, og Pedersen får overbevisende manet hans frygtindgydende robot-agtige statur frem via bred kropsholdning og et smil, der øjeblikkeligt giver ham det rigtige skær af stjernepsykopat, som samtidig ikke virker alt for skarp.
Flere blandt publikum er decideret utrygge ved ham, og forvandlingen er fantastisk – og komisk – hver gang han skifter ind i rollen.
Niels-Peter Kløft er også god som den skaldede Blofeld, der med kat og dårlig tysk accent er superskurken over dem alle (helt tilbage fra ’From Russia with love’ fra 1963) med megalomanisk schwung og drømme om ondt verdensherredømme.
James er en Jane
Ordløst, dramatisk og med en vis tumult bliver energiabsorminatoren selvfølgelig stjålet, og så har vi balladen. B(l)ond må på banen, og det kommer hun. For her er vores agent en kvinde (charmerende og kæk i form af Susanne Bonde), der entrerer scenen som lige dele Bond-babe med kavalergang, der med tung ironi kælent synger sin egen Bond-sang, og lige dele hårdtslående agent der har alle Bond-figurens unoder med at forføre løs og lege med Q’s gadgets til fare for liv og lemmer.
Om der kommer nok ud af denne kønsleg, kan man diskutere. Faktisk tilføjer det forbavsende lidt til universet, at James er en Jane. Miss MoneyPenny er i samme logik nu en mandlig sekretær (MænniPenny), og det er morsomt nok, men forbliver en detalje uden andet ærinde end ’comic relief’, hvilket der er rigeligt af i forvejen.
Barnlig charme
De mange film-referencer koblet med mængden af fordansket engelsk gør, at forestillingen nok mere er fra ti end seks år, men den barnlige charme ved James Bonds vilde univers fanges rigtig godt ind. Selv de mindste publikummer kan sagtens se det sjove i superskurke og overdreven storyline, og undervejs leges der også effektfuldt med både slow motion-effekter i diverse slåskampe samt skift i perspektiv.
Sidstnævnte bedst eksekveret med en svævebane via en lille spand på en snor, hvor en barbiedukke agerer Jane Blond. Langsomt kører hun afsted til storladen musik. Scenen er nervepirrende, og Jaws virker selvsagt enorm, da han pludselig dukker op og sætter sine metaltænder i wiren.
’Klarer hun den’, lyder det bekymret fra min lille ledsager, da alting falder mod jorden for øjnene af os.
Imponerende meget er pakket ind i den lille forestilling, der vælter afsted med slapstick-spænding og action. Selv skudløbs-introen, som man kender fra starten på alle Bond-film, inkluderes elegant via to sæt arme, der danner en cirkel, som vores agent så kan skyde igennem.
Det er ikke til at stå for, selvom det hele næsten er ’for meget’.