På loftet sidder nissen. Hun er blevet glemt af julemanden, da hun steg af kanen for at nappe sig en skefuld risengrød. Nede i stuen sidder den fraskilte husfar og mukker over julen og sit mistede job som julemand i storcentret, mens han mæsker sig i fodbold-tv.
Så pusler det, og pludselig er hans billige julemandskostume svævende. Lyset blinker, og ting vælter. Rædselsslagen stikker han tilbage til stuen, mens sønnen Kim bliver på loftet og leder imellem gemmerne. Bag drillerierne er nissepigen Fiona, som er usynlig, når hun har sin hue på. Men Kim får drillenissen at se – og så skal man ikke have terpet mange tv-julekalendere for at gennemskue, hvad der sker. Julen er jo hjerternes fest.
Det er Uffe Kristensen, der står bag den søde historie om Fiona og Kim, der mødes på loftet og udvikler et kærligt venskab. Med en skefuld socialrealisme og et drys nissemagi bliver det en regulær julefortælling, der sagtens kunne være tilberedt i et tv-studie i 24 mundrette bidder. Men som 55 minutters teater er den også aldeles velanrettet.
Og så er det endda med et par kække rap-numre som top-moderne indspark. Et greb, som man sjældent ser virke hos ikke-rappere, men sammen med en lille koreografi får Fiona og Kim det faktisk til at svinge. Og teksten om, at ’to er bedre end én’ indrammer fint historiens tema.
Fine karakter
Uffe Kristensen spiller flere roller, hvor han især udfylder det 1980’er-farvede joggingsæt fortrinligt som Kims far. Han er bitter uden at være bister. Hans dårlige humør – og ikke mindst hans modstand mod julen – tilgiver vi ham hurtigt, fordi vi mærker, at han også har sit eget at slås med. Den balance holder Uffe Kristensen storartet.
Som Fiona er Kirstine Sjølin Scharf tilpas nysgerrig og grådig på livet. Uden at tøve kaster hun sig hovedkulds ind i venskabet med menneskedrengen, Men både skuffelse og savn formidler hun også, når de vanskeligere sider af venskaber indfinder sig.
Kim spilles af Mathias Hjørnholt, der med sit lyse hår og et småbarnligt udtryk bliver forestillingens hovedrolle, hvad angår karaktermæssig udvikling. Det bliver en regulær modningsproces for ham, hvor vi også forstår hans små fejltrin.
Der er altså reelle skuespilpræstationer med nuancerede og gennemtænkte karaktertegninger at finde her, selvom forestillingen måske på overfladen kan synes simpel og karikeret. Og med den garvede Uffe Kristensen over for de to mindre rutinerede medvirkende oplever vi også et lille, dynamisk hold, der både imponerer med erfaring og potentiale.
En tur med tættekammen
Vi er umiddelbart i realistiske rammer på det støvede og spindelvævsbefængte loft, hvor dimser og kasser er opmagasineret. Det er hyggeligt på en rodet og nostalgisk måde, men også temmelig inkonsekvent, hvad angår æstetik og materialevalg.
Man kunne med fordel have givet det visuelle udtryk en tur med tættekammen. På samme måde er der heller ikke kræset lige meget om alle elementer i scenografien, der svinger gevaldigt i deres kvalitet. Noget ligner originale antikviteter, mens andet ligner noget halvfærdigt sløjdarbejde.
På væggen hænger et billede af en gammel søulk, der viser sig at være Kims tiptipoldefar, Kaptajn Top, som også engang har haft en rigtig nisseveninde. Det finder vi ud af, da billedet på lidt halvklodset vis bliver forvandlet til Uffe Kristensens levende ansigt, der taler med Kim og Fiona fra billedrammen.
Men i det store hele er ’Nissepigen der blev væk’ en velfungerende forestilling, der lykkes på de fleste punkter. Og altså især når det handler om at fortælle en rigtig julehistorie, som både vækker gode følelser i maven og en klingende julestemning i baghovedet.
