Dør på dør triller ind i rampelyset, kredser omkring hinanden, bytter plads, og danner tilslut en lige række – muren ind til et hotel. Et hotel, hvor grønt lys illuderer elevatorens rum, lilla lys indikerer tilstødende gemakker, og et væld af typer i løbet af en god times tid hvirvles ind i et sindrigt spil. Et spil, der leger kispus med hvem der har magten, hvem der bestemmer og hvem der bare må makke ret eller se sig overtrumfet af den anden – et spil om hvem der er herre, og hvem der er tjener.
Indledningsvis træder alle tre spillere, Dorthe Sachmann, Niels Grønne og Niels Peter Kløft, ind som tjenere i dertilhørende dresscode og med alle de korrekte attituder: Sorte sko og veste, serviet over armen, højre hånd bag ryggen, let foroverbøjede i kroppe og med en mine som stumt siger: ‘De ønsker?’
Men snart skifter de til også at spille figurerne i de mange små stumme situationsspil, som er grundstammen i Dansk Rakkerpaks musikalsk komiske mosaik.
Centrifugefart
‘Tjener for 10 herrer’ er, som teatret selv skriver, ‘en kalejdoskopisk cocktail’ af ekstreme og tilspidsede situationer hvor herre/tjener-relationen får en tur i den grovkomiske centrifuge. Her er uniformerede generaler, snedige soldater, en ‘her kommer jeg lady’ med bredskygget hat og pink boa, en drikfældig sækkepibespillende skotte, en rullestolsinvalid og hans tjener, en mor med barnevogn, en golfspiller, en præst, et diskuterende indvandrerpar, og mange andre.
Ganske ordløst, og med den musikalske og overdrevsfyldte fysiske kropslighed, som er improvisationskomediers særkende, afløser det ene optrin det næste. Her er masser af referencer til stumfilm, helt ned på konkret Charles Chaplin-film niveau – når en militærmand sønderskyder kontinenter på en snurrende verdensballon.
Teatret leger satirisk med fordomme, regler og vaner på alle fronter og i mange tidsaldre. Kønsrollemønstre, racisme, religiøse ritualer, militær og kongehus – alt får en tur i vridemaskinen.
Virvar eller vitalitet?
Efterhånden blandes de små spil sammen. Figurer fra tidligere scener dukker op i nye konstellationer. Alt sammen umiddelbart meget morsomt. Men efterhånden får spillet – udover at 70 minutter er for lang tid – også et ikke-klædeligt præg af virvar og tilfældighed. Det er skønt at blive svimmel i knolden og grine sig varm i maven over gags. Men morsomhederne skal have mere bid og være strammere organiseret end her, for at det virkelig forslår.
Det er forståeligt og prisværdigt, at Dansk Rakkerpak, som er kendt for og fortsat markedsfører sig som gadeteater, har lyst til at afprøve nye græsgange. De slipper ikke dårligt fra det. Men ‘Tjener for 10 herrer’ placerer sig underligt midt mellem tjekket miks og kaotisk virvar. Og så har forestillingen et anstrøg af noget kultiveret og strømlinet, som kontrasterer den charme, jeg synes er forbundet med gadeteatrets tilfældighedsprægede, anarkistiske og fandenivoldske odeur.
